Sporløst forsvundet

Utilnærmelige mennesker eksisterer ikke i DR's populære program "Sporløs". Verden over tager folk konsekvent hjerteligt imod Torben Schou, når han og tv-holdet kommer trampende med videobilleder af fjerne slægtninge.

Torben Schou, du har lavet 32 "Sporløs"-programmer, men seerne har aldrig set dig blive afvist, når du konfronterer en opsporet slægtning. Er det, fordi det aldrig er sket?

»Jeg er blevet afvist adskillige gange. Når man graver i folks fortid og leder efter personer, der er forsvundet, er der altid nogle, der ikke vil findes.

Det kan der være mange grunde til: Nogle er i en dårlig situation og føler sig flove over at træde frem, om det så er over for tv eller deres datter eller søn. Det kan også være, at de bare ikke har lyst til at få rippet op i fortiden. Mange brud har været voldsomme, og at få os til at åbne et lukket kapitel kan være hårdt.

Når vi bliver afvist, har vi den praksis på "Sporløs", at så laver vi ikke historien. Vi vil have, at vi skal nå hele vejen igennem. Det er retningslinjer, som vi følger meget strengt. Hvis folk vitterlig ikke vil være med, kommer de det heller ikke.«

Dårlig oplevelse

Hvorfor må tv-publikum ikke se, at virkeligheden også kan være sådan, at man bliver afvist?

»Vores koncept indebærer, at vi går ind og tager et spadestik dybt ned i folks privatliv. Derfor vil vi også have, at de får noget ordentligt ud af det. Vi synes ikke, at vi kan forsvare, at de får dét ud af det, at den eftersøgte ikke vil kendes ved dem. Det vil blive en rigtig dårlig oplevelse.

Der har været flere historier, hvor den, vi ledte efter, var gået bort, og andre gange har vi ikke kunnet finde vedkommende. Men vi plejer at sige, at vi skal finde et eller andet. Det er ikke altid dét, vi leder efter som udgangspunkt, men vi skal finde noget, de kan bruge.

Hvis vi finder en person, der siger, at han ikke vil have noget med sin datter at gøre, synes vi ikke, at det lever op til vores målsætning.«

Giver jeres program ikke et falsk billede af virkeligheden? Seerne forledes til at tro, at man altid bliver mødt med åbne arme, når man opsøger savnede slægtninge.

»Vi gør altid søgerne opmærksomme på, at det ikke er sikkert, at der er bid i den anden ende. Vi siger også, at de må respektere, hvis folk ikke vil findes.

Men jo, det kan da godt være, at seerne får en vrangforestilling. Jeg håber bare, at folk kan tænke så langt, at selvfølgelig er der i alle familier historier, som ikke har det så godt med at komme frem - slet ikke på skærmen.«

Hvor mange henvendelser får I fra folk, der søger et familiemedlem?

»Vi får cirka 800 breve. Vi kommer langt med 100 af dem, og det ender så med 16 programmer. Der er forskellige kriterier for, hvorfor vi vælger de enkelte historier, men jeg kan sige så meget, at i de tilfælde, hvor vi finder en mand via et enkelt opslag på internet, der laver vi ikke historien. Så mangler den eftersøgningsdel, som seerne sætter pris på.«

Via telefonbogen

Sker det, at en søgning på Google rækker langt?

»I 10 pct. af tilfældene er det meget, meget nemt at finde den pågældende. Enten via en telefonbog eller en arbejdsgiver.«

Bruger I aldrig de nemme for så bevidst at komplicere efterforskningen, så processen bliver tv-egnet?

»Vi har så mange interessante historier at vælge imellem, at vi aldrig arbejder på den måde.

Selvfølgelig vælger vi 16, som vi synes er gode og har de elementer, der skal til. Hvor både søgere og dem, der bliver fundet, står distancen. Vi går mest efter at finde et godt match mellem søger og den eftersøgte, men det kan vi jo aldrig garantere. Vi kan derimod garantere, at vi giver søgerne klarhed.

Hvordan parterne bruger hinanden senere, ja, det kan vi ikke tage ansvaret for. Jeg taler dog med stort set alle et stykke tid efter programmerne for at høre, hvordan det går, og jeg kan ikke huske, at nogle har beklaget en genforening.«

Hvor mange bevarer en regelmæssig kontakt?

»Mindst halvdelen, og jeg vil tro, at næsten alle har, hvad man kan kalde jævnlig kontakt.

Jeg har lige talt med nogle af dem fra de senere programmer, og de har nærmest daglig kontakt. I et tilfælde er en søger flyttet til Brasilien et halvt år, simpelthen for at sætte sig mere ind i, hvad det indebærer at bo, hvor de fundne slægtninge kommer fra. I langt de fleste tilfælde rækker det her langt ud over et enkelt møde.«

Moralsk virkelighed

Men der er altså også tilfælde, hvor den person, du finder, ikke vil have med slægtningen i Danmark at gøre?

»Ja, vi har haft programmer, hvor alt har været klar, men alligevel er faldet sammen, fordi den eftersøgte nægtede at medvirke, da vi bankede på døren.

I de tilfælde kunne vi godt have ladet kameraerne køre alligevel og sige: "Her fik I ham".

Sådan er vores moralske virkelighed bare ikke. Vi vil ikke gøre den slags. Vi haft nogle stykker af den slags sager, og det er selvfølgelig mange ressourcer, der går tabt, når man har rejst verden rundt. Det er en bét, der har givet produktionschefen grå hår i hovedet.

Men jeg forstår godt, at det kan være følsomt, og at folk ikke ønsker at medvirke. Modsat forstår jeg også folk, der bruger os. Hvor går man ellers hen? Ja, man kan selvfølgelig selv forsøge at bevæge sig rundt i Trinidad, eller man kan hyre en privatdetektiv og sende rundt i verden til mange tusinde kroner.

Nogle ræsonnerer, at det, at de kommer på tv, er prisen, som de må betale. Andre synes, at det er helt okay og er glade for, at historien om eksempelvis deres hudfarve eller deres specielle temperament kommer frem en gang for alle. For når alt kommer til alt, handler det jo om noget så eksistentielt som blodets bånd.«

michael.enggaard@jp.dk