NÅR DU MINDST VENTER DET: Instr. Nancy Meyers

NÅR DU MINDST VENTER DET
(Something's Gotta Give)
USA 2003
Instruktion: Nancy Meyers
2 timer og 8 min.

Kernen i historien er mødet mellem to mennesker i livets indian summer. Men det er Jack Nicholson og Diane Keaton, der mødes, og det slår gnister og kalder på latteren. De er filmens centrum og dramatiske konfrontation. Og det er den rene og skære fornøjelse.

Nicholson må i år blive 67 og spiller her en aldrende, halvkynisk, sarkastisk skørtejæger, der har sjusset sig gennem tilværelsen ved aldrig at indlade sig i noget varigt og forpligtende forhold og ved aldrig at dyrke kvinder over de tredive. Dem har han til gengæld samlet på i snesevis, og de synes ikke alle, at han er lige lækker, selv om han er uimodståelig - i hvert fald til en begyndelse.

Keaton tryllebinder

Diane Keaton må i år blive 58. Endnu engang viser hun sig som en sofistikeret comédienne og en intelligent, moden kvinde. Hun er drømmesmuk og har en raffineret erotisk udstråling, der tryllebinder både Nicholson og tilskueren - i hvert fald hvis tilskueren er en han.

Hun spiller en anerkendt Broadway-dramatiker, fraskilt, alene-kvinde, hvad hun har det rigtig godt med. Ikke så sært, for hendes fraskilte ligner en vissen gren. Og dog er der i hende et nagende savn, men også paniske parader, og ironiske forbehold, når nogen kommer hende (for) nær.

Det gør Nicholson. Først er det datteren, han er lun på, en lettere neurotisk, åleslank og yndefuld ung kvinde, der som sin mor ikke vil have nogen for tæt ind på livet, men lader sig charmere af den aldrende charmør og hans synftige slagfærdighed - fordi hun ved, det er en affære, og mere er hun ikke ude på.

Men alderen kræver sit: Viagra og - da Nicholson skal i lag med den unge dejlighed - hjertetilfælde, det første af flere. Satirisk og elegant, men også lovlig monomant spiller dialogen på alderens problemer, der især - ret ensidigt - anskues som mandens potenssvækkelse og kvindens (almindeligt faldende) markedsværdi som sexobjekt.

Langsom beslutning

Nicholson dejser omkuld og sendes fra sygehuset på rekreation i huset hos fru Keaton, der fejlagtigt havde troet, datteren ville tage sig af patienten. Hans forslagne humor og gavflabede stil irriterer hende til vanvid, men hun opdager den varme og livsklogskab, der skjuler sig bag hans sarkasme, og langsomt når de hinanden. Hun forelsker sig ekstatisk, men såres hjerteskærende af hans flygtighed. Samtidig med at hun i hysterisk gråd og krampagtige latteranfald omsætter sig selv og specielt ham - i satirisk udlevering - til en ny succes på teatret.

Stilforvirring

Herfra er spørgsmålet kun: Hvordan skal det ende? Får hun den unge, selvbevidste, sympatiske læge, der gør kur til hende, ender hun endnu mere pansret end fra begyndelsen, eller åbner der sig en fremtid i fællesskab med Nicholson? Handlingen er længe om at beslutte sig. Hvad det bliver til, skal ikke røbes.

Når filmen ikke er det mesterværk, den har potentialet til, skyldes det, at den er for slap i sit forløb. Den mangler den stilsikre komedies stramme økonomi og dramaturgiske koncentration. Historien bliver for sluddervoren og for leddeløs. Desuden svinger den ubeslutsomt mellem komedie og farce, hvad der skaber stilmæssig usikkerhed og forflygtiger den menneskekundskab, der ligger i manuskriptet.

Men det er en historie, der vil mennesker det godt. Diane Keaton er kvik og skøn og dejlig, hver gang hun viser sig. Nicholson spiller, som han plejer: Med forsoren, sløret stemmeføring, men også med en underlig selvironisk macho-udstråling. Han kan irritere, og her plager og irriterer han sine omgivelser. Alligevel kan ingen stå for ham. Jeg heller ikke.