Pralhals, der havde noget i handsken

Los Angeles

Hænderne ryster, og bevægelserne er stive.

Livet i det udtryksløse ansigt ser ud til for længst at have forladt øjnene.

Hos bokselegenden, der i sin storhedstid tryllebandt en hel verden.

Men det ikoniske sværvægtsfænomen kommer på ny til at sole sig i rampelyset i disse dage, når en hel verden mindes hans graciøse optræden i ringen samt hans dans, poesi og talegaver.

Historien om Muhammad Ali, som i årevis har været svækket af en særlig variant af Parkinsons sygdom, er fortalt flere gange.

Men den fortjener naturligvis at blive opdateret, når nu den aldrende eksverdensmester runder 70 år. Det gør han tirsdag.

Kolossal indflydelse

Sværvægtsbokseren, der kaldte sig The Greatest, var nemlig ikke blot én af de bedste boksere i historien. Hans mentale DNA sidder på alt lige fra rapmusik til den måde mange sports- og underholdningsstjerner præsenterer sig på i dag.

Hans kontroversielle optrædener og radikale beslutninger vakte opsigt. Og hans liv og karriere indeholdt dramatiske op- og nedture, der ikke kunne have været beskrevet mere kulørt i en roman.

Få har forsøgt at punktere myten med udsagn om, at hovedpersonen politisk og moralsk blev sat op på en piedestal, hvor han slet ikke hørte hjemme.

Mere herom senere.

Uomtvisteligt er det dog, at Muhammad Ali især i kraft af sine enestående evner som bokser blev et af de mest kendte ansigter i denne verden.

Det var under navnet Cassius Clay, at en ung, flot afroamerikaner fra Louisville, Kentucky i 1960 blev olympisk letsværvægtsmester i Rom.

Cykeltyveri i Louisville

Seks år tidligere begyndte han at bokse på opfordring af Joe E. Martin, en lokal politibetjent og boksetræner.

Clay, som havde fået stjålet sin cykel, anmeldte det til betjenten og erklærede, at han ville tæve gerningsmanden. Han blev derfor i første omgang opfordret til at melde sig ind i en bokseklub.

Efter få optrædener som professionel nævefægter stod det klart, at den nye sværvægter var godt i gang med at tilføje sporten en hidtil ukendt hurtighed og dansende elegance.

Han slog hårdt og præcist, men var først og fremmest hurtig og kunne undvige som ingen anden qua et fænomenalt benarbejde.

Bokseteknisk formede den unge Cassius sig efter Sugar Ray Robinson, som var verdensmester i weltervægt 1946-51 og i mellemvægt i fem perioder mellem 1951-60.

Robinson, som vandt 91 kampe i træk i perioden 1943-51, betragtes som en af boksesportens mest elegante kæmpere og besad især hurtighed i sine stødserier.

Skelsættende møde i Las Vegas

Uden for ringen var Clay ligeså spektakulær.

Før hvert opgør introducerede han ofte på rim, hvordan og hvornår han ville vinde sine kampe. Den rapkæftede og arrogante facon var egentlig ikke en del af hans natur.

Men et skelsættende møde under en PR-turné i Las Vegas havde sat gang i forvandlingen fra genert fyr til rapkæftet flab.

Som 19-årig mødte han den 46-årige George Wagner - en af datidens kendte showbrydere, som kom til at inspirere så forskellige personligheder som James Brown og Bob Dylan.

Første antihelt

Wrestling var i 1950’erne blevet populær tv-underholdning i USA, blandt andet på grund af George Wagner, som blev brydesportens første rigtige antihelt.

I det teatralske koncept, hvor promotoren på forhånd havde bestemt, hvem der skulle vinde, havde den ordinære George Wagner på egen hånd introduceret et flamboyant og karismatisk alter ego i et forsøg på at slå sit navn fast.

Gorgeous George, som han nu kaldte sig, brugte konsekvent bissetricks og optrådte altid i farvestrålende kapper, mens han vandrede arrogant rundt i ringen med store, blonde krøller, der dannede en opsigtsvækkende hårpragt.

