Olsen-Banden på de bonede gulve

Animation

Olsen-Banden på de bonede gulve

Danmark, 2010

Instruktion: Jørgen Lerdam

1 time 18 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Om noget fænomen i dansk kulturhistorie kan filmene om Olsen-Banden siges at være folkekære. Egons stovte cigar, Bennys ivrige gadedrengehop og Kjelds forsigtige tøffelhelteadfærd har levet som et ufravigeligt paradigme i vores kulturelle selvforståelse gennem de seneste flere end 40 år.

Nu har Nordisk Film så atter en gang (senest måtte vi se Olsen-Banden som unger og dernæst som teatermusical) stukket spaden ned i sin største succes-serie og genoplivet forbrydertrioen - denne gang i animeret 3D.

Vel er det fristende endnu en gang at få Benny til at klukke: »Skidegodt, Egon!«, men der er desværre elementer i ”Olsen-Banden på de bonede gulve”, der kommer til at få karakter af gravrøveri.

Kan de vidunderlige mænd nu ikke bare få lov til at hvile i fred?

Efter en velkendt skabelon

”Olsen-Banden på de bonede gulve” er skåret efter en velkendt skabelon, der blander de gamle films nærmest klassiske dannelsescyklus, hvor hjem-ude-hjem, blev erstattet af spjæld-frihed-spjæld med nyere animationsfilms gængse typer og problematikker.

I filmens begyndelse frames Egon for et kup, hvor han skal stjæle H.C. Andersens svineværdifulde fjerpen.

Men da han kommer til pengeskabet, ligger der en aldeles nymodens souvenirkuglepen i dens sted. Det viser sig at være Statsministeriet (der nok så uaktuelt ledes af Anders Fogh), der står bag, og efter at Egon har afsonet sin indledningsvise straf, sætter han alle sejl til for at få fjeren og æren tilbage.

Sommerhat og rotter

Undervejs er der naturligvis planer inkluderende honningbier, en sommerhat og en bunke døde rotter samt - lige så selvfølgeligt - nogle grumme modstandere i form af andre forbrydere og ordensmagten.

Og lige netop her kommer filmen ikke sikkert i mål, for i sin hektiske iver efter at blande det gamle med det nye (en agenda, der lykkes til fulde, når Egon arrigt udbryder: »Elendige baristaer!« som erstatning for datidens socialdemokratier), er den jyske politibetjent og de to nye pimp my ride-agtige forbryderspirer blevet unødvendigt karikerede og som taget ud af hvilket som helst andet samtidssatirisk dokument.

Til gengæld så glimrer animationsversionerne af de originale karakterer ved deres stemmer.

Særligt skal Annette Heicks skingre Yvonne og Esben Pretzmanns lydefri opdatering af Kjeld fremhæves.

Måske er tiden løbet fra Olsen-Banden, og det er nok meget godt.

Så i stedet for at forsøge at puste liv i de døde, skulle Nordisk Film måske finde på nogle nye. Se, dét kunne være sjovt.