Verdenskulturarv forbløder i krigszone

Udover de massive menneskelige tab og tragedier har krig med usvigelig sikkerhed også et andet offer: Verdenskulturarven.

Historien vrimler med eksempler på dette, og i det seneste årti er det gået meget hårdt ud over verdenskulturarven i Mellemøsten i almindelighed - i Syrien i særdeleshed.

Men også i Libyen er den historiske arv fortsat meget alvorligt truet.

Da opstanden mod diktator Moammar Gadaffi brød ud i begyndelsen af 2011, strandede den italienske arkæolog Savino di Lernia sammen med 10 kolleger i Sahara.

Indtil da havde de studeret Libyens forhistorie i Messak-bjergene i det sydvestlige hjørne af landet. Her findes nogle af verdens ældste hulemalerier.

Arkæologernes arbejde endte brat med, at de om bord på et Hercules-fly fra det italienske militær i al hast og under stort drama blev fløjet ud af Libyen og i sikkerhed i deres hjemland.

Moammar Gadaffi blev af oprørshæren afsat i oktober 2011 og den 20. oktober blev det meddelt, at den forhadte diktator var død.

Under Gadaffis blodige diktatur forfaldt kulturarven, og i mange tilfælde blev den bevidst ødelagt. Derfor så mange arkæologer og historikere efter Gadaffis fald frem til, at der blev taget hånd om den unikke verdenskulturarv i landet. En kulturarv der rummer forhistoriske fund med også mange rester fra blandt andre ægypternes, romernes og grækernes herredømme over området.

Men det skete ikke. Faktisk tværtimod.

Libyen er fortsat præget af blodig uro og forbrydelser mod menneskeheden. Senest har Islamisk Stat (IS) taget magten i dele af Libyen, der mange steder ligger i ruiner og verdenskulturarven bliver ligesom i f.eks. Syrien ignoreret.

Mange uvurderlige bygninger er smadret, der er begået massiv hærværk mod f.eks. hulemalerier, museer er plyndret og en stor del af landets kulturarv er i fare for at gå til efter årtiers forfald. Store dele af kulturarven er ikke blevet vedligeholdt siden italienerne blev fordrevet fra landet i 1951.

De historiske museer i Tripoli ser - ligesom museerne i Damaskus i Syrien - indtil videre ud til at have klaret nogenlunde frisag, men forskerne erkender, at man reelt intet overblik har over skadernes omfang.

Savino di Lernia, der er professor på Sapienza-universitetet i Rom, råber nu vagt i gevær og har netop i en længere artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature beskrevet den alvorlige situation.

Han erkender, at undersøgelserne og registreringen af hulemalerierne i Messak-bjergene, der blev indledt i 1955, er på standby, og til det internationale videnskabssite Live Science, udtaler han, at der ingen udsigt er til, at det vil blive genoptaget de næste mange år.

Generelt er store dele af forskningen i Libyen gået i stå - uden udsigt til at komme i gang foreløbig.

Blandt de mange eksempler på misligholdelse og destruktion af kulturarven kan nævnes:

I 2013 rev man en del af byen Cyrene - der er et af de fem steder i Libyen, som er på UNESCOs liste over verdenskulturarv - ned for at give plads for nybyggeri.

En anden af lokaliteterne på listen - Ghadames, der blev grundlagt af romerne - blev i 2012 stærkt beskadiget af raketangreb. Samme år ødelagde islamister en lang række historiske grave i Tripoli, fordi disse ikke kunne forenes med den islamiske tro og traditioner.

I 2011 brød tyve ind i en bankboks i Benghazi og stjal over 8.000 mønter fra antikken. De er ikke siden dukket op, og tyveriet regnes blandt de største tyverier af arkæologiske værdier nogensinde.

Til Live Science siger den italienske arkæolog:

"Hvis ikke der bliver gjort noget nu, er jeg bange for, at dette vil udvikle sig til en katastrofe for flere generationer af arkæologer i Libyen - og for verdenskulturarven."

Siden han måtte flygte over hals og hoved i 2011 har han enkelte gange været i stand til at rejse ind i Libyen, men i det seneste år har det været umuligt.

Han har fortløbende publiceret resultater af sin forskning i oldtidens Libyen, men yderligere forskning er nu nødvendig - og den kræver fysisk tilstedeværelse i landet.

"Jeg har af og til været i kontakt med mine venner dernede, og de melder at alle steder er i fare - at alle steder er i risikozonen. Vi aner ikke, hvad der sker på mange af stederne, og vi ved ikke, hvad der sker med museerne."

I Syrien har satellitfotos hjulpet med til at danne et overblik over de meget massive skader på kulturarven. Dette er vanskeligt i Libyen, hvor mange af skaderne er sket i huler under jorden eller inde i bygningskomplekser.

F.eks. forlyder det, at mange af hulemalerierne i Messak-bjergene er i slemt forfald og mange steder er blevet ødelagt af grafitti.

Den italienske forsker mener, at den eneste måde at bevare kulturarven i Libyen for eftertiden på, er omhyggeligt at registrere den. Blandt andet via internettet.

"Jeg er bange for, at situationen i Libyen er et led i et større mønster. Vi bør formentlig nytænke vores muligheder for at researche inden for sådanne politiske rammer," mener Savino di Lernia.