Fortsæt til indhold
Kultur

Nu kan 14.000 kilo Holger tage sig en skraber på eget torv

Siden 2013 har den originale Holger Danske-skulptur levet et omtumlet liv.

Holger Danske på sin egen plads midt i Skjern. Der er planer om at lave et anlæg med en borgmur og et stort skjold omkring skulpturen, men pengene til projektet er endnu ikke ganske skaffet til veje.

Så kan gode gamle Holger Danske roligt sætte sig godt til rette i sin stol, lukke øjnene og tage en velfortjent lur, indtil der måske bliver brug for ham.

Der på sin plads på et centralt torv i vestjyske Skjern.

Her i udkantsdanmark – jeg kan altså bare ikke ikke døje det ord – er vi nødt til at gøre noget. Og vi må selv tage affære - ingen andre gør det for os.
Jørgen Axelsen - initiativtager

Et torv, der tilmed i efteråret 2014 fik nyt og mere passende navn: Mølletorvet blev til Holger Danskes Plads.

”Og han har det rigtig godt. Vi har stadig flere planer for yderligere udsmykning af torvet omkring Holger. Blandt andet en ringmur og et stort skjold, og det er vi i gang med at rejse penge til”, siger ejendomsmægler og formand for Handelsstandsforeningen i Skjern, Jørgen Axelsen til Jyllands-Posten.

Det var samme Axelsen, der tog initiativ til at købe Holger Danske til sin hjemby.

Bronze-skulpturen blev i 2013 under stor medie-opmærksomhed udbudt til salg via netauktionen lauritz.com. Sælgeren var Hotel Marienlyst Helsingør, hvor den tunge skulptur siden 1907 havde levet en noget upåagtet tilværelse i indkørslen til hotellet.

OBS! Hvis du læser med fra en mobil enhed, så klik for at se billeder her.

Holger Danske blev hos billedhuggeren Hans Pedersen-Dan bestilt af daværende direktør for Hotel Marienlyst, Anders Jensen, til opstilling foran hotellet.

Oprindeligt var det ikke tanken, at gibsforlæget til Holger Danske skulle anbringes på Kronborg - den idé opstod først efter at bronze-udgaven var opstillet.

Som begrundelse for salget, sagde direktør på Hotel Marienlyst Ulrik Finnemann dengang til Jyllands-Posten:

"Skulpturen hører jo i virkeligheden slet ikke til hos os. Den fortjener en langt bedre placering."

Havde Holger Danske i nogen grad levet en skyggetilværelse på Hotel Marienlyst, så blev der i sandhed vendt op og ned på det, da hr. Danske i 2013 i den grad blev mediestjerne i forbindelse med det noget tumultagtige salg.

Gips-Holger gisper i kælderen dybt under Kronborg Slot.

Skulpturen er faktisk den eneste eksisterende bronze-udgave af Holger Danske i fuld størrelse.

Den oprindelige skulptur på Kronborg er skabt af billedhuggeren Hans Pedersen-Dan, og den var lavet af gips. Denne kunne ikke tåle tidens grådige tand og blev i 1985 erstattet af en stærkere beton-udgave.

Da Hotel Marienlyst i 2013 udbød skulpturen til salg, var den vurderet til 2,5 milloner kroner - og dermed stadig den dyreste genstand udbudt til salg via lauritz.com.

Men i løbet af de første dage udbrød der en ekstremt voldsom budkrig, og inden lauritz.com besluttede at afbryde og annullere auktionen, var prisen nået op på astronomiske 41.500.000 kroner.

I forbindelse med annulleringen udtalte Christina Riis Hansen fra lauritz.com til Jyllands-Posten, at det handlede om, at radioprogrammet Monte Carlo havde blandet sig i auktionen.

I følge auktionsfirmaet havde værterne selv afgivet flere useriøse bud på skulpturen og opfordret deres mange lyttere til at gøre det samme.

Lauritz.com besluttede derfor at aflyse auktionen og begynde forfra.

Monte Carlo-vært Esben Bjerre bestred overfor Jyllands-Posten, at han havde chikaneret Holger Danske-auktioen, så prisen oversteg 40 millioner kroner.