En håndlanger sørgede for at spraye ringen med parfume, før den fine herre entrede arenaen med et par kvinder ved sin side. Han var med egne ord for smuk til at tabe og introducerede også den nedladende ”trashtalking” af modstandere og var bedøvende ligeglad med publikums reaktion.

Gode råd

Opførslen var totalt uhørt på daværende tidspunkt og udløste nogle gange opstandelse og optøjer på tilskuerpladserne, som dog altid var fyldt til bristepunktet, når Gorgeous George var på plakaten.

Mens James Brown adopterede den flamboyante tøjstil, og Bob Dylan blev opmuntret af den aparte antiheltefigur, sugede Cassius Clay de selviscenesættende pralerier til sig.

”Jeg så 15.000 mennesker, som alle kom for at se denne mand få tæsk. Det var hans pralerier, der gjorde det. Jeg tænkte: Det her er en rigtig god idé,” forklarede han nogle år senere.

Den unge bokser huskede også de uvurderlige råd, som den garvede showbryder delte ud af efter sin optræden:

"Mange mennesker vil betale for at se dig få lukket kæften. Så bliv ved med at prale og vær altid skandaløs," lød opfordringen.

Bokserens karriere kulminerede første gang, da den talentfulde træningsnarkoman i februar 1964 sensationelt besejrede Sonny Liston og blev verdensmester.

Sensationen i Miami

43 ud af 46 amerikanske journalister ved ringside havde på forhånd spået, at den tunge, frygtindgydende verdensmester ville knockoute den 22-årige rapkæftede gavflab, som året før havde været tæt på at blive knockoutbesejret af den britiske mester Henry Cooper.

Men i dagene op til matchen i Convention Hall i Miami hånede udfordreren uimponeret sin modstander med nedsættende tirader, rim og Gorgeous George-inspirerede citater, der tirrede verdensmesteren, som konsekvent blev kaldt en ”stor, grim bjørn.”

”Liston lugter endda som en bjørn. Jeg forærer ham til den lokale zoologiske have, når jeg har tæsket ham,” udbasunerede udfordreren.

I ringen angreb han ligeså uimponeret og tog med sin lette, dansende stil modet fra Sonny Liston, som blev siddende i sit ringhjørne efter 6. omgang med smerter i skulderen.

”I shook up the world,” skreg den nyslåede verdensmester gentagne gange og tilføjede højlydt: ”I must be the greatest!”

Nation of Islam

Dagen efter meddelte han, at han nu var konverteret til islam og hed Muhammad Ali.

Han havde inden da gradvist knyttet sig til de sorte muslimer, som havde den karismatiske Malcolm X som åndelig leder og optrådte som modspiller til Martin Luther Kings integrationsbestræbelser og ikke-volds-strategi.

De sorte muslimer, som senere blev til Nation of Islam, blev i 1960’erne en mærkbar faktor i de sorte bydele, hvor de prædikede separatisme og ville have deres egen stat i USA.

Og efter VM-sejren kunne bevægelsen tilsyneladende bruge Muhammad Ali som et symbol på afroamerikanernes borgerrettighedskamp.

Ifølge bevægelsens lære havde de sorte en religiøs og racemæssig særstilling i forhold til de hvide, som man ikke måtte blande sig med - selvom bevægelsens profeter og Muhammad Ali ironisk nok havde en stor appetit på hvide kvinder.

Flertallet betragtede faktisk Ali som lidt af en paria i de år, og mange håbede, at han snart ville tabe i ringen.

Det gjorde ondt på dem, da han i 1965 pinte og plagede en rygskadet Floyd Patterson i en VM-kamp i Las Vegas. Det patriotiske USA holdt med Patterson, og det kostede den populære eks-mester dyrt. Ali holdt sin løfte til pressen om, at man skulle se en virkelig afstraffelse.

Bokserens nye tro tillod ham ikke at være soldat i den amerikanske hær.

Tre år efter VM-triumfen og en række succesfulde titelforsvar nægtede han derfor at lade sig indskrive som soldat under Vietnam-krigen.

