Mere Cecilie end Thomsen

Skal man tro kusinen, er det historien om den grimme ælling, der blev til en smuk svane ... med alt for store tænder og for lange arme, hvordan skulle det ikke gå hende?

Der er heller ikke megen glamour over den skabning, som lidt forsinket ankommer i taxa gemt under en strikhue og bag et stort tørklæde, men da vi jo ved, hvordan hun kan se ud, er der ikke grund til fortvivlelse, selv om hun under seancen beholder sit dækken på.

Stedet er Østre Gasværk i København.

Hovedpersonen er Cecilie Thomsen.

Gæsterne er JP.

Den slags møder varer i reglen to-tre timer, men i dag bliver en ganske anderledes dag. Hvordan den udvikler sig, afsløres senere.

Cecilie Thomsen?

Jo, det er hende, der var fotomodel på internationalt niveau, mens hun levede et luksusliv med sin kæreste, den canadiske rocksanger Bryan Adams, som hun mødte for 14 år siden på Roskilde Festival, da hun var 16.

Hun var på forsiden af alle de store modeblade, hun havde Tom Cruise og Nicole Kidman til julesammenkomst, hun fik besøg af Sting, hun løb jævnligt ind i Luciano Pavarotti, hun boede i en New York-lejlighed til 20.000 dollars om måneden, hun klædte sig i de dyreste rober.

Og blev mere og mere fortvivlet.

For halvandet år siden sagde hun farvel til sin verdensberømte kæreste og lever nu alene i den lille ejerlejlighed i New York-bydelen Tribeca, der er blevet et hit blandt kunstnere.

Her bor pigen fra Bogø med sin Bostonterrier Lola, som hun har taget med til København, hvor hun netop nu har en af hovedrollerne i Lars Kaalunds opsætning af ''Leonardo da Vinci'' på Østre Gasværk Teater.

Flødeskumspige

Hun er ikke blevet valgt til rollen på grund af sit udseende, men fordi hun for fem år siden besluttede, at det tomme liv med glamour ikke var nok, og derfor tog en skuespilleruddannelse på det ansete Actors Studio Drama School i New York, der også tæller navne som Marlon Brando, James Dean, Al Pacino, Robert De Niro, Harvey Keitel, Ellen Byrstyn og Meryl Streep, hvoraf flere var hendes lærere.

Men alt det vidste Bogø-pigen ikke noget om, da hun tog til Roskilde Festival.

Og alligevel var hun ikke destineret til en almindelig tilværelse, fordi alene opvæksten hos en hippie-mor indikerede, at hun næppe ville følge den slagne vej.

»Det var i hvert fald ikke far, mor, børn og Volvo. Min mor rejste ofte ud med sine hippievenner og gav mig madpenge, som jeg brugte til flødeskumskager. Jeg har aldrig boet sammen med min rigtige far. Når jeg hedder Thomsen, skyldes det, at min mor var gift med en Thomsen på det tidspunkt, hun fik mig. Men han er altså ikke min far! Jeg ved nu ikke, om min mor var ægte hippie, hun havde bare sådan en alternativ måde at være mor på. Vi havde ikke fjernsyn eller sofabord, vi spiste mikromakromad, og vi skulle alle holde af hinanden. Jo, det var fint nok.«

Cecilie Thomsen gik på Rudolf Steiner-skolen i Vordingborg og måtte hver morgen op klokken halv seks for at nå færgen til Vordingborg.

»Og der er fandeme koldt klokken halv seks om vinteren på Bogø.«

Tilfældig modelkarriere

»Mange mener, at børn bliver forkælede på en Rudolf Steinerskole, fordi man får lov at lege med eventyr og forestillinger de første år og først lærer at læse og skrive i 4. klasse. Men hvad er det, vi skal nå alle sammen? Hvad er det, vi har så travlt med? Det er langt bedre at få lov at bruge sin fantasi. Det er så min hippieforestilling om verden. Jeg var glad for at gå der. Vi var kreative, vi spillede violin og vi holdt i hånd.«

Inden hun havde taget 12. klasse med, traf hun tilfældigt på Strøget i København Trice Thomsen fra modelbureauet Elite, og dermed var kursen lagt.

Og så havde hun mødt Bryan Adams, som hun flyttede med til London, hvor modelkarrieren imidlertid blev en skuffelse.

