Fortsæt til indhold
Kultur

Chefredaktør indfører ord-forbud

Kontroversielt ord må kun bruges i særlige sammenhænge hos svensk avis.

I Sverige er en heftig debat blusset op, efter at chefredaktør Gunilla Herlitz har forbudt sine medarbejdere ved Dagens Nyheter at bruge det kønsneutrale ord "hen", skriver dagensmedia.se.

"Hen" er et kønsneutralt pronomen, der kan erstatte "han" eller "hun".

Forbuddet mod brugen af ordet i nyheds- og reportagetekster fremgår af en intern e-mail, som dagensmedia.se er kommet i besiddelse af.

"Det kan selvfølgelig anvendes, hvis nogen siger det i et citat og selv i en lidt mere polemisk tekst, hvor det bliver en særlig pointe. Men i nyheder og reportager bør det ikke blive anvendt for at erstatte "han" eller "hun", skriver redaktionschef ved Dagens Nyheter, Åsa Tillberg, i en mail.

Kønsneutral børnebog

For et år siden afskaffede en børnehave i Sverige kønnene i et forsøg på at opnå optimal ligestilling.

Den seneste tids debat i Sverige begyndte med børnebogen "Kivi och monsterhund", som var helt fri for "han" og "hun".

Derefter valgte det månedlige magasin "Nöjesguiden" at lave et kønsneutralt nummer, og chefredaktøren syntes, at "hen" skulle ind i "Svenska Akademiens Ordlista" (SAOL), der svarer til den danske retskrivningsordbog.

Forbuddet hos Dagens Nyheter er blevet aktuelt, fordi flere medarbejdere har anvendt "hen" i alt lige fra nyhedsartikler til ledere.

Kønspolitisk

Ledelsen ved Dagens Nyheter indfører nu et forbud mod brugen af ordet, fordi den mener, at det kan virke som en kønspolitisk stillingstagen.

"Der findes specielle anledninger, hvor ordet "hen" kan anvendes. Men i nyhedsartikler er det en selvfølgelighed for mig, at det ikke erstatter "han" eller "hun". Selvom det ind i mellem kan være praktisk," siger chefredaktør Gunilla Herlitz til dagensmedia.se.

Derudover pointerer hun, at mange læsere vil blive irriterede over brugen af "hen".

Aftonbladet fjernede "hen"

Forvirring hos læserne fik svenske Aftonbladet til at fjerne et "hen" i en overskrift. Men det betyder ikke, at de laver et forbud mod ordet.

"Aftonbladet har samme politik omkring udtrykket "hen" som andre ny-ord, hvilket betyder, at det skal behandles med fornuft og følelse af redaktørerne," siger chefredaktør for Aftonbladet, Jan Helin, til dagensmedia.se.

Kritik

Lena K. Samuelsen, chefredaktør ved Svenska Dagbladet er heller ikke tilhænger af forbuddet.

Til dagensmedia.se udtaler hun:

"Jeg ser overhovedet ikke noget behov for at indføre sådan et forbud mod "hen". Jeg har fuld tillid til, at min nyhedsredaktion og mine skribenter både kan håndtere "hen" og andre nye ord på en relevant og fornuftig måde".

Hvad synes du om at forbyde ordet "hen" i nyhedsartikler?

Deltag i debatten