Tidsrejse i Smukfest-land: Luftwaffe, fru Olsen, soldaterne, frisøren, stikkerne og alle de andre

Hovedgaden emmer i disse augustdage af liv og af mennesker fit for fight.

På den gode festlige måde - og ikke som de landmænd i Bjerringbro by night, som C.V. Jørgensen i 1990 beskrev i sangen ”Det sir’ sig selv.”

Vi er i Skanderborg, hvor hovedgaden (Adelgade) i disse dage er fyldt med fest(ival)glade mennesker, der er samlet til Smukfest – årets store musikfest, der for 37. gang i træk brager løs under bøgetræernes grønne bladtag i Dyrehaven, der allerede i slutningen af 1500-tallet blev etableret af kong Frederik II – den jagtglade konge, der ofte opholdt sig på det daværende Skanderborg Slot.

Men det går bestemt heller ikke stille af i resten af byen ved de smukke søer.

Bøgeskoven og byens hovedgade emmer af fest og glæde.

Sådan var det også for 72 år siden – om end anledningen var en ganske anden.

Dengang blev Danmarks befrielse fredag den 4. maj om aftenen og lørdag den 5. maj fejret over hele byen, og begejstringen antog nye højder, da britiske soldater den følgende lørdag kørte igennem Adelgade i deres jeeps og kampvogne og blev hyldet som befriere.

Ad samme gade forlod de slagne, desillusionerede tyske soldater byen.

Ligesom så mange andre danske byer prægede tyskernes besættelse af Danmark også Skanderborg, men på mindst ét væsentligt punkt adskilte den østjyske by sig fra alle andre danske byer under Anden Verdenskrig:

I 1944 etablerede det tyske luftvåben (Luftwaffe) dets danske hovedkvarter i Skanderborg, som i krigsårene havde omkring 4.000 indbyggere.

Jyllands-Posten har sat nu pensioneret museumsinspektør og arkivar på Museum Skanderborg Leif Juul Pedersen stævne i Luftwaffes kommandobunker i skoven og i den træbygning, der i dag udgør hovedbygningen på vandrerhjemmet i Skanderborg.

Duften af frisklavet morgenmad og automatkaffe breder sig i træbygningens spiselokale, hvis originale brune bjælker stadig ses hist og pist. I krigens sidste år tjente træbygningen som officersmesse for dem, der var knyttet til blandt andet Lufwaffes kommandobunker, der stadig ligger der ved søens bred lige over for vandrehjemmet, som i disse dage i anledning af festivalen igen er besat.

I tiden efter Befrielsen fungerede træhusene som skole for børn af de omkring 700 flygtninge, der efter krigen blev indkvarteret på Sølund.

For nogle uger siden udkom Leif Juul Pedersens bog ”Historien om Luftwaffes danske hovedkvarter i Skanderborg” i et samarbejde mellem Skanderborg Museum og Turbine-forlaget i Aarhus.

»Bogens formål er at fortælle historien om det tyske luftvåbens aktiviteter i Skanderborg og omegn, men det er vigtigt at sætte det hele ind i en bredere sammenhæng, hvorfor bogen også rummer generelle træk. Jeg har søgt at kæde den lille historie – lokalhistorien – sammen med den store: Danmarks- og verdenshistorien,« siger Leif Juul Pedersen, der understreger, at han har bestræbt sig på at skildre historien så objektivt som muligt. Det har ikke altid været lige let, og på nogle punkter har det krævet mange overvejelser.

»Som udgangspunkt var det slet ikke meningen at skrive en bog. På museet opbyggede jeg for nogle år siden en udstilling om tyskernes besættelse af Skanderborg og Luftwaffes hovedkvarter. Men derfra og så til at skrive en bog var der i grunden ikke så langt. Og det er en væsentlig og meget spændende historie.«

Den udstilling, som Leif Juul Pedersen havde ansvaret for, er indrettet i Luftwaffes tidligere kommandobunkere, og den skildrer – ud over luftvåbnets historie – også generelt besættelsestidens Skanderborg.

