Sådan har Muhammed-krisen formet mine holdninger

»Man kan sige, at den tekst og de tegninger sådan set var profetiske«

»Muhammed-krisen har været definerende for hele min generation. Jeg var et sted i 20’erne, da det hele rullede, og for en person med min interesse for ytringsfrihed og retssikkerhed er det klart, at den debat har været med til at forme, hvordan jeg så på en masse ting. Dengang skrev jeg noget om, at tegningerne var en studentikos provokation, men at det også er helt fint, og at en provokation også skal beskyttes af ytringsfriheden. Siden da har mit syn på det ændret sig, for når man i dag ser tegningerne og den ledsagende tekst sammen, så er det i virkeligheden en af de mest rammende beskrivelser af, hvad der var en global værdikamp, som sådan set allerede var startet i 1989 med fatwaen mod Salman Rushdie, og som vi kunne se, da Theo van Gogh lå myrdet på gaden i Amsterdam i 2004. Men den værdikamp var ikke rigtigt blevet artikuleret på samme måde. Man kan sige, at den tekst og de tegninger sådan set var profetiske og rammende og satte ord på noget, som skulle komme til at betyde rigtigt meget.

Det, der er sket siden da, har jo i den grad bekræftet, at der var et problem, og det har aflivet argumentet om, at det var noget særligt dansk. Det var nok ikke tonen i Danmark, der fik Kouachi-brødrene til at slå folk ihjel på Charlie Hebdo, det er nok heller ikke tonen i Danmark, der får folk til at hakke bloggere ihjel i Bangladesh. Man må også sige, at der har været et vist omslag. I 2006 mente 49 pct. af danskerne, at det var forkert at trykke tegningerne. 15. januar 2015 mente 65 pct., at det var rigtigt at trykke tegningerne. Jeg ser det sådan, at den debat, der efterfulgte Muhammed-tegningerne, har været nødvendig.«

Muhammed-krisen var generationsdefinerende

»Jeg har ærgret mig en del over, at jeg og mange andre fra min generation, som ernærer sig ved journalistik, ikke engagerede os mere i Muhammed-krisen fra begyndelsen og nærmest gik i flyverskjul, for det er helt evident i dag, at Muhammed-krisen var meget afgørende og nærmest generationsdefinerende. For mig har Muhammed-krisen helt uden tvivl anskueliggjort, hvad ytringsfrihed handler om, og hvor vigtigt det er at stå fast på det.

Dengang var nogle mennesker meget hurtige til at bruge Muhammed-tegningerne som eksempel på islamofobi, og så brugte de den til at slå på Dansk Folkeparti. Det har nok gjort, at flere fra min generation ikke kastede sig ind i kampen. Men man kan jo sagtens gå ind for ytringsfrihed uden at være imod islam, og i dag kan vi se, hvor vigtigt projektet var. Vi skal huske på, at Muhammed-krisen også er en god ting. Den har vist os, hvor vigtigt det er at stå fast på ytringsfriheden, og vi har lært meget om ytringsfriheden. Dengang var der flere fra Politiken-segmentet, som sagde, at de støttede Salman Rushdie, fordi ”De sataniske vers” var stor kunst, mens de kritiserede Muhammed-tegningerne, fordi det var dårlig kunst. Men kunstnerisk kvalitet har ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Det er en frihed til at ytre sig.

Af de mange ting, som vi har lært af krisen, er en ting, at kultur er vigtigt, selv om kulturstof ofte bliver behandlet stedmoderligt af medierne. Det er da interessant, at den største krise siden Anden Verdenskrig blev startet af en kulturredaktør. Jeg synes, det er pinligt for dansk journalistik, at Flemming Rose ikke har fået Cavling-prisen. Jeg tror, at der er mange, som aldrig har læst hele Flemming Roses tekst, og jeg bliver stadig overrasket over, hvor mange der stadig forsøger at manipulere med den. Når man læser den i dag, er det imponerende, hvor sikker hånd den tekst er skrevet med, og jeg er virkelig imponeret over, hvor rolig og fattet Flemming Rose har været hele vejen igennem det her.«