"Man, I ain’t got no quarrel with them Viet Cong." hed det i et berømt Muhammad Ali-citat fra de dage.

Modstanden mod krigen

Det etablerede, amerikanske samfund blev for alvor udfordret af den vedholdende idealist.

Til sidst blev han arresteret og idømt en fængselsstraf, mens bokseforbundet inddrog hans licens til at bokse. Det kostede VM-titlen og tre år af karrieren som bokser. Muligvis de bedste.

Mens sagen langsomt nåede helt op til den føderale højesteret, turnerede den karismatiske bokser rundt på landets universiteter, hvor han som en af de første markante offentlige aktører prædikede modstand mod den igangværende krig.

Det kunne de intellektuelle bruge.

De tog ham til sig.

Og krigsmodstanden inspirerede givetvis typer som Martin Luther King Jr., der indtil da havde været tilbageholdende med at kritisere Lyndon Johnson-regeringen, som jo havde støttet de sortes borgerretighedskamp og garanteret deres stemmeret.

Den politiske og folkelige modstand mod krigen voksede. I 1970 fik Ali sin bokselicens tilbage, og året efter fik han højesterets ord for, at han havde været i sin gode ret til at nægte militærtjeneste.

Frazier-trilogien

Det førte til ”Fight of The Century” med Joe Frazier i Madison Square Garden i New York med to ubesejrede amerikanske sværvægtere, som stod til at inkassere 2,5 mio. dollar hver.

Verden stod stille. Ali blev sendt i gulvet i 15. omgang, og Frazier vandt på point.

Optakten til kampen blev meget politisk ladet, da Ali fremstillede Frazier som de midaldrende amerikanske patrioters mand, og fik de sorte i USA til at vende sig imod Frazier, selvom begge boksere var sorte. Det til trods for, at Frazier i årene, hvor Ali var udelukket, var en af hans største støtter.

De mødte hinanden to gange til, hvor Ali vandt. Den sidste match - ”The Thrilla in Manila” i 1975 - havde nær taget livet af begge boksere.

Træner Eddie Futch opgav før den 15. omgang for den halvblinde og forslåede Frazier, som protesterede vildt. 14. omgang havde været den vildeste af de i alt 41, som de to havde kæmpet mod hinanden.

Ali rejste sig fra sin skammel, men kollapsede få sekunder efter i sit ringhjørne af udmattelse og blev efterfølgende båret og slæbt tilbage til sit omklædningsrum.

Nedturen

Alis fabelagtige hurtighed og evne til at undgå at blive ramt fra første halvdel af karrieren var for længst forsvundet. Nu absorberede han stød.

Men hans ringintelligens var høj nok til at afgøre de sværeste opgør til egen fordel.

Således også året forinden hvor han med sin rope-a-dope-taktik i Kinshasa, Zaire lod George Foreman slå sig træt i otte omgange, inden han eksploderede og chokbesejrede den udmattede verdensmester i "Rumble in the Jungle".

I 1978 genrobrede VM-titlen for tredje gang, som den første i historien, da han revancherede sit nederlag samme år til Leon Spinks. Men han skadede reelt sig selv i sidste halvdel af karrieren og forstod ikke at trække sig tilbage i tide.

I Las Vegas to år senere sad han med et dinglende hoved og en slatten krop i ringhjørnet, da træner Angelo Dundee, som havde sekunderet ham i over 20 år, opgav på sin boksers vegne før 11. omgang i Alis sidste VM-kamp.

Verdensmesteren Larry Holmes havde slået og slået, men kunne ikke få den drattevorne legende til at falde.

Allerede før VM-opgøret havde han vist tegn på den Parkinson-lidelse, der først blev konstateret af lægerne fire år senere.

Tidligere tiders velformulerede talestrøm var gradvist erstattet af sløret mumlen.

"Uncle Tom"

I dag har pugilistic parkinsonisme, som eksperterne kalder det, forvandlet legenden til en skygge af sig selv.

Der er skrevet over 100 bøger om Muhammad Ali, som også menes at være blandt de mest fotograferede mennesker på kloden.

