Fortsæt til indhold
Kultur

Asterix splittede i årevis en familie

Efter 7 år i heftig strid om rettigheder er tegneren Uderzo og hans datter kommet på talefod.

I syv år har den ene af de to, der skabte Asterix-serien, Albert Uderzo og hans datter, Sylvia Uderzo, været voldsomt på kant med hinanden.

Men nu har de netop meddelt, at de har begravet stridsøksen og har begge trukket alle verserende sagsanlæg tilbage.

Striden mellem de to blev indledt i 2007, da Sylvia Uderzo og hendes mand Bernard de Choisy blev afskediget som bestyrere af det selskab, der varetager Uderzo økonomiske interesser og rettighederne til serien, som Uderzo skabte sammen med René Goscinny, der døde i 1977.

Det hele handlede om, at Uderzo ville sælge sin andel af selskabet, der var på 60 pct.

Det var datteren og svigersønnen meget imod, og da Uderzo i 2008 udbød sin andel til salg, sagsøgte parret Uderzo.

De originale Asterix-historier er oversat til 111 sprog og solgt i 362 eksemplarer.

Sagen trak i langdrag og blokerede for et salg.

Situationen mellem de to blev efterhånden så anspændt, at Uderzo, der i dag er 87 år, valgte at sagsøge datteren og svigersønnen for ”psykisk vold”, og i den forbindelse understregede han, at det var hans klare opfattelse, at det var svigersønnen, der stod bag det hele.

Præsenteret for dette sagsanlæg svarede Sylvia Uderzo igen ved at sagsøge en gruppe ikke navngivne personer i selskabet, der styrer rettighederne, for at udnytte farens svækkede dømmekraft.

Den sag blev i fredags afvist af en domstol, og nu har far og datter meddelt, at de har begravet stridsøksen.

Derudover har ingen af parterne ønsket at kommentere fredsslutningen nærmere.

At der har været meget opmærksomhed på striden mellem to to skyldes selvsagt, at historien om den lille gæve galler og alle hans venner, er en styrtende god forretning.

Albummene er oversat til 111 sprog og solgt i hele 362 millioner eksemplarer på verdensplan.

Efter mange års tilløb og diskussioner udkom et helt nyt Asterix-album for et år siden. Det blev udsendt i 15 lande på 23 sprog og skrevet af Jean-Yves Ferri og tegnet af Didier Conrad.

Artiklens emner
Asterix