Luftwaffe var til stede i Danmark under hele Besættelsen. Ledelse og koordinering af aktiviteterne i Danmark blev som udgangspunkt placeret i København i april 1940 og direkte underlagt Luftwaffe i Tysland.

Der blev dog – med faren for en allieret invasion – etableret adskillige underafdelinger i Jylland – for de flestes vedkommende i forbindelse med de jyske lufthavne og flyvepladser. I nærheden af Skanderborg ligger flyvepladsen i Gl. Rye, som tyskerne beslaglagde allerede tirsdag den 9. april 1940.

I 1944 flyttede tyskerne Luftwaffes hovedkvarter til Jylland, og i løbet af foråret samme år blev det etableret i Skanderborg. Dette med generalmajor Andreas Nielsen – født i Flensborg – som den første chef. Ved den lejlighed fik den danske afdeling af Luftwaffe større selvstyre og skiftede i øvrigt hyppigt kommandanter frem til krigens slutning et års tid senere.

Det tyske luftvåbens indtog fik ganske store og mærkbare konsekvenser for Skanderborg, der havde 4.000 indbyggere i krigsårene. Alene antallet af Luftwaffe-soldater og officerer udstationeret i Skanderborg var omkring 500-600. Dertil kom et antal soldater knyttet til den tyske hær og andet personel.

Til at udføre de mange etableringsopgaver var indforskrevet mellem 1.000 og 1.500 – fortrinsvis danske – arbejdere, der fyldte godt i bybilledet.

Allerede i vinteren 1943 havde besættelsesmagten besat dele af Dyrehaven, og i vinteren 1944 beslaglagde tyskerne hele området, der blev afspærret og bevogtet.

Søndag den 13. februar samme år beslaglagde tyskerne med meget kort varsel desuden det, der dengang hed Aandsvageanstalten Sølund. Faktisk fik institutionen blot fem dage til at rydde alt. Det betød blandt andet at 250 ud af stedets 400 beboere blev sendt til institutionen i Brejning ved Vejle, der ligesom Sølund var en del af de Kellerske Anstalter.

Resten blev sendt hjem til deres familier – uden ledsagelse: De blev sat i et tog med et skilt om halsen. Af dette fremgik deres navn og destination – og så håbede man, at familierne rundt omkring i landet som aftalt hentede dem ved toget.

I forbindelse med etableringen af Luftwaffes hovedkvarter blev der desuden beslaglagt en række bygninger i Skanderborg, og der blev blandt andet bygget fire betonbunkere i skoven og ved Sølund. Blandt disse kommandobunkeren på Kindlersvej, og denne blev suppleret med den officersmesse, der i dag er en del af vandrerhjemmet.

I forbindelse med det meget omfattende etableringsarbejde af hovedkvarteret deltog både danske arbejdere og leverandører i stort tal.

Dette fik frisørmester Aage Danielsen, der drev sin salon på adressen Banegårdsvej 15, til at skrive i den meget bramfrie, ofte dybt ironiske dagbog, som han flittigt og meget omhyggeligt førte under hele krigen:

»Der arbejdes på fuld kraft i Dyrehaven med Bunkers, og de mest villige til at arbejde for Tyskerne, og være med til at ødelægge, er Arbejderne her fra Byen. Det er Dansen om Guldkalven igen. Jo, der er dejligt i Danmark. Situationen ser alt andet end morsom ud for dem, der har en smule Samfundssind til overs.«

Aage Danielsen gør herefter rede for tyskernes mange etableringsarbejder på Skanderborg-egnen og konstaterer om det kraftigt stigende antal udenbys arbejdere, der kom til byen:

»De fleste af dem er nogle rene Bisser at se på. Det bliver efterhånden dejligt at bo her i Skanderborg. Det hele er modbydeligt.«

Senere i samme dagbogsnotat skammer frisørmesteren sig over, at angiveligt over 1.000 danskere arbejder for tyskerne:

