Rejsende fotografer forandrede USA

Dette er historien om pionererne, de første dokumentarfotografer i USA, som ændrede almindelige amerikaneres opfattelse af deres samtid. Det siges, at disse fotografer var de første, som bragte USA tæt på amerikanerne.

Det var også disse fotografer, som bidrog til, at fotografiet blev accepteret som et selvstændigt kunstnerisk udtryk uden lånte elementer fra andre kunstformer.

Socialdokumentarens pionerer

Udstillingen ”Snap”, som for tiden kan ses på museet for samtidstidskunst i Oslo i Norge, har fokus på dokumentar- og portrætfotografiet.

Udstillingen kaster lys over tre centrale perioder inden for dokumentargenren: 1880’ernes socialdokumentar, 1960’ernes gadefotos og 1990’ernes hverdagsdokumentar.

Fotografierne af den dansk-amerikanske fotograf Jacob A. Riis (1849-1914) og amerikaneren Lewis W. Hine (1874-1940) er især vigtige. De to fotografer regnes for at være socialdokumentarens grundlæggere i USA.

Jacob A. Riis var journalist og fotograf. Lewis W. Hine var sociolog og fotograf. Begge brugte fotografiet til at sætte fokus på social uretfærdighed og bane vejen for reformer.

»Jeg ønskede at fokusere på den del af fotosamlingen, hvor vi oplever de historiske forbindelser,« siger kurator Eva Klerck Gange.

Ludfattige immigranter

Jacob A. Riis arbejdede som kriminalreporter for the New York Times fra 1877, men han brugte meget af sin tid på at skildre hverdagen blandt de allerfattigste immigranter, som boede på Manhattans Lower East Side.

Både Jacob Riis og Lewis Hine brugte fotografierne til at vise, hvad tørre tal og statistikker ikke kunne i forhold til emner som befolkningstæthed, levevilkår, sanitære forhold og kriminalitet.

»Jacob Riis og Lewis Hine spillede en vigtig rolle i forhold til udviklingen af dokumentarfotografiet,« siger Eva Klerck Gange.

»Jacob A. Riis begyndte at bruge en blitz med magnesiumpulver, da den blev lanceret i 1887. Den nye teknik åbnede op for helt nye måder at skildre virkeligheden på,« forklarer kuratoren.

Det skete i en tid, hvor det manipulerede kunstfoto, som var inspireret af æstetikken i de impressionistiske malerier, dominerede. Jacob A. Riis’ og Lewis Hines billeder var et dramatisk opgør med denne tradition.

Brutal og pågående

Jacob A. Riis havde en pågående stil. Han overrumplede folk i sårbare situationer og blev kritiseret for sin tilgang. Hans billeder var utroligt rå, mørke og direkte. Metoden, som han brugte, blev senere kaldt ”flash and run”.

Lewis Hine var mere forsigtig, æstetisk og respektfuld i tilgang. Han dokumenterede fortrinsvis børnearbejdere på fabrikker, plantager og i miner.

Jacob Riis udgav også bogen ”How the other half lives” i 1890, hvor han eksponerede storbyens slum for middel- og overklassen.

I kapitel efter kapitel berettede Jacob A. Riis om elendigheden i tekst og billeder, og han veg ikke tilbage fra at understrege, at det var de rigeste borgere, som ejede og kontrollerede de dårligt isolerede, mørke og sundhedsfarlige lejemål, hvor fattige mennesker blev ofre for grådighed og kynisk svigt.

»Det sociale engagement, som ses hos Jacob A. Riis og Lewis Hine, havde rigtig meget at sige for udviklingen af dokumentarfotoet og for udviklingen af sociologi som fag. Deres arbejde giver en ny bevidsthed om samfundet og troen på de sociale ændringer,« siger Eva Klerck Gange.

De hårde år i 1930’erne

Børskrakket i 1929 på Wall Street blev startskuddet til den store depression og de svære år i 1930’erne. I løbet af fem dage blev værdien af det amerikanske aktiemarked næsten halveret, og den 29. oktober havde aktierne mistet en tredjedel af deres værdi.

Nedturen på Wall Street fortsatte indtil sommeren 1932. Dow Jones-indekset var på det tidspunkt faldet med 89 procent, og der gik 22 år, før børsen var tilbage på samme niveau som i sommeren 1929.

Konkurserne red USA som en mare. Folk mistede deres opsparing og arbejde. I foråret 1933 var 14,5 millioner amerikanere arbejdsløse. Det svarede til hver fjerde amerikaner.

I 1932 blev Franklin D. Roosevelt valgt som præsident, og året efter indførte han et omfattende økonomisk og socialt reformprogram, som fik navnet New Deal.

Roosevelt indførte sociallove, kollektive tarifaftaler, minimumsløn, reguleret arbejdstid, landbrugsstøtte, regulering af børser og forbud mod karteller, og derudover igangsatte han offentlige byggerier af veje, skoler, vandkraft og nationalparker.

