50 år kogt ned til 50 album
Musikhistorie: Et dommerpanel har til en sommerserie udarbejdet en liste over 50 afgørende album siden 1964. En af udfordringerne blev, at der kun måtte være ét album pr. kunstner – og pr. år.
Find frem til 50 afgørende udenlandske pop- og rockalbum i de seneste 50 år.
Sådan lød opgaven, da et dommerpanel på seks personer en forårsdag i 2014 samledes i et mødelokale i JP/Politikens Hus.
På bordet stod kaffe, te, soda- og kildevand, en frugtskål og kage, og på en glasvæg hang sang- og albumtitler til inspiration for de næste fem timers arbejde:
”Think!” med Aretha Franklin, ”I Know It” med Madonna, ”Help!” med The Beatles og det skotske rockband Franz Ferdinands – meget apropos – albumtitel ”Right Thoughts, Right Words, Right Action”.
Omkring bordet sad sanger, sangskriver og producer Nikolaj Nørlund, dj og sangskriver Kenneth Bager, sangerinde og sangskriver Kira Skov, pladebutikindehaver Mette Christensen samt Jyllands-Postens musikinteresserede litteraturredaktør, David Jacobsen Turner, og jeg som avisens musikredaktør. Med den fordeling kunne de fire eksterne paneldeltagere samle et flertal uden om Jyllands-Posten. Hvis det var, hvad de ville.
Før mødet havde deltagerne fået tilsendt en bruttoliste med album fra 1964 til 2013. Op til mødet supplerede deltagerne med yderligere album, og den liste, som blev uddelt kl. 14 denne eftermiddag, fyldte 39 A4-sider.
Oplagt at fokusere på rockalbummet
Jyllands-Posten bad i 2012 og 2013 et panel udarbejde en liste over henholdsvis vigtige bøger, film og operaer. Disse lister resulterede efterfølgende i artikelserier, som satte fokus på de valgte kunstværker.
Se tema: Verdens bedste operaer
Denne gang skulle det handle om 50 afgørende udenlandske pop- og rockalbum i 50 år.
Det er oplagt at fokusere på de udenlandske album med et 50-årigt perspektiv. For det er godt et halvt århundrede siden, at rock- og popalbummet på lp for alvor begyndte at blive interessant for musikere, producere og pladeselskaber samt forbrugere. Forinden var meget forenklet sagt de små singler til pop og rock’n’roll, mens de store vinylskiver, som blev introduceret i 1948, var til klassisk musik og jazz.
Der udkom dog uden tvivl også vigtige pop- og rockalbum i 1950’erne og omkring 1960. Blandt de mest berømte er Frank Sinatras ”In The Wee Small Hours” fra 1955, ”Elvis Presley” i 1956, ”Here’s Little Richard” i 1957 og ”The Genius Of Ray Charles” i 1959.
I 1963 udkom ”With The Beatles”, der med et salg på over 1 mio. stk. ikke blot demonstrerede Liverpool-gruppens enorme popularitet. Det viste også, at lp’en var blevet til et produkt for masserne.
En anden lp i 1963 var ”The Freewheelin’ Bob Dylan”, der med numre som ”Blowin’ In The Wind”, ”Masters Of War”, ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Talking World War III Blues” i den grad manifesterede amerikanerens – ikke selvvalgte – position som en protestsanger og en generations talsmand.
Fra 1964 kom der yderligere tryk på produktionen af album i USA og ikke mindst England, der med The Beatles, The Rolling Stones, The Animals, The Kinks og The Who m.fl. skabte en ny æra for populærmusikken og albumformatet, mens singlen var det højt prioriterede kommercielle redskab, som skulle skabe opmærksomhed på radiostationerne, ude i pladebutikkerne og i sidste ende hos musikforbrugerne.
Den øgede efterspørgsel på singler og lp’er gjorde, at produktionen af ikke mindst billigere pladespillere blev øget. Og så kunne endnu flere investere i vinylplader.
Siden skulle lp’en blive presset af først kassettebåndet og siden cd’en, og i dag er der hos pladeselskaber og forbrugere fokus på downloading- og streamingtjenester, hvor der er adgang til størsteparten af de album, som er udkommet i de seneste 50 år.
Det faktum forhindrer ikke, at albummet på lp oplever en optur i disse år. Sammenlignet med omsætningen af download, streaming og cd’er er lp’en at opfatte som en letvægter. Men isoleret set vokser omsætningen af album på vinyl, og mange gange er det de gamle klassikere, som genudgives på lp.
Tilbage til mødelokalet i JP/Politikens Hus, hvor panelet på forhånd havde fået at vide, at der kun måtte være ét album pr. band og solist på listen. Samtidig var dogmet, at der skulle være et album pr. år fra 1964 til 2013.