»I et år havde jeg stort set ingen jobs, og en kvindelig bekendt foreslog mig at skippe branchen og vende tilbage til skolen. Så tudede jeg og mente, jeg var den grimmeste pige i hele verden.«

Alligevel gav hun i Paris branchen endnu en chance, og det blev vendepunktet.

»Franskmændene så et eller andet i mig, og i to år havde jeg ikke en fridag. Jeg var på forsiden af alle bladene og lavede shows for Karl Lagerfeld, Chanel, Givenchy, Dior og John Galliano. Men menneskeligt kunne jeg ikke følge med. Hvis du er god til det, du laver, skyldes det nok, at du kan lide det. Som model skal man kunne lide de mennesker, man er omgivet af. Og det havde jeg svært ved, også fordi jeg følte mig som en blank facade, de kreerede noget på. Alle var ambitiøse på mine vegne, og jeg fulgte trop. Fordelen var selvfølgelig, at jeg tjente mange penge, hvilket jeg har glæde af i dag, for jeg har været god og sparet mine penge op. På den måde er jeg meget pigen fra Bogø. Men jeg var ikke lykkelig i Paris.«

Tom Cruise og kagerne

I 1995 flyttede Cecilie Thomsen og Bryan Adams til New York og fortsatte der det luksuriøse liv.

»De kendte har en hemmelig loge, hvor de kan dyrke hinanden, for hvis du er kendt og jeg er kendt, skal vi være venner. Jeg fik mulighed for at rejse verden rundt på første klasse, og i lang tid havde jeg det fint med det. Men jeg så det hele gennem Bryans øjne. Og der sker meget med én, fra man er 16, til man er 28. Jeg blev mere og mere selvstændig med egne meninger, og det passede ham ikke. Til sidst voksede vi fra hinanden, og jeg så ingen anden udvej end at forlade ham. Omvendt var det selvfølgelig også sjovt at møde nogle af de virkelige superstjerner. Mens vi boede i London, havde vi inviteret blandt andre Tom Cruise og hans daværende hustru, Nicole Kidman til julesammenkomst. Jeg var en rigtig god veninde og havde bagt havregrynskager efter min farmors gamle opskrift. På et tidspunkt kom Tom Cruise hen til mig og sagde, at det var de bedste kager, han nogensinde havde smagt. Jeg spillede cool, selv om også jeg havde set ham i ''Top Gun'', og svarede, åh, det er da ikke noget, men jeg gik ud på toilettet og skreg: ''Tom Cruise elsker min farmors havregrynskager!'' Bagefter gik jeg tilbage og holdt igen hovedet koldt. Her har du pigen fra Bogø, der falder for ros fra Tom Cruise. Og så den glamourøse pige, som holder facaden. Det er sjovt, hvis du passer ind i det, og jeg er da også glad for de ting, jeg har været igennem og lært. Men i dag ved jeg, at det ikke er en verden for mig.«

James Bond-film

Det passede blandt andet ikke superstjernen, at hans smukke kæreste ville have en uddannelse.

Hun havde gået med en drøm om at blive arkitekt, da hun modtog en henvendelse fra det selskab, der stod for at skulle producere James Bond-filmen ''Tomorrow Never Dies'' med Pierce Brosnan i hovedrollen. Folkene bag filmen havde set billeder af den danske fotomodel, og blandt 300 andre blev hun inviteret til prøve og fik rollen som professor Inga Bergstrøm.

»Min rolle varede kun to minutter i filmen, og jeg var ikke skuespiller, blot igen en facade, men jeg blev grebet af det samspil, der er omkring sådan et produkt. Jeg var med i nogle uger og vidste ret hurtigt, hvad jeg nu ville være.«

Selv om Bryan Adams var imod ideen, søgte hun optagelse på Actors Studio. Hun havde alle odds imod sig, fordi en universitetsuddannelse normalt er betingelsen for at komme ind.

Hård optagelsesprøve

»Og jeg fik da også afslag, men bagefter var jeg fræk nok til at ringe derind og spørge, om ikke jeg i det mindste måtte sende mine papirer og et statement of purpose, hvor jeg beskrev, hvorfor jeg gerne ville optages. Gennem mit tidligere arbejde og mit forhold var jeg vant til, at andre bestemte for mig. Fra nu af ville jeg klare mig selv. Og derfor turde jeg afvise det første afslag. De gav mig chancen. Jeg skulle til optagelsesprøve på et stort teater, og der sad panelet med skolens leder, James Lipton, i spidsen. ''Please, go ahead'', sagde han. Jeg havde taget min ven David med på scenen, for han er også skuespiller. Og det eneste, jeg lagde mærke til, var, at hans ben rystede under ham af skræk. Vi havde lært en rolle udenad, men jeg vidste ikke, om man også skulle forberede følelsesmæssige ting. Det gik ikke godt.«

Bagefter sagde James Lipton, at han heller ikke var tilfreds.