Landområdernes elendighed

Det vakte massiv modstand at bevilge penge til så omfattende kollektive tiltag, ikke mindst i den amerikanske kongres. Der var stor elendighed blandt småbønder og landbrugsarbejdere, men deres problemer var usynlige for de fleste amerikanere. For at skabe opmærksomhed om problemet og imødegå oppositionen, oprettede man i 1935 the Farm Security Administration (FSA) under det amerikanske landbrugsministerium. Her iværksatte man en række initiativer, bl.a. et fotograferingsprojekt, der skulle dokumentere bøndernes vilkår.

Informationsafdelingen blev ledet af den fotointeresserede økonom Roy Stryker.

Han ansatte fotografer som Dorothea Lange (1895-1965), Marion Post Wolcott (1910-1990), Russell Lee (1903-1986), Arthur Rothstein (1915-1985), Walker Evans (1903-1975), Ben Shahn (1898-1969), Jack Delano (1914-1997), John Vachon (1914–1975) og Gordon Parks (1912-2006).

Deres opgave var at fotografere almindelige menneskers liv og hverdag.

De fleste forbinder begrebet ”Dustbowl” med delstater som Oklahoma, Kansas og Texas, hvilket især, skyldes John Steinbecks roman, ”Vredens druer” fra 1939. Men i virkeligheden omfattede støvstormene størstedelen af slettelandskabet, The Great Plains.

I sommeren og efteråret 1937 kørte Russell Lee rundt i Williams County, North Dakota, hvor han besøgte de tørkeramte småbønder.

Norske udvandrere

Der boede mange nordmænd i North Dakota og særligt i Williams County, der ligger i delstatens nordvestlige hjørne. En folketælling fra år 2000 viser, at 48 procent af befolkningen er af norsk afstamning. Folk var udvandret fra Norge for at slippe væk fra fattigdom og for at få mulighed for at skabe sig et bedre liv i det forjættede land på den anden side af Atlanterhavet.

Russel Lee mødte de udvandrede, som forsøgte at klare sig igennem en turbulent tid, hvor vejrguderne gik amok, økonomien var helt rotterne, og hvor mange områder, der var blevet markedsført som paradisets have, nu var reduceret til et dystopisk mareridt.

En af dem var Gunnar A. Kvande (1889-1989), som udvandrede i 1912 fra Stangvik i Møre og Romsdal til byen Bonetrail, hvor han slog sig ned som landmand. Han fik tildelt 64,7 hektar land i overensstemmelse med paragrafferne i The Homestead Act.

Gunnar giftede sig med Mathilde Henrietta Sanaker (1898-1977) i 1917. Sammen fik de 12 børn: seks piger og seks drenge. Malinde, den ældste af pigerne, blev født i 1920.

Malinde var 11 år gammel i 1931, det år regnen udeblev.

Det blev begyndelsen på en otte år lang tørkeperiode, der toppede i 1934, 1936 og 1939-1940. I denne periode var der kraftig blæst, høje temperaturer, voldsomme støvstorme, kraftig erosion, fejlslagne høster, græshoppesværme, der åd alt på deres vej, økonomisk depression og masseflugt fra det svedne, vidstrakte landskab.

På det ene billede står Malinde ude foran et tørvehus. De andre billeder er taget indenfor og viser hende med en af sine yngre søstre på skødet. I mangel på tapet har familien brugt avispapir. Der er intet, som tyder på, at familien levede et liv i overflod.

I Wildrose, 70 kilometer længere mod øst, var en fodboldkamp i gang, da Russell Lee kom forbi. Affolkningen havde ramt det lille landsbysamfund hårdt.

Fotografen stoppede også i Alkabo, som blev grundlagt så sent som i 1913. Byen og dens opland talte omkring 200 familier. Størstedelen af dem havde norske efternavne som Rust, Bakke, Galgerud, Hillestad, Kvalen, Lillestrad, Norby, Reistad osv.

1936 havde været slem, men det var endnu værre året efter, da Russell Lee parkerede sin bil langs den støvede og knastørre hovedgade. Varmen og tørken havde stået på i flere måneder. Intet spirede eller groede på markerne. De få træer, som var plantet, stod fuldkommen nøgne i den dirrende hede.

På et værtshus møder Russell Lee fire mænd, som slår tiden ihjel med kortspil. Lidt længere nord for Alkabo i Ambrose møder han familien Bakke, som også er præget af de hårde tider.

Russell Lee tager også flere billeder af gårdejeren Nels Birkelands familie. Han bor i Bonetrail Township i Williams County. Det var hårde tider i et ugæstfrit miljø. Et af billederne viser Nels Birkelands kone og parrets tre måneder gamle og underernærede baby.

