Død stjerne blev måske myrdet
En af 60'ernes store filmstjerner døde under stor mystik. 30 år efter genåbnes sagen.
Liget blev fundet i en bugt ved klippeøen Catalina ud for Californiens kyst. Året var 1981. Og liget var skuespilleren Natalie Wood, som blev 43 år gammel.
Natten før havde skuespilleren været til et middagsselskab med god mad og vin på øen. Senere gik hun ombord på en yacht med sin mand, tv-stjernen Robert Wagner, og skuespilleren Christopher Walken.
Dagen efter var stjernen fra "Vildt blod" og "West Side Story" død.
Sagen blev betragtet som en tragisk drukneulykke. Men nu får nye informationer genåbnet den 30 år gamle dødssag, skriver Reuters.
Hollywood-affære
Rygterne har været talrige om skuespillerens død. Kaptajnen har udtalt, at han så kendis-parret stå og skændes på dækket, kort tid før Natalie Wood forsvandt. Desuden har han ikke lagt skjul på, at han fandt hele episoden meget skummel.
Husbonden, Robert Wagner, ringede først til politiet efter et par timer. Han skulle angiveligt have troet, at hun var sejlet over til en anden båd i yachtens jolle for at feste. Men hun blev fundet iført natkjole, ankelsokker og en rød dynejakke.
Yderligere rygtes det, at Natalie Wood og Christopher Walken havde en affære, da de var i gang med indspilningerne til filmen "Brainstorm". Mr. Walken har dog aldrig ytret sig om noget i sagen.
Rygterne er ikke blevet bekræftet. Men måske bliver de det nu.
Kaptajn skal udspørges
Natalie Woods familie har i mange år forsøgt at få iværksat en grundigere undersøgelse af sagen. Og nu har mord-afdelingen i Los Angeles Politi fået grund til at gøre det.
For nyligt har flere personer henvendt sig med oplysninger, der nu får sagen genåbnet efter alle disse år.
Kortene bliver holdt tæt til kroppen, men indtil videre er det afsløret, at yachtens kaptajn får et besøg af efterforskerne.
Russisk barnestjerne
Natalie Wood blev født i San Fransisco af russiske immigrant-forældre. Hun fik sin første rolle som blot fem-årig og var siden med i en pæn portion film som barn og teenager, bla. juleklassikeren "Miraklet på Manhatten".
I 1955 spillede hun sammen med legenden, James Dean, i "Vildt Blod", som hun blev nomineret til en Oscar for. I 1961 spillede hun rollen som "Maria" i "West Side Story", der for alvor satte hendes navn på plakaten.
Hun fik to børn med Robert Wagner og skruede en kende ned for karriereblusset herefter.
Et blus, der aldrig rigtig kom op at køre igen.