Alligevel gav han ikke op.

»Han bad mig sætte mig ned på scenen og give et eksempel på affected memory, der er en speciel øvelse inden for M ethod Acting, som denne skole er kendt for. Jeg tænkte, at var jeg da bare blevet hjemme på Bogø, hvor jeg nu kunne sidde med en kop te og en ostemad. Her skulle jeg finde en situation fra mit liv, og han bad mig fortælle om lugte og rummet fra den situation, om der var andre mennesker til stede og hvad de sagde. Og pludselig var jeg der. Det væltede ud af mig. Jeg var selvfølgelig hæmmet af, at min eneste erfaring var to minutters udsmykning i en Bond-film, men nu brugte jeg midler, som jeg ikke havde kendt til. James Lipton var tilfreds, og jeg blev optaget på skolen.«

Privatlivet krakelerede

Uddannelsen varede fire år, og Cecilie koncentrerede sig i den grad om sit arbejde, at der ikke blev plads til meget privatliv; læs: Bryan Adams.

Hun flyttede i den periode ud af hans liv og fik senere lejligheden i Tribeca.

»Det var utrolig hårdt på skolen, for jeg havde aldrig før været til eksamen, den slags brugte vi ikke på Rudolf Steiner, og nu gik jeg sammen med andre, der havde en universitetsgrad i for eksempel teaterhistorie. Jeg sled og slæbte, så jeg det første år kun fik 13-taller. Hver dag blev jeg bedt om at komme ud på dybder, hvor jeg ikke kunne bunde. Og hver dag var jeg utilpas og bange.«

Men efter fire år fik hun sin afgangseksamen.

Hun finansierede studierne med opsparingen fra tiden som fotomodel suppleret med legater.

Om hun har penge til resten af livet?

»Nej, slet ikke. Jeg kan klare mig i lang tid, men der skal andet til, og får jeg ikke roller nok, må jeg finde på noget. Jeg kan vel altid blive fotomodel igen. Økonomisk er jeg dog dybt taknemlig over det liv, jeg har været igennem, fordi det giver mig frihed. På den anden side gør det mig måske også på en måde lidt doven; jeg kan mærke på nogle af mine venner, at de er mere ude i livet, fordi de bliver nødt til at være det. Det gør nu ikke så meget, for jeg har et stort behov for at være alene.«

Og alene bliver hun nok et stykke tid endnu - medmindre lynet slår ned.

Selv her i dag med huen trukket godt ned og store gevandter plus en slags militærstøvler er det muligt at ane skønheden inde bagved. Men næsten uanset hvem, der måtte byde sig til, vil de få afslag.

Forelsket i fjolser

Hun er engang sagt, at hun altid forelsker sig i fjolser, og hun siger, at det nok også er derfor, hun holder sig lidt væk.

»Jeg føler mig tiltrukket af folk, der er intellektuelle og kreative og har passion for det, de laver. Problemet er bare, at der også følger et stort ego med, og som menneske kan de være nogle værre fjolser. Det skal jeg ligesom lære. Og derfor passer jeg på. Man udsender jo også signaler, der viser, om man er interesseret eller ej. Hvis man holder sig lidt henne i en krog med hue og halstørklæde, er det ikke hende, man går over til: Nå, hvad sker der, skat? Jeg gør det meget bevidst. Det er noget med, hvordan jeg har det lige nu - og lige nu har jeg det godt med mig selv og mangler ikke opmærksomhed på den måde. Jeg har slet ikke brug for, uh, hvor er han lækker, så må jeg også være lækker. Skulle det endelig ske, skal det være det helt store, og så er man jo alligevel fortabt.«

Det gør heller ikke mulighederne større, at Cecilie Thomsen i et års tid trak sig tilbage til lejligheden i Tribeca og stort set ikke så et menneske.

Huen ned over ørerne

Hun havde brug for ensomhed og fordybelse.