Flere af FSA-fotograferne og især Dorothea Lange og Walker Evans blev berømte. Walker Evans gjorde sig desuden bemærket med bogen ”Let us now praise famous men” fra 1941, hvor han og journalisten James Agee i billeder og tekst skildrer livet blandt de ludfattige forpagtere i Alabama.

Gjorde karriere på Depressionens fotos

Dorothea Lange er kendt for sine lange og forklarende billedtekster – et godt eksempel er, da den første understøttelse blev udbetalt i USA.

Teksten til billedet af Florence Owens Thompson (1903-1983) bidrog også til, at folk i byerne for alvor fik øjnene op for, hvad der foregik i byerne på landet.

”Migrant Mother”, det ikoniske billede fra 1936, er det mest berømte af Dorothea Langes motiver. Fotografiet er iscenesat og er det sidste i en serie bestående af seks billeder, der er taget fra forskellige vinkler og med forskellige positurer. Hun erkendte mange år senere, at hun fik børnene at vende sig væk fra kameralinsen for at give billedet et stærkere udtryk.

Redaktøren for San Francisco New kontaktede de føderale myndigheder, før han bragte ”Migrant Mother”. På den måde kunne avisen samtidig bringe nyheden om, at myndighederne nu havde tænkt sig at uddele 10 tons mad til de fattige landarbejdere, som havde mistet alt, da de flygtede fra støvet og elendigheden i Oklahoma og Texas.

Fotografiet blev symbolet på Den Store Depression og anses for at være det mest berømte dokumentarfotografi i USA.

”Migrant Mother” var bitter og ydmyget

Florence Owens Thompson var dog utilfreds med, at billedet af hende blev associeret med fattigdom. Hun følte sig ydmyget og hængt ud som en patetisk omstrejfer.

Desuden var hun ikke på flugt fra støvstormene i Oklahoma. Hun var ganske rigtigt født i delstaten, men hun havde allerede boet i Californien i mange år. Florence Thompson var heller ikke hvid, som alle troede. Hun var Cherokee-indianer og plukkede frugt og grøntsager.

I 1978, 13 år efter Dorothea Langes død, blev Florence Thompson, som boede i en husvogn i Modesto, Californien, opsøgt af en journalist.

»Jeg ville ønske, at hun ikke havde taget det billede. Jeg har ikke tjent en eneste krone på det. Hun spurgte aldrig, hvad jeg hed,« sagde hun dengang.

I 1983 blev Florence Thompson syg og indlagt på et hospital. Familien kunne ikke betale udgifterne til lægebehandlingerne og så ingen anden vej end at bede folk om at donere penge. Det resulterede i, at familien modtog 35.000 dollars fra ukendte mennesker, der kunne huske ansigtet på kvinden, som blev symbolet på nationens prøvelser.

Ifølge Florence Owens Thompsons søn var den massive støtte fra fremmede med til at dæmpe bitterheden, hun havde følt i de 47 år, der var gået, siden Dorothea Langes berømte fotografi blev publiceret.

Blev set af 7,5 millioner

Ingen af FSA-fotografierne er med i ”Snap”-udstillingen i Norge, men Dorothea Lange, Russell Lee, Walker Evans, Ben Shahn og Gordon Parks var repræsenteret, da Museum of Modern Art i New York åbnede den kæmpestore udstilling, ”Family of Man”, med billeder af 273 fotografer fra 68 forskellige lande.

Udstillingen har efterfølgende været vist i 37 forskellige lande og er blevet set af 7,5 millioner mennesker i årene fra 1955 til 1964.

Dokumentarfotoet oplevede en opblomstring i USA i slutningen af 1950’erne. Det samme skete i Skandinavien i 1960’erne.

”Snap”-udstillingen viser hovedværker af Christer Strömholm fra Robert Meyer-kollektionen på nationalmuseet og den norsk-amerikanske fotogruppe Manité, som var inspireret af fotografer som Henri Cartier-Bresson, Elliott Erwitt, Ernst Haas, Peter Marlow, Marc Riboud, William Eugene Smith og Bruce Davidson.

Men det var en økonomisk nedtur og et lunefuldt vejr i 1930’erne, som skulle til for at skabe en tradition og et visuelt billedsprog, som stadig er lige aktuelt den dag i dag.

250.000 fotografier

I dag er FSA’s arkiv overladt til Library of Kongress i Washington. Der blev taget 250.000 billeder i årene mellem 1935 og 1944, hvoraf 175.000 er blevet digitaliseret. Samlingen regnes for at være en vigtig del af nationens kollektive hukommelse.

Billederne har haft en stor indflydelse. Både Moma og The Metropolitan Museum of Art har FSA-fotografier i deres samlinger.

Den tyske fototeoretiker Bernd Stiegler mener, at Roy Strykers FSA-fotografer var de første, som formåede at forene videnskab og kunst i deres billeder.

»FSA-fotografernes arbejde er æstetisk dybt funderede og har haft en stærk indflydelse på dokumentaren frem til 1960’erne,« siger kurator Eva Klerck Gange.