Fortsæt til indhold
Kultur

Kaj Munks våben solgt på auktion

Kl. 21.30 tirsdag aften var Kaj Munks jagtvåben under hammeren i Holstebro Auktionshus.

Tre jagtgeværer, der har tilhørt den danske digterpræst Kaj Munk, har tirsdag aften opnået et samlet hammerslag på 59.000 kroner. To af våbnene blev solgt for 20.000 kroner stykket, og det sidste gik for 19.000 kroner. Det oplyser Hans Jørgen Eriksen, der er leder af Holstebro Auktioner.

"Kaj Munk-museet på præstegården var interesseret i våbnene, men de gik til private samlere," siger han.

Det er første gang, at de tre våben er sat til salg, og faktisk troede man, at de var gået tabt. Ved et tilfælde lykkedes det Mogens Munk, der er søn af Kaj Munk, at finde frem til våbnene.

"Interessen for auktionen har været overvældende. Der var mødt flere end 500 mennesker op for at overvære auktionen, og flere medlemmer af Munk-familien var også til stede," siger lederen af Holstebro Auktioner, Hans Jørgen Eriksen.

Det var ikke kun Kaj Munks gamle jagtvåben, der var under hammeren i dag. Et bord fra 1800-tallet, der tilhørte Lise Munk, blev solgt for 2.000 kroner, og et skab fra 1700-tallet, som Kaj og Lise Munk havde stående i deres lystejendom i Muldbjerg, blev solgt for 6.500 kroner.

Hovedattraktionen på dagens auktion var en 12 cylinders Ferrari Testarosa 512 TR 5,0l fra 1990. Den gik for 440.000 kroner. Der er dog ikke betalt afgift på bilen, så hvis køberen vil have den ud på de danske veje, så kan han forvente en regning på omkring en million kroner oveni.

Under hammeren var også et eksemplar af den meget sjældne Humber Snipe limousine fra 1931, der blev solgt for 160.000 kroner.

Holstebro Auktioner har tidligere solgt klenodier fra kendte danskere. I 2000 blev auktionshuset verdenskendt, da det havde Karen Blixens gamle Ford fra 1934 på auktion.