De fleste værker er rene hyldester, idet der stort set hersker enighed om, at hovedpersonen var en seriøs mand, der vidste, hvad han gjorde. Forfatteren Mark Kram har som en af de få forsøgt at punktere myten om manden udenfor ringen i bogen ”Ghosts of Manila”.

Ali nægtede ifølge forfatteren ikke sin militærtjeneste på grund af en overbevisning, men fordi han blev presset af sine trosfæller, som udnyttede ham groft.

Selvom det stod klart, at han reelt aldrig ville blive sendt til Vietnam, fik de overbevist ham om, at han ville komme i straffelejr eller risikerede at blive skudt af en sergent.

De havde brug for en martyr, og tvang ham til skilsmisse, stjal hans penge og brugte den forvirrede unge mand i et korstog for egen vindings skyld.

Fortidens synder

Den udbredte opfattelse af ham som en charmetrold står ifølge Mark Kram også i skærende kontrast til de racemæssige skældsord, som han bombarderede modstandere og racefæller med.

De spøjse PR-trick fra den tidlige del af karrieren blev efter hamskiftet erstattet af hadefulde ytringer og ondskabsfuld retorik, som blandt andet gik udover Joe Frazier, der blev kaldt for en gorilla og ”Uncle Tom” – den hvide mands neger.

Og de verbale angreb nagede en person som Frazier livet ud.

Men mange Ali-støtter vrider historien i en anden retning. Vrede og frustration over raceadskillelsen og de uretfærdige vilkår fik ham til at tilslutte sig en bevægelse, der netop gik ind for raceadskillelse. Og det var der indlysende årsager til.

Undermennesker

I 1960’erne blev de sorte nemlig fortsat betragtet som undermennesker og behandlet derefter. Tiden blev præget af begivenheder, der fik mange andre til at træffe radikale valg.

Muhammad Ali, som fortsat er muslim, forlod selv Nation of Islam i 1975.

Før hans sygdom for alvor kvalte hans talegaver, nåede han at gøre op med en del af sin fortid med følgende citat, som også pryder en væg på det treetagers store Muhammad Ali Center-museum i Louisville:

"Den, der mener det samme, når han er 60, som han gjorde, da han var 30, har spildt 30 år af sit liv."

Nu er han næsten blevet 70.

Sidste kapitel

De offentlige optrædener er så småt ved at ophøre for den svækkede mand, der bliver svagere dag for dag, og som lever en stille tilværelse i Paradise Valley, Arizona sammen med sin fjerde kone.

Fødselaren, der ved årtusindskiftet blev kåret til århundredets sportsmand og århundredets sportspersonlighed af henholdsvis Sports Illustrated og BBC, er ellers kommet vidt omkring, når han er blevet hyldet verden over og stillet op til alskens velgørenheds-arrangementer.

Han var blandt andet i Afghanistan for FN som officiel budbringer for fred og drog i 1990 til Irak, hvor han forhandlede sig frem til løsladelsen af 14 amerikanske civile gidsler i forbindelse med Golfkrigen.

Og mange husker sikkert de hjerteskærende billeder på TV, da han tændte den olympiske ild ved OL-åbningsceremonien i Atlanta i 1996.

Mange år forinden havde han nedtonet sin aggressive retorik. Men kun få havde nok kunne forestille sig, at den mand, der var så polariserende og hadet af det patriotiske USA i midten af 1960'erne, kunne ende med at blive så elsket og feteret på hele jordkloden.

Hyldes i fødebyen

Legendens seneste offentlige fandt sted, da han for et par måneder siden deltog i ærkerivalen Joe Fraziers begravelse i Enon Tabernacle Baptist Church i Philadelphia.

Snart skal bokseverdenens største navn gennem tiderne hyldes ved et stort arrangement på MGM Grand Garden Hotel i Las Vegas. Og i California og Arizona.

Men først er han inviteret hjem til barndomsbyen og fødselsdagsfest for de nærmeste i Muhammad Ali Center i downtown Louisville, hvor det hele startede for snart mange år siden.

Med et cykeltyveri.