Moderate stemmer kunne blive det nye normale

»For 10 år siden var jeg 16 år gammel og havde ingen offentlige holdninger om islam. Men jeg kan huske synet af de brændende danske flag. Dengang tænkte jeg som gennemsnitlig muslim, at nå ja, profeten bliver ikke nødvendigvis krænket af, at der bliver lavet en dårlig tegning af ham. Jeg havde svært ved at forstå det røre, det skabte, men dengang havde jeg endnu mere svært ved at forstå, hvorfor tegnerne og Jyllands-Posten gjorde det her. Selvfølgeligt havde man retten til det, men jeg mente ikke, at det førte noget godt med sig. I løbet af de 10 år, der er gået, og især efter dette års angreb på Charlie Hebdo og Krudttønden i København, har jeg tænkt, hvordan kan det være, at vi ikke var flere danske muslimer, der for 10 år siden råbte op om retten til at tegne, lige hvad man vil, retten til at sige, hvad man vil, uden at skulle tage højde for de særligt sensitive religiøses følelser, der findes iblandt minoriteterne.

Det er jo faktisk den gennemsnitlige muslims tavshed, der har gjort, at i løbet af 10 år har de tegninger samlet så meget magt omkring sig fra de rabiate og ekstreme muslimers omtale. Mange muslimer har været dårlige til at sige højt, at det er o.k. at tegne. Konsekvensen af det er, at de rabiate har fået lov til at tage patent på muslimers holdning til, hvad der er krænkende.

Læg mærke til, at i hver af de debatter, vi har om satirens grænser, er de første, der råber op, yderfløjene, og så kommer samfundsdebatten til at bestå af polariserede yderfløje. Det svarer jo ikke til virkeligheden. Hvis ikke moderate stemmer råber op, så ender samfundsdebatten på samme måde som debatten om Muhammed-krisen, hvor vi har en højrefløj, der slår plat på værdidebatten og reducerer alt til nogle enkelte streger, og på den anden side en yderfløj bestående af ekstreme muslimer, der reducerer muslimers tolerance til fire streger. De fleste er jo enige i, at man bør kunne tegne, hvad man vil, og lave satire om det, man vil, men langt de fleste bliver ikke hørt. Hvis flere sagde fra, så kunne moderate stemmer blive det nye normale.«

Den følelsesmæssige ytringsfrihed hænger sammen med den politiske

»Da krisen brød ud, følte jeg ikke, at den havde så meget med mig at gøre. Jeg havde det nok lidt ligesom børn, der ser deres forældre skændes: Far, hvorfor siger du sådan, når du ved, at mor bliver vred. Jeg syntes ikke, at tegningerne var gode og lidt ligesom noget af det kunst, vi så i 70’erne: Man merkt die Absicht und wird Verstimmt.

I 2007 var jeg til en litteraturfestival i Stavanger, hvor temaet var ytringsfrihed, og jeg forberedte et oplæg om, hvor meget vi egentligt må sige og tegne i Danmark. Jeg kendte en ung mand, som havde fortalt mig en historie om en ældre kvinde, han havde mødt på Damhuskroen, hvis mand var død, og hun tog på Damhuskroen og mødte en yngre mand, som hun prøvede at overtale til at have analsex, for det havde hun aldrig prøvet.

Den visualiserede jeg for publikum. Et par stykker rejste sig og gik, nogle grinede, og andre så ud, som om de syntes, at jeg skulle indlægges. Dagen efter spiste jeg morgenmad med Flemming Rose, som også var i Stavanger, og der gik det op for mig, at den følelsesmæssige ytringsfrihed, som jeg arbejder med, faktisk hviler på en mere politisk ytringsfrihed. Det kan godt være, at jeg syntes, at Muhammed-tegningerne var dårlig smag, men der var også folk i Stavanger, der syntes, at mine tegninger var dårlig smag, og det er netop pointen.

Det kan ikke være op til min smag, hvad andre må tegne eller sige. Hvem skal så bestemme, hvad der er god smag? Dengang kunne jeg ikke forestille mig, at tegnere ville blive dræbt, men det gik op for mig, at den følelsesmæssige ytringsfrihed hænger sammen med den politiske.«