Monto Carlo vært Esben Bjerre bestred i øvrigt over for Jyllands-Posten, at værterne skulle have chikaneret Holger Danske-auktionen.

"Vi har ikke opfordret nogen til at byde noget op, eller sagt til vores lyttere, at de skulle sabotere auktionen," sagde han og tilføjede: "Vi kom med et enkelt bud eller to, så stoppede vi igen, og så er der åbenbart en masse, der er kommet med useriøse bud."

I mellemtiden havde salget i øvrigt også vakt politisk røre og blandt andre Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard mente, at Folketinget burde købe skulpturen.

Til Jyllands-Posten sagde hun i den anledning:

"Efter min mening er der tale om et nationalt klenodie, som ikke skal havne på tilfældige hænder. Derfor vil jeg nu foreslå, at Folketinget køber statuen med henblik på opsætning ved Christiansborg."

Dansk Folkeparti mente, at Holger Danske burde være købt af Folketinget eller staten og derefter opstillet foran f.eks. Nationalmuseet eller Frihedsmuseet.

Partifællen Morten Messerschmidt frygtede, at skulpturen blev solgt til udlandet og foreslog i stedet, at staten skulle købe den og opsætte den ved for eksempel Nationalmuseet eller Frihedsmuseet.

Men ingen af disse forslag vandt dog genklang.

Helsingør var seriøst interesserede i at beholde Holger Danske, men måtte sig slået på stregen af Skjern med ildsjælen Jørgen Axelsen i front.

Han sikrede sig skulpturen for et beløb på 3,2 millioner kroner (tillagt salær endte prisen på 3,8 mio. kroner), og han kom faktisk først ind i kampen, da han blev opmærksom på, at buddene i den første auktion passerede 40 millioner, og at man derfor startede forfra.

Da købet var bekræftet, blev det indledningen til noget af en rejse for Holger Danske - en rejse med mange udfordringer undervejs.

Holger på Landevejen. Med ryggen til kørselsretningen, men med kursen mod Skjern i maj 2013.

F.eks. oplyste lauritz.com, at den med sokkel vejede omkring 2 tons. Men sokkel og skulptur viste sig at være ikke så lidt tungere: Den samlede vægt var 14 tons, hvorfor den blev kørt hele vejen fra Helsingør til Skjern på en speciel blokvogn, og den ankom til Skjern den 2. maj.

Der blev oprettet en Holger Danske Fond til finansiering af beløbet, og til denne kan alle – både erhvervsdrivende og private – bidrage. Til gengæld får de ret til at anvende Holger Danske i markedsføringssammenhæng direkte proportionalt med bidragets størrelse.

”Det går planmæssigt med indsamlingen”, siger Jørgen Axelsen og tilføjer, at der mangler omkring en million, før finansieringen er helt faldet på plads.

Siden Holger ankom til Skjern, har han levet en noget omtumlet tilværelse.

Den har rejst rundt i kommunen og har således været udlånt til Skjern Håndbold/Kulturcenteret i forbindelse med en håndboldkamp, til Ringkøbing-Skjern Museum og til Vikingelandsbyen i Fahl.

Ejendomsmægler og ildsjæl Jørgen Axelsen, der skaffede Holger Danske til Skjern.

Den har desuden været opstillet af flere omgange på det tidligere Mølletorvet, den har været prøveopstillet i Bredgade i Skjern, og den tavse nationalhelt har været udlånt til en udstilling i Nyborg på Fyn.

Men nu er han vendt hjem.

Og dette til sin helt egen plads i hjertet af Skjern.

Har det været det hele værd?

”Ja, bestemt,” lyder det prompte fra Jørgen Axelsen. ”Vi kan tydeligt mærke, at Holger har trukket flere turister til byen. Hvor stor skulpturens værdi er for brandet Skjern, det er svært at udtrykke i kroner og ører, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at den har haft – og har – meget stor betydning.”

Han tilføjer:

”Her i udkantsdanmark – jeg kan altså bare ikke ikke døje det ord – er vi nødt til at gøre noget. Og vi må selv tage affære - ingen andre gør det for os.”