Mareridtet på Utøya blev vakt til live i Berlin

Det er en dato, ingen nordmand glemmer. Den 22. juli 2011. Højreekstremisten Anders Breivik likviderede 69 unge på øen Utøya og skamferede sit land for evigt.

Knapt syv år senere kommer Erik Poppes film om tragedien, og spørgsmålet, mange har stillet, er: Hvorfor nu?

Instruktøren, klappet ind i salen, vævede ikke, da han ved middagstid mødte op til pressekonference for at tale om ”Utøya 22. juli”.

»Der har været fokus på Anders Behring Breiviks idé om, at han er blevet behandlet dårligt. Fokus på genopbygningen af Oslos centrum og flere andre ting. Erindringen om, hvad der faktisk skete derude på øen fadede mere og mere ud,« forklarede Erik Poppe, som efter samtaler med forældre og pårørende til ofrene drog sin konklusion.

»De var bekymrede for neofascismen, som vokser dag for dag. Derfor er ideen at vise, hvordan højreekstremismen ser ud på film. Ord kan ikke beskrive det.«

Instruktøren har bygget sin version af historien over en fiktiv ung kvinde, Kaja. Hun er på sommerlejr med sin søster, og man ser først, at meddelelsen om bombesprængningen i Oslo når til Utøya via mobiltelefonerne. De unge er nervøse og samler sig, men har naturligvis ingen anelse om, hvad der snart skal ske, hvor de selv opholder sig.

Pludselig begynder de at høre skud. De paniske unge samler sig i et hus på øen, men vælger at flygte, da de hører bragene komme nærmere. Kameraet følger hele tiden Kaja, der forlader sin gruppe af venner i forsøget på at lokalisere sin søster. I skoven ser hun unge spæne i alle retninger, og det rygtes, at det er en politimand, der skyder. Ingen ved, hvor de skal gemme sig. Det ene sted kan være lige så usikkert, som det andet. Og hvor bliver det rigtige politi af?

Angrebets ophavsmand værdiges ingen opmærksomhed i filmen. Han optræder i silhuet i et splitsekund, men ellers hører man bare skud fra hans maskinpistoler i det mudrede skov- og klippeområde.

I virkeligheden varede mareridtet i 72 minutter, og filmen er det gengivet i et langt take af samme varighed. Kaja løber omkring, puster ud i forskellige zoner, hun synes virker sikre. Prøver at hjælpe en såret pige.

Med den metode har Erik Poppe forsøgt at gengive katastrofen fra ofrenes perspektiv.

Han fortalte, at det er af etiske hensyn, at han valgte en fiktiv historie.

»Ingen skulle føle, at vi fortalte en historie om præcis deres datter,« sagde han.

»Og samtidig har fiktionen den styrke, at den med sin historie kan repræsentere flere historier.«

Instruktøren har fået hjælp af tre overlevende fra Utøya under hele produktionsfasen. De tre personer var til stede i Berlin, og en af dem, Ingrid, rejste sig på pressekonferencen og forklarede om sin motivation for at medvirke.

»Det er umuligt at fortælle om det i dag, uden at der er en distance til det. Der kan film gengive det på en anden måde,« sagde hun og gentog Erik Poppes indledende pointe om, at den yderligtgående højrefløj er farlig.

”Utøya 22. juli” er foreløbig blevet vist for pårørende i Norge under overvågning fra samaritter, og filmholdet præciserede, at der undervejs i optagelsesforløbet har været gjort alt for at tage vare på de unge amatørskuespillere. Psykologer har monitoreret dem på settet, og de har også været til rådighed for samtaler efterfølgende.

Hovedrolleindehaveren Andrea Berntzen var 12 år, da episoden fandt sted i virkeligheden.

Efter eget udsagn havde hun ikke begrebsapparatet til at forstå sagen, da den udfoldede sig. Det har hun som 19-årig, og hun understregede, at hun sagde ja til at medvirke, fordi hun kunne lide tankerne bag filmen.

»Den handler om ofrene, ikke om gerningsmanden. Der er ingen musik i filmen, ingen klip. Det var en god måde at gøre det på,« sagde hun.

Filmens producer Stein B. Kvae fik også spørgsmålet om, hvorfor filmen skal komme netop nu. Også han havde forberedt sit argument:

»Det er syv år siden nu, og det er et godt stykke tid for os, der ikke mistede pårørende på Utøya. For de, der mistede deres kære, betyder det ikke rigtig noget, om filmen bliver lavet efter tre, fire eller syv år. Smerten vil altid være der.«

”Utøya 22. juli” er den første af flere film om terroranslaget.

Amerikanske Paul Greengrass, kendt for ”Bourne”-filmene, skal bl.a. være i gang med en produktion for Netflix.