1992: Peter Høegs fornemmelse for præcision

»Der er en skygge, som enhver bog kaster,« citerer Peter Høeg Karen Blixen.

Det er nærliggende at tro, at han henviser til, at ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” med sin enorme succes hviler som en skygge over forfatterskabet, men det er ikke tilfældet. I stedet er det svar på, om han nogensinde har været stolt over noget i sit forfatterskab. En bog, en sætning, en anerkendelse.

Først svarer han ved at fortælle om danseren Erik Bruhn, som Peter Høeg mødte, da han som helt ung var balletdanser. Erik Bruhn var en dansk verdensstjerne, der sammen med russiske Rudolf Nureyev satte nye standarder for ballet i slutningen af 1950’erne og 1960’erne. Peter Høeg stillede ham nogenlunde det samme spørgsmål, som jeg netop har stillet, og Erik Bruhn svarede:

»Jeg har danset 1.000 forestillinger i mit liv, men jeg har kun danset fem gange.«

»Det var meget smukt. Den mand, der lavede flere piruetter og sprang højere end alle andre og satte helt nye standarder for dans, følte kun fem gange, at han nærmede sig det, han rummede. Uden at sammenligne mig selv med de store, så har jeg også et klart blik for utilstrækkeligheden,« siger Peter Høeg.

Det er derefter, han kommer i tanke om Karen Blixens bemærkning om, at enhver bog kaster en skygge, fordi den perfekte udgave altid er uden for rækkevidde.

»Det er meget erfarent sagt. Balancen mellem det sublime og det totalt mislykkede er barberbladstynd, og ofte kan man ikke vide, hvad det er. Jeg ser hele tiden det, jeg ikke kan. Jeg har et indre billede af noget fuldendt, jeg aldrig når. Men nogle gange, sjældent, når jeg om morgenen læser det, jeg skrev dagen før, kan jeg blive ramt af en kortvarig ekstatisk følelse,« siger Peter Høeg.

Når det sker, så lægger han papirerne fra sig, går hen til sin kæreste og siger: »Jeg er god«, så griner hun af ham, og han griner af sig selv, går en tur og mærker glædens uro blive erstattet af den daglige arbejdsro.

Sætningens præcision

Når Peter Høeg taler, forsøger han hele tiden at finde den mest præcise sætning. Selv velformulerede sætninger kan han stoppe op i for at begynde igen og sige det næsten essentielt samme med en anden sammensætning af ord, der ikke ændrer betydningen, men ændrer den følelse, sætningen fremmer.

Det synes afgørende, at det er præcist.

For eksempel siger han ikke, at han ville skrive en spændingsroman, når man spørger, hvorfor han skrev Frøken Smilla. Han svarer i stedet, at han ville »undersøge handling i en spændingsromans form«.

Der er en forskel. Selv om følelsen af at ville skrive en spændingsroman var intuitiv. Så bygger intuitionen på analyse af genren, at have forstået den. Gennemskuet den.

»Jeg ville vise mig selv og læserne, at jeg kunne skrive en spændingsroman. Jeg havde en meget tydelig følelse af, at jeg kunne give mit bud på genren. Det kan man også se ved, at jeg reelt aldrig lavede en slutning, for det væsentlige var at vise, at jeg beherskede genren. Ved at undlade slutningen, signalerede jeg til læseren, at det også var en leg. Men dengang havde jeg så få læsere, at det føltes som at være medlem af en klub. I dag ville jeg have skrevet en slutning,« siger Peter Høeg.

Isbjørneskindet, der dækkede bjerget

Han planlagde bogen i et halvt år, mens hans daværende kæreste var gravid. Tidligt i forløbet kom to drømme, der meddelte ham mere om, hvilken bog han skulle skrive.

Den første drøm viste et enormt isbjørneskind, der var så stort, at det dækkede et bjerg. Han fik en distinkt følelse af at være i Grønland. I den anden drøm dykkede han i meget klart og koldt vand ved Østgrønland. Med drømmenes indikation af bogens grundstemning og geografi udtænkte han plottet til samtidsromanen med den kvindelige hovedperson, og da datteren blev født, begyndte han at skrive bogens første sætninger:

Det fryser ekstraordinære 18 grader celsius, og det sner, og på det sprog som ikke mere er mit, er sneen qanik, store næsten vægtløse krystaller, der falder i stabler, og dækker jorden med et lag af pulveriseret, hvid frost.

De blev skrevet med pen mod papiret på en skriveplade af træ, der lå over armlænene på en gammel lænestol i den etværelses lejlighed i Svendborggade på Østerbro i København, mens den nyfødte datter lå i sengen, og kæresten puslede med egne sager. De havde begge forladt livets sikre veje for at gå ad de veje, de helst ville.

»Det var ydmyge forhold, men også meget herligt. Det er meget romantisk at tænke tilbage på, vi havde en slags sigøjneragtig frihed,« siger Peter Høeg.

Peter Høeg var i 30’erne, og der var efterhånden gået 10 år og to bøger fra den dag, han, som 25-årig på en kanotur i Sverige, besluttede, at nu ville han skrive.

Både ”Fortællinger om natten” og ”Forestilling om det tyvende århundrede” var vel modtaget og oversat til flere sprog, og Peter Høeg regnede med, at hans publikum lå på omkring de 5.000 læsere, som havde købt bøgerne.

»Men jeg kan huske, at jeg hen imod slutningen af arbejdet med Frøken Smilla løb en tur langs Frederiksberg Haves ydre perimeter. Nogle af bogens sætninger klingede i hovedet, og jeg blev pludselig opmærksom på, at denne bog, også på grund af genren, havde mulighed for at nå et større publikum ud over landets grænser,« siger han.

Da bogen udkom, skete næsten intet. Der var blandende anmeldelser, og den blev købt af de samme 5.000 læsere, der havde købt de foregående. Først da Peter Høeg et år senere modtog en fax på Cuba, hvor han ferierede i ly fra vinteren, begyndte eventyret om Frøken Smilla. Faxen fortalte, at det store amerikanske forlag Chivers North America ville udgive bogen i et første oplag på 100.000 eksemplarer.

»Da begyndte aviserne at skrive om Frøken Smilla, Bille August ville lave filmen, og jeg udkom med ”De Måske Egnede”. Fra da af gik det stærkt,« siger Peter Høeg.

”Frøken Smillas fornemmelse for sne” blev en international bestseller og øjeblikkeligt anerkendt som et litterært værk af særlig kvalitet.