JP-læsere: Svenskerne er skøre
En svensk medies forbud mod det kønsneutrale "hen" har fået læserne til tasterne.
"De er skøre, de svenskere."
Sådan skriver JP-læser Ingrid Terkelsen i en kommentar til nyheden om, at chefredaktør Gunilla Herlitz har forbudt sine medarbejdere ved Dagens Nyheter at bruge det kønsneutrale ord "hen".
Forbuddet er kommet, fordi flere medarbejdere har anvendt "hen" i alt lige fra nyhedsartikler til ledere.
Himmelråbende idiotisk
Men det er tilsyneladende ikke chefredaktørens forbud, der vækker diskussionstrangen blandt Jyllands-Postens læsere.
Det er derimod idéen om et kønsneutralt ord, der har fået de fleste læsere til tasterne.
"Bare idéen er så himmelråbende idiotisk, at man skulle tro, en stor del af det svenske folk har vandret baglæns gennem evolutionen," lyder det fra JP-læser Flemming Kristensen.
"Tænk at et nordisk civiliseret land kan komme så langt ud," skriver Kaj Hansen.
Fuld forståelse
Enkelte læsere finder som udgangspunkt ikke brugen af et kønsneutralt pronomen problematisk.
Esben Agersnap pointerer, at det blandt andet fungerer fint på finsk og på hindi.
"Men når det bliver en del af et politisk projekt, hvor man søger at udviske forskellene mellem kønnene, så virker det helt forkert på mig, og jeg har fuld forståelse af at Dagens Nyheter hopper af det projekt," skriver han.
Legitimt at have retningslinjer
Det kønsneutrale ord "hen" er blevet har taget sit indtog i det svenske sprog, efter at en børnehave i Sverige for et år siden afskaffede kønnene i et forsøg på at opnå optimal ligestilling.
JP-læser Jesper Lauridsen mener dog, at det er overdrevet at kalde Dagens Nyheters chefredaktørs udmelding for et "forbud".
"Det er helt legitimt for en avis at have retningslinjer for stil og tone. Og at erstatte hyppige ord som "han" og "hun" med det kunstige "hen" er et stort skridt og noget en redaktion helt klart bør tage stilling til," skriver han.