Bøger på engelsk rives væk i Danmark
Interessen for engelsksprogede bøger er hos Saxo tyve-doblet på 10 år.
Interessen for at læse bøger på engelsk har aldrig været større end netop nu.
I hvert fald hvis man spørger Saxo, der med 2,9 millioner titler er den største importør af engelsksproget litteratur til det danske marked.
Saxo-direktør Jørgen Balle Olesen forventer, at man alene i år vil sælge 290.000 engelskspprogede bøger i Danmark. Det vil sige, at boghandlen, der både sælger trykte bøger, e-bøger og lydbøger, dagligt importerer et halv ton bøger.
"Vi oplever, at efterspørgslen på engelsksprogede bøger er stor og er steget markant i de seneste år," siger Jørgen Balle Olsen.
På 10 år er salget af engelsksprogede bøger hos Saxo næsten tyvedoblet.
Årsagen til den stigende interesse er i følge direktøren ikke kun kortere leveringstid og lavere pris, men også udbuddet af titler på det danske marked.
En anden årsag til den stigende interesse kan være uddeling - og dermed omtale - af en stor prestigefyldt litteraturpris som f.eks. Man Booker-prisen, der blev uddelt i denne uge til den australske forfatter Richard Flanagan for romanen "The Narrow Road to the Deep North".
Bogen er endnu ikke oversat til dansk, men har været tilgængelig hos Saxo, siden den udkom i sommer.