»Hvorledes er det muligt, at det her sker lige foran vore Øjne? Det er en følge af Danskernes Dumhed parret sammen med Guldfeber. Er der nogen Undskyldning for vi Danskere? Og er vi klar over, at længere ud kan et Folk ikke komme med Respekt for sig selv?«

Om de danskere, der arbejdede og leverede til tyskerne skriver han ligeud:

»Ad helvede til med dem alle sammen, mener jeg.«

Hele området blev spækket med lytteposter, antiluftskyts og meget andet. Som flyveplads blev flyvepladsen i Ry benyttet. I landsbyen Hemstok var der længe inden etableringen i Dyrehaven blevet etableret en radarstation. Det var denne, der onsdag den 21. april 1943 spottede et britisk Lancaster-fly, der blev skudt ned ved Vestbirk.

Royal Airforce-flyet havde på Adolf Hitlers fødselsdag deltaget i et massivt angreb på havnebyen Stettin. Alle syv englændere om bord omkom, og der er siden på Birkenæsvej i Vestbirk rejst et mindesmærke over dem.

Når festivalpublikum i disse dage tager plads foran Bøgescenerne – festivalens største scener – er det i nogle rammer, der blev etableret allerede i 1928, men hverken scenerne eller rækkerne med bænke er de originale. Dem fjernede tyskerne og anvendte blandt andet til gangbrædder rundt omkring i skoven.

I år er det 77 år siden, at de tyske soldater holdt deres indtog i Skanderborg, og 73 år siden, at Luftwaffe etablerede et dansk hovedkvarter i byen.

Kun få af de mennesker, der oplevede Anden Verdenskrig, lever i dag, men historien lever videre.

Den historie, der også er tæt knyttet til mange af byens bygninger, som under Besættelsen dannede rammen om tyskernes hverdag, og som også var rammen om mange dramatiske begivenheder.

Mange af bygningerne står stadig. De fleste af disse i og omkring Adelgade, som også lagde brosten til markante og ofte dramatiske begivenheder.

Det var i Adelgade, at de britiske tropper lørdag den 12. maj 1945 blev hyldet af i hundredvis af begejstrede borgere, og det var via samme gade, at de besejrede tyske soldater desillusionerede forlod byen i løbet af sommeren og efteråret 1945. Desuden blev flere værnemagere og stikkere i dagene og ugerne efter krigen ført gennem samme gade, hvor de blev udsat for hån og skældsord fra byens borgere.

Da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940, ankom de første tyske soldater til Skanderborg og blandt dem også en mindre del, der var knyttet til Luftwaffe.

Disse boede i bygninger, der blev beslaglagt af tyskerne – og blandt dem var også Olsens Hotel i Adelgade 56.

Bygningerne og den nærliggende Søpavillionen blev af Luftwaffe også anvendt til bl.a. lager og diverse former for administration.

Hotellet blev drevet af fru Olsen, og af billeder taget af hende sammen med personale og Luftwaffe-soldater fremgår det, at der tilsyneladende herskede en ganske afslappet stemning mellem danskerne og tyskerne.

Hotellet er for længst lukket, og bygningen rummer i dag blandt andet en cykelforretning.

Ud over Olsens Hotel havde tyskerne også sat sig på Central-Hotellet.

Ud over at huse diverse Luftwaffe-aktiviteter blev hotellet også onsdag den 13. september 1944 skueplads for et ganske særligt drama.

Heller ikke i Skanderborg var man under Besættelsen fri for personer, der arbejdede tæt sammen med – og for – tyskerne. En af dem var drejeren og handelsmanden Svend Næstved Nielsen – i folkemunde kaldet Snotdrejeren.

Via sit samarbejde med tyskerne tjente han betydelige summer. Han udlejede blandt andet værelser til tyskerne, og rygtet vil vide, at han også jævnligt skaffede prostituerede til de tyskere, der var indkvarteret på Sølund. Han fungerede også som meddeler for tyskerne – stikker – og assisterede adskillige gange det tyske militærpoliti Gestapo i opsporing af danske modstandsfolk.

