Astrid Lindgrens datter kritiserer ny film om moderen
Filmen kommer blandt andet ind på en uønsket graviditet.
Om to uger får filmen "Unge Astrid" premiere i Sverige. Omdrejningspunktet er Astrid Lindgrens unge år, som var en relativt ukendt periode af forfatterens liv.
Lindgrens datter, 84-årige Karin Nyman, fortæller i et interview med magasinet Vi, at hun er kritisk over for filmen, samt at moderen aldrig ville have tilladt den, hvis hun fortsat havde været i live.
Det skriver Expressen.
Filmen, som har Alba August, datter af filminstruktør Bille August, i hovedrollen, fortæller blandt andet om en affære, som Lindgren havde med en gift mand og en uønsket graviditet, som var et resultat deraf.
»Den uønskede graviditet var selvfølgelig en stor ting i min mors liv. Derfor har filmen også ret i, at den var afgørende, men præcis hvor afgørende den var, inden hun fødte, ved intet menneske,« lyder det bl.a. fra Karin Nyman i interviewet.
Som 18-årig rejste den gravide Lindgren til København, hvor hun fødte sønnen, Lars Lindgren, som tilbragte sine første år i familiepleje i Brønshøj. Han blev dog senere genforenet med sin mor i Sverige.
Denne film kunne aldrig være blevet lavet, mens min mor levede.Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter
Om forfatterens forhold til Lars Lindgrens far, Reinhold Blomberg, som var redaktør på Vimmerbytidningen, hvor Lindgren arbejdede i 1920'erne, var der ifølge datteren ingen fra familien, som fik indsigt i.
»Så der skal altså en masse kunstnerisk frihed til overhovedet at kunne inkludere det i historien om den unge Astrid. Denne film kunne aldrig være blevet lavet, mens min mor levede,« påpeger Karin Nyman.
Holdet bag "Unge Astrid" understreger, at filmen er en hyldest og en smuk historie om den verdenskendte forfatters unge år.
»Kvinder som Astrid, deres livsvalg og kunst har banet vjen for kvinders liv i dag. Det er så vigtigt, at vi husker de kvindelige forgængere, at vi forstår, hvor vi kommer fra, for at kan forstå vores egne liv,« siger danske Pernille Fischer Christensen, der er filmens instruktør og den ene af de to manuskriptforfattere, til magasinet Vi.
Mens "Unge Astrid" får premiere i de svenske biografer i næste måned, må danske biografgængere vente til den 6. december, før den får premiere herhjemme.
Nedenfor kan du se en trailer fra filmen, der fik verdenspremiere den 21. februar ved Berlins Internationale Filmfestival.