Med de regler kunne listen blive en rejse ind i historien om populærmusikken. Mange af de lister, som er udarbejdet i årenes løb, f.eks. af det amerikanske musikmagasin Rolling Stone, tager i stedet udgangspunkt i alle tiders bedste album uden hensyn til årstal. Derfor ender det oftest med, at listen indeholder en række album fra 1960’erne og 1970’erne – med The Beatles og Bob Dylan som de dominerende navne.
Ønske: flere Dylan-album på listen
Nikolaj Nørlund gjorde indledningsvis ingen hemmelighed ud af, at han helst så, at der blev lavet en særlig regel for Bob Dylan. Amerikanerens albumproduktion står simpelthen så stærkt i historien, mente Nørlund, at det ikke ville give mening kun at vælge ét. Der blev dog ikke ændret på dogmet. Så der kom kun ét Dylan-album med. I denne artikel skal det kun understreges, at der blev talt varmt om bl.a. ”Highway 61 Revisited”, ”Blonde On Blonde”, ”Blood On The Tracks” og ”Time Out Of Mind”.
Der var lignende diskussioner om, hvordan The Beatles, The Rolling Stones, The Doors, Jimi Hendrix, Led Zeppelin, Bruce Springsteen og David Bowie kunne blive placeret på listen. Bl.a. var Nikolaj Nørlund, Kenneth Bager og jeg på et tidspunkt klar til at placere David Bowies ”Let’s Dance” fra 1983 på listen. Det er britens sidste rigtig gode album, var vi enige om. Hvis man lige ser bort fra det stærke comeback-album fra i 2013, ”The Next Day”.
Det gik dog anderledes, som det vil blive afsløret. Men der blev trods alt plads til David Bowie, hvor man vil komme til at kigge forgæves efter andre store rockikoner. Fordi et andet afgørende album fik større opbakning.
Det skal ikke være tys-tys, at der blev forhandlet på kryds og tværs: »Hvis du får dét album på listen, kan jeg så få det her med senere?«
Mange gange undervejs blev der også sukket højt over, at nogle år, f.eks. 1967 og 1991, var proppet med fantastiske plader, mens andre årstal var tyndere besat.
Da listen var blevet håndskrevet, læst op og godkendt til en middag efter mødet, var der dog enighed om, at den gav et spændende og overraskende indblik i den rock, pop, soul og hiphop, som er udkommet i de seneste 50 år.
Har brugt alder og oplevelser
Peter Vuust er musiker og professor på Aarhus Universitet i neurovidenskab og forsker i musikkens påvirkning af hjernen.
»Nogen videnskabelig, objektiv liste bliver det aldrig,« siger Peter Vuust.
»Det er en subjektiv liste, fordi I er kommet ind i et rum og har brugt jeres alder, personlighed, oplevelser i livet og musiksmag i diskussionen af, hvilket album der skulle med for hvert enkelt år,« siger han.
»I mødte op med et biologisk apparat, et par ører og en hjerne, som kan modtage musik. Derudover har I levet et liv i en bestemt kultur, nemlig den danske, hvor I har lyttet til musik – uden at tænke synderligt over, at I hørte netop den musik.«
»På den måde har I lært populærmusikkens mønstre at kende, og I er i årenes løb kommet frem til, hvad der er interessant og ikke er interessant for jer, og jo mere I har hørt bestemte bands og solister, desto mere har I forstået at holde af denne slags musik. I den proces har unikke oplevelser uden tvivl spillet ind: Det kunne være det første kys, den første kæreste eller et medlemskab af en subkultur,« siger han.
Peter Vuust konstaterer, at den musikinteresserede typisk vil være mest optaget af den musik, vedkommende hørte som 13-25-årig.
»20 år senere er man stadig mest vild med den musik, som man lyttede til, da man virkelig havde antennerne ude og var modtagelig for indtryk. Jeg er selv vild med ”Abbey Road” med The Beatles, som jeg hørte som dreng, og jeg er samtidig glad for musik, som minder om denne musik, f.eks. Tim Christensens sange.«
Peter Vuust pointerer, at de numre, som man bedst kan lide, har man typisk haft mulighed for at høre mange gange, og i den proces har man lært at holde af musik og sangere, som måske ikke umiddelbart vinder på det rent tekniske.
»Det kan godt være, at Bob Dylan hverken er skønsang eller den bedste guitarist. Men netop fordi musikken ikke er perfekt, men i stedet er rå eller anderledes, rammer den os rent faktisk mere,« mener Peter Vuust.
Det første album på listen bliver portrætteret her:
God fornøjelse med at læse om – og måske også få lyttet til – albummene.