I september 1944 fik modstandsbevægelsen nok, og der blev konstrueret en brevbombe, som blev sendt til Svend Næstved Nielsen. Han tog imod pakken i Adelgade og havde den under armen, da han var inde i Skanderborg Bank for at hæve en check på 42.000 kr. udstedt af tyskerne.

Da checken var udfyldt forkert, fik han ikke pengene, og stadig med pakken under armen gik han hen mod Central-Hotellet for at få checken udfyldt korrekt.

Nysgerrig efter, hvad pakken indeholdt, åbnede han den på gaden lige ud for hotellet.

Den eksploderede, og han blev dræbt på stedet.

En tysk vagt blev såret, og i første omgang troede tyskerne, at der var tale om et forsøg på attentat mod tyskerne på Central-Hotellet.

Det var langtfra første gang, at den danske modstandsbevægelse rettede angreb mod tyskerne og deres installationer i Skanderborg.

Besættelsesmagten slog tilbage med hård hånd, og mere end én gang blev byen udsat for gengældelsessabotage udført af danskere i tyskernes sold. Det, der gik under betegnelsen schalburgtage.

Et eksempel på dette er Pøhlsgaards Boghandel, der lå på adressen Adelgade 126.

Gruppen, der var i tyskernes sold, blev kaldt Per-gruppen, og den blev ledet af Kaj Henning Bothilsen Nielsen, der efter krigen blev dømt til døden som medansvarlig for over 100 sabotagehandlinger og 57 drab på danskere. Han blev henrettet på Bådsmandsstræde Kaserne i København fredag den 9. maj 1947.

Schalburgtagen mod boghandlen og andre forretninger i Adelgade anrettede også meget store skader på andre bygninger, og det anslås, at udbedringen af de mange skader løb op i hele 200.000 kr. – ca. 4,5 mio. i nutidskroner.

Da Luftwaffe i 1944 etablerede hovedkvarter i Skanderborg, opholdt soldaterne sig dag og nat på Sølund og i områderne i Dyrehaven, og i modsætning til soldaterne fra hæren kom de kun meget sjældent ind til selve byen.

Ud over de mange daglige militære rutiner ved man ikke ret meget om, hvad de foretog sig.

»Sølund og Dyrehaven var lukket land, og der findes ikke nogen beskrivelser af hverdagen de steder,« siger Leif Juul Pedersen.

I sin bog skriver den tidligere museumsinspektør dog, at de tyske soldater på Sølund ikke manglede kvindeligt selskab.

Dette i form af omkring 50 helferinnen – kvindelige assistenter – knyttet til Luftwaffe. Efter krigen er det tillige blevet hævdet, at det også hændte, at der blandt andet blev hentet prostituerede og andre kvinder til soldaterne på Sølund. Mange af disse blev angiveligt hentet og bragt af blandt andre Svend Næstved Nielsen, der – som nævnt – blev likvideret foran Central-Hotellet i Adelgade.

Om sit enorme arbejde med bogen siger Leif Juul Pedersen blandt andet til Jyllands-Posten:

»Det har været en fantastisk oplevelse at grave ned i historien. Jo længere jeg kom ned i den, jo mere interessant blev det.«

Da vi forlader den mosbegroede kommandobunker og siden bjælkehuset ved søbredden, er det ikke vanskeligt at genkalde sig livet i messen, som det udfoldede sig i månederne op til Befrielsen.

Officererne, der gjorde tjeneste i et relativt fredeligt og trygt område, har passet deres daglige arbejde og har deltaget i diverse fritidsaktiviteter i og omkring officersmessen, hvor også de daglige måltider blev indtaget.

Ved festlige lejligheder har der formentlig også, når lejlighed bød sig, været en flaske Jägermeister – den krydrede tyske bitter, der blev lanceret i 1935 – på bordet.

Trykker vi på tidsknappen, følger Jägermeisteren med, og den er også at finde på hylderne i mange af de barer, der er etableret i bøgeskoven i forbindelse med Smukfest 2017, der i disse dage brager løs i de historiske omgivelser i Dyrehaven og i Skanderborgs centrum.