Gidsel er mest interessant i nutiden
Mathias Gidsel er en rørende og nærværende hovedperson i premiereafsnittet af den nye sæson af "Fortidens hemmeligheder". Men programmets jagt på forklaringer i fortiden føles konstrueret.
Mathias Gidsel er verdens bedste håndboldspiller.
Men han er også et kæmpe familiemenneske, der græder ved tanken om sin elskede, afdøde morfar, er dybt taknemmelig for sine forældres ubetingede støtte og går mere op i et smil fra kæresten end at vinde en håndboldkamp.
Hvordan han er blevet, som han er – og om svaret overhovedet findes i fortiden – forsøger DR-programmet ”Fortidens hemmeligheder” at give ham og os svar på ved at dykke ned i Gidsels slægt.
Det er både interessant og momentvis rørende at se Gidsel blive præsenteret for sine forfædres liv. Men der er noget ved konceptet, der får programmet til at ringe hult.