Elsket amerikansk tegner er nu verdens 3. største døde celebrity-pengemaskine
Nuser skovler stadig penge ind - men der er langt op til topscoreren.
40 millioner dollar.
Det var hvad den nu afdøde amerikanske tegners Charles M. Schulzs arvinger fik ind på kontoen det seneste år.
Schulz var manden der skabte den verdenskendte tegneserie "Peanuts" ("Radiserne") og Nuser og hans venner er stadig en effektiv pengemaskine.
Den indtjening bringer ham på tredjepladsen på Forbes Magazines liste over de 13 mest indtjenende afdøde berømtheder.
Og det er meget langt op til listens suveræne topscorer: Michael Jackson.
Han topper for andet år i træk listen med en indtjening det seneste år på ikke mindre end 140 millioner dollar.
Og her kan ind ikke Elvis Presley følge med. Han klemmer sig med en indtjening på 55 mio. dollar ind på en andenplads på listen.
Forbes Magazine har opgjort listen fra oktober 2013 til oktober 2014 og beløbene er baseret på oplysninger fra de afdødes bobestyrere, advokater, licenshavere og andre.
Den første kvinde på listen findes på fjerdepladsen - og det er Elizabeth Taylor, der døde i 2011.
Hun er noteret for en indtjening på 25 mio. dollar.
Det år hun døde vippede hun Michael Jackson af førstepladsen, men allerede året efter vendte Jackson tilbage og han synes forsat urørlig på førstepladsen.
Og så er det i øvrigt ikke kun showbusiness-celebrities, der huserer på listen.
På em 8. plads på listen befinder sig ingen ringere end fysikeren Albert Einstein, der i det seneste år har indtjent 11 mio. dollar.
De 13 celebrities på Forbes-listen indtjente til sammen 363,5 millioner dollar det forgangne år.