Helt Sikkert ... Måske

Helt Sikkert ... Måske

USA, 2008

Instruktion: Adam Brooks

1 time, 52 minutter

Premiere landet over


Tre kvinder, en spørgelysten datter og en forvildet fraskilt far, der forsøger at skabe mening i sin knudrede fortid. Dette er udgangspunktet for Adam Brooks ”Helt sikkert ... Måske”, der har genrebestemt sig selv som en romantisk komedie, selvom den hverken er rigtig romantisk eller morsom.

Will (noget ensidige Ryan Reynolds) er far til Maya (dejlige Abigail Breslin fra ”Little Miss Sunshine”) på 10 år og ligger i skilsmisseforhandlinger med hendes mor.

Da Maya en dag, noget tidligt synes faderen, har haft seksualundervisning for første gang, bombarderer tøsen sin stakkels far med alverdens spørgsmål og tvinger ham til at fortælle om de andre kvinder i hans liv ud over hendes mor. Will er modvillig, men går med på ideen og lader Maya selv finde ud af, hvilken af hans kærester, der er hendes mor.

Tre kvinder
Disse kærlighedshistorier tager os på en tur gennem 1990'ernes New York, komplet med Clinton-kampagne, Nirvana-hits og polyester i metervis.

Will er forelsket i sin college sweetheart Emily (den altid lidt for ferske Elisabeth Banks), men da han frier til hende og hun kvitterer med at afsløre, at hun har haft sex med hans tidligere sambo, er det forhold tilsyneladende en dødsejler. I New Yorks menneskemylder møder han også den flyvske April (Isla Fisher) og den intellektuelle og smukke Summer (Rachel Weisz).

I takt med at han kæmper sig op af karrierestigen og glider ned ad den igen, har han mere eller mindre stormfulde romancer med de tre kvinder - og med en af dem resulterer det i et barn.

Bedst på papiret
”Helt sikkert ... Måske” er en bedre idé på papiret, end den er som færdig film. Problemet ligger primært i den alt for konstruerede rammefortælling.

Talentfulde Breslin kæmper med at gøre Maya til en troværdig figur, men hendes rolle er så uudfoldet, at hun ikke bliver andet end et nævenyttigt irriterende barn.

Desuden er det lidt af et sats at have Ryan Reynolds i en så bærende hovedrolle. Vel kan han levere de sporadisk sjove replikker med en vis timing, men han har udstråling på niveau med en hvidmalet dør, og derfor bliver det i længden ufatteligt trættende at se på ham.

Filmens billede af forrige årtis New York er til gengæld rigtig fint, om end selvfølgelig filmisk forfinet. Brooks er ikke faldet i den oplagte fælde at have et alt for nutidsnostalgisk blik på en trods alt nær fortid, og skildringen er derfor overhovedet ikke så klichéfyldt, som den kunne have været.

Derudover er både Weisz og Fisher glimrende, og er man til uforpligtende filmforhold, er filmen helt sikkert, måske, værd at se.