»Jeg sad det meste af tiden og kiggede indad efter det omtumlede liv, jeg havde levet. Man kan drukne sig i arbejde, og man kan drukne sig i nye forhold; jeg valgte ikke at gøre det, fordi der var noget, jeg lige skulle have på plads. Og den tur var hård, for man bliver konfronteret med ting, man ikke kan lide ved sig selv. Jeg ville især gerne finde mere styrke i mig selv. Jeg er ved at finde den, men den er der ikke helt endnu. Jeg er også blevet bedre til at tilgive mig selv, når tilværelsen eller mit arbejde ikke er perfekt. Så jeg sad time efter time og tænkte over livet og kom nærmest kun ud, når min hund skulle luftes. Jeg har det stadig sådan, at jeg hjemme i New York trækker min hue ned over ørerne, inden jeg skal ud, så jeg kan gemme mig lidt. Derfor er det lidt uvant, at jeg igen skal konfronteres med mit tidligere liv, blot fordi jeg har fået en rolle i Lars Kaalunds stykke. De ting havde jeg lagt på hylden. Nu bliver historien fortalt, og så må jeg videre.«

Tæt på Hollywood-rolle

I sommer var Cecilie Thomsen tæt på at få den kvindelige hovedrolle i en Hollywood-film sammen med en stor mandlig stjerne, som hun ikke vil nævne navnet på. Valget stod mellem hende og to andre. Og hun tabte i opløbet.

»Jeg har lært, at intet er givet, før kontrakten er underskrevet, og derfor ønsker jeg heller ikke at sige noget om andre projekter, der måske bliver til noget.«

Midt i skuffelsen over, at hun blev forbigået, ringede Lars Kaalund en dag. Han havde hørt om den nyuddannede skuespiller og stod og manglede en, da Ann Eleonora Jørgensen havde meldt fra i sidste øjeblik.

»Jeg tror, han var lidt desperat.«

Der er vel også lidt PR-værdi i dig?

»Jeg vælger at tro, at han mente, jeg kunne gøre mit job ordentligt. Og PR-værdi? Mit navn er måske ikke nødvendigvis noget, der forbindes med noget godt, fordi jeg vel mest var kendt som hende kæresten, og det er i virkeligheden underligt, eftersom jeg forlod det liv for fem år siden, da jeg begyndte på teaterskolen.«

''Leonardo da Vinci'' fik nogle halvlunkne anmeldelser, og Weekendavisen skrev i en helt igennem negativ anmeldelse, at Cecilie Thomsen ikke kan sige replikker. Hun havde ellers opsøgt en sproglærer, netop fordi hun efter mange år i udlandet tænker og drømmer på engelsk.

Gammeldags ordforråd

»I fem år var jeg ikke i Danmark, og mit ordforråd er meget gammeldags. Derfor kan jeg slet ikke følge med, når folk siger, at en ting er lækker.«

Mange af skuespillerne i ''Leonardo da Vinci'' valgte ikke at læse Weekendavisens anmeldelse, og Cecilie Thomsen var heller ikke meget for at skulle i gang med den, men en søndag morgen for et par uger siden kom hun hjem til sin lejede lejlighed i København efter at have fejret 30 års fødselsdag med sine 80 nærmeste venner, som hun siger, hvoraf en snes var fløjet ind fra New York.

»Jeg var ret beruset, og i den tilstand læste jeg anmeldelsen, hvorefter jeg smed avisen i skraldespanden. Jeg kunne ikke bruge kritikken til noget, fordi den var unuanceret. Men den fik mig til at opsøge en sprogprofessor i dansk.«

For første gang i mange år holder hun jul med sin danske familie, og derefter vender hun hjem til Tribeca, hvor hun kan genoptage det stille liv.

Og vente på de rigtige roller.

Broadway?

»Jeg ville elske det, og en af mine lærere anbefalede mig til en forestilling der, men den gik til en anden. Det var dog en opmuntring, at han overhovedet mente, jeg kunne bruges.«

Familiebesøg

Meningen er, at jeg efter samtalen skal se ''Leonardo da Vinci'', men i samme øjeblik, vi til hinanden siger tak for i dag, får Cecilie den besked, at forestillingen er aflyst på grund af sygdom.

»Cecilie Thomsen, så skal vi to i stedet i Nyhavn og spise bøf,« fastslår jeg.

»Jo, men min kusine Maia skulle også se forestillingen. Kan vi så ikke tage hende med ... hun er så smuk.«

»Så pyt da.«

Forestillingen har jeg stadig til gode.

knud.wilhelmsen@jp.dk