Kan hun efterligne Brdr. Olsen?
Det danske MGP-bidrags popularitet er ikke set siden Brdr. Olsen, siger en ekspert.
"Jeg har ikke oplevet noget lignende, siden Brdr. Olsen vandt."
Så enkelt bliver det sagt af Danmarks Melodi Grand Prix-ekspert Ole Tøpholm.
"Danmark har ofte ligget flot hos bookmakerne, men så har nogle andre lande ligget på førstepladsen. Det er første gang, vi kan prale med, at vi ligger nr. 1 over hele linjen hos udenlandske bookmakere."
Emmelie de Forests sang "Only Teardrops" vandt dansk MGP i januar i Herning og skal dyste i det internationale show til maj. I første omgang i semifinalerne, som begynder 14. maj.
"Storebror" skal godkende sang
Lige nu er Emmelie de Forest i Sverige, hvor hun bliver interviewet til forskellige svenske medier. I den forbindelse har hun den fordel, at hun har en svensk far og kan gennemføre interviewene på svensk.
Og det skal bruges, for at få svenskerne til give Danmark flere stemmer end sidste år, hvor Sverige gav 0 point til den danske sang.
"Den fase, vi er i nu, er benhård valgkamp, og alt skal gøres for at hive en sejr hjem. Når vi skal være på svensk hjemmebane, har det stor symbolsk betydning, at vi selvfølgelig også scorer en førsteplads hos svenskerne. Så vi kan lige så godt udnytte, at Emmelie De Forest har svenske rødder, svenske brødre i Stockholm og stort set kan tale flydende svensk."
For ud over det faktum, at Sverige er værtsland i år, har de også et særligt forhold til Melodi Grand Prix-genren, fortæller Ole Tøpholm:
"Svenskerne føler sig jo virkelig som en storebror, en supermagt inden for musikkens verden. Og dermed også Melodi Grand Prix. Det kunne være så lækkert at have svensk opbakning, for ja, de er gode til musik. De er verdensmestre til Melodi Grand Prix."
Ikke mere klassisk bandopstilling
Med "Only Teardrops" prøver Danmark noget nyt, som meget vel kan fungere uden for Danmark. Desuden har den nogle grundlæggende værktøjer i orden for at blive et grandprix-hit, mener Ole Tøpholm.
"Den moderne, danske grandprix-lyd er, at vi har haft en solist med et band omkring sig. Det har været velfungerende i Danmark, men drønkedeligt i resten af Europa. Denne her gang prøver vi virkelig noget nyt. "Only Teardrops" har et nyt udtryk, og melodien har det gode omkvæd, som gang på gang har vist sig at være det fuldstændig centrale i en grandprixsang."
Selv om det er vigtigt, at det danske bidrag falder i svenskernes smag, skal sangen nemlig også nå bredere ud, forklarer Ole Tøpholm.
I den forbindelse fremhæver han de internationale præg på musikken i form af irskklingende fløjtemusik, serbisk inspirerede trommer og et ukrainsk sceneshow.
"Hvis en sang skal vinde, skal den ikke kun kunne samle ens venner. Den skal også få point fra fjendens lejr. Lande, der normalt aldrig stemmer på Danmark, skal ville stemme. Og det kan jeg godt se for mig med denne her sang."