GAMLE MÆND I NYE BILER (I kina spiser de hunde 2): Instruktion: Lasse Spang Olsen

GAMLE MÆND I NYE BILER (I kina spiser de hunde 2): Instruktion: Lasse Spang Olsen
Dansk 2002
1 time og 30 min.
Premiere i dag.

»Tegneserie,« siger Lasse Spang Olsen om sin gangsterhistorie, og han har ret. For hvad, han har forsøgt, er en mellemting mellem en opdatering af Olsen-banden og en pæredansk variant af Scorseses mafiafilm. Og minsandten om ikke forsøget lykkes!

"Gamle mænd i nye biler" - titlen er tumpet, men det får være - for over lange stræk er filmen ustyrlig vittig. Dialogen er med knojern og koben og sidder lige i øjet; typerne er naturligvis tegneferiefigurer, men de tilføres selvstændigt liv, impulsiv uberegnelighed og danish dynamite af skuespillerne, der ser ud til at have moret sig overdådigt og får scene efter scene til at svinge og rable så afsindigt, at man måber af grin.

Vi begynder med en allusion til Egon Olsen: Harald slippes ud af Vridsløse og venter på at blive samlet op af drengene. Det bliver han ikke - klart brud på reglen! Men han finder dem selv og er godt gal i skralden. Og drengene, de er Thomas Villum Jensen og Nikolaj Lie Kaas, er et par betuttede fjummerhoveder og nervøse og vil helst ikke rodes ind i fortsat kriminalitet. Derfor er de i gang med at åbne et bageri med wienerbrød som specialitet, hvad der gør Erling helt vild.

Han er en falleret og demoraliseret læge, utroligt bøvet og utroligt vittigt spillet af Jacob Haugaard, der her fusionerer "Jydekompagniet" med Olsen Banden og Lasse Spang Olsens og hans manuskriptforfatter, Anders Thomas Jensens selvstændige kreation: De små amatørgangstere med Kim Bodnias Harald som sjakbajs. Han er hårdtslående, olm og absurd charmerende og holder en dæmpet diktion som effektfuld kontrast til sine eksplosive voldsudladninger.

Hjernen i foretagendet er han ikke, men han ved, hvad han vil, selv når han ikke ved sine levende råd. Kim Bodnia forsvarer og udleverer figuren på én gang, så man kommer til at holde af ham, men nødig vil møde ham.

Sentimental

Som så mange af den type er han snotsentimental. Da hans faderlige ven, Munken, spillet af Jens Okking, som bare behøver viser sig i et filmbilledet, så damper det af liv, selv om han er døende - da han i sygesengen betror Harald, at han, inden han ta'r billetten, gerne vil se sin søn, som han aldrig har kendt, speeder Harald op på både følelserne og adrenalinen og er mand for at fremskaffe ynglingen.

Så er det lige meget, at han sidder i et skarpt bevogtet svensk fængsel for fem kvindemord (måske filmen er lige lovlig brutal over for pigerne, det skulle jo helst ikke smitte!).

Harald og drengene får ham ud ved et vildt kompliceret Olsen-bande-kup, men det lykkes.

Derimod lykkes det ikke Harald at fremskaffe de tre og en halv million, han skylder en bande serbere med Milosevic foran på T-shirten. De to sager sætter Harald og drengene på hårde prøver og sender tilskueren ud i en forrygende grinagtig og absurd historie.

At også Iben Hjejle blander sig håndfast i handlingen, bør lige nævnes, for hun pynter på den i mere end en forstand.

Den er ingen ting i den film, og den giver sig heller ikke ud for mere, men hvor er den dog prægtig, lovløs, grotesk underholdende og med fuld knald på billeder og handling hele tiden. Også når vi gør vores entré i Det kongelige Teater på en noget mere pludselig og bombastisk facon end Olsen-banden i sin tid - men dog som endnu en kærlig hilsen til Egon Olsens kreativitet, som tydeligt nok har inspireret filmholdet her til også at blive en værre bande.

Ikke for ingenting er filmen dediceret - ikke dedikeret, det hedder det ikke - men dediceret til Henning Bahs, der sammen med Balling skabte Olsen-banden-konceptet og var hjernen bag dens anarkistiske kreativitet.