Da jorden skælvede i Californien
Risikoen for et nyt stort jordskælv er blevet ubehageligt nærværende efter katastrofen i Japan.
Los Angeles
”Det kan blive i morgen, det kan blive om ti år. Det synes usandsynligt, at spændingerne kan blive ved med at hobe sig op.”
Sådan sagde geofysikere og forskere fra blandt andet Scripps Institution of Oceanography i San Diego for fem år siden om udsigterne til et kæmpeskælv i Californien.
Eksperterne er generelt enige om, at det umuligt at forudsige et jordskælv. Men efter den japanske jordskælvskatastrofe i januar er frygten for et kæmpeskælv siden steget, fordi Californien ligger i den såkaldte ring af ild.
Berygtet jordskælvszone
Først blev New Zealand ramt, derefter Japan og så Chile. Og det er alle lande, der præcis som Californien ligger i samme jordskælvsring.
Tæt på både San Francisco og Los Angeles mod syd, løber en af verdens mest kendte og aktive jordskælvszoner, San Andreas-forkastningen.
I 1989 kostede et jordskælv i San Francisco 63 mennesker livet.
Men jordskælvszonen forårsagede i 1906 det mest ødelæggende i USA’s historie.
Jordskælvet, som indirekte førte til over 3.000 dødsfald og gjorde halvdelen af San Franciscos indbyggere hjemløse, satte sig varige minder i den amerikanske bevidsthed, fordi det var det første, der blev fotograferet og filmet.
SE VIDEO: Køretur gennem San Francisco før og efter jordskælvet (eksternt link).
Veldokumenteret tragedie
Der findes adskillige fotografier af de brændende ruiner og de forstenede overlevende. Og selvom alle, der oplevede katastrofen, er døde i dag, lever vidneberetningerne videre.
Før den gruopvækkende morgen den 18. april 1906 var byen ubetinget det økonomiske og kulturelle centrum på USA's vestkyst. Men en onsdag morgen klokken 5.12 begyndte det at rumstere under jorden.
Epicenteret for hovedskælvet lå omkring 3 kilometer uden for kysten i otte kilometers dybde, og de fleste eksperter estimerer, at skælvet målte 7,9 på richterskalaen.
Rystelserne, som forårsagede stor skade på adskillige bygninger, kunne mærkes lige fra Oregon i nord til Los Angeles i syd. Men det var især de efterfølgende brande, der sårede byen og ødelagde over 25.000 bygninger.
Bygninger rystede
San Franciscos bymuseum har samlet en række øjenvidneberetninger fra rige såvel som fattige indbyggere, der oplevede katastrofen på nærmeste hold.
En af dem er Arnold Genthe, som skrev sine indtryk ned. Den midaldrende rigmand havde efter en underholdende aften i operaen, hvor han havde oplevet den italienske tenorstjerne Enrico Caruso, lagt sig til at sove med tonerne af Carmen i sit hoved.
”Det føltes som om, at jeg lige var faldet i søvn, da jeg blev vækket af et skræmmende spektakel fra lyden af mit kinesiske porcelæn, som jeg havde indsamlet de sidste par år, og som styrtede ned på gulvet. Hele huset knirkede og rystede, og lysekronen svingede i pendulfart. Jeg følte det som om, at jeg befandt mig på et skib, som blev kastet rundt på grund af høje bølger,” skriver Arnold Genthe, som tilføjer en bemærkning i parentes om, at hans interesse for kinesisk porcelæn forsvandt efter ulykken.
En "ildevarslende stilhed" efterfulgte rystelserne, skriver Arnold Genthe, som også noterer, at hans japanske tjener, der ellers var vant til jordskælv fra sit hjemland, flygtede ud på gaden.
I sikkerhed på gaden
Frederick H. Collins, daværende indehaver af en dametøjsforretning i nabolaget, skriver i sin vidneberetning, at sten og bygningsdele regnede ned på brorstenene og blandede sig med ”skrigene fra hundredvis af kvinder, som farede ud på gaden halvnøgne.”
Jordoverfladen rystede ifølge de fleste optegnelser i næsten halvandet minut.
Da operakenderen Arnold Genthe selv fik tumlet sig udenfor, var gaderne allerede fyldt op med mennesker. Mødre og børn i nattøj og mænd i pyjamas eller overfrakker.
Efter et stykke tid, var der ”ingen tegn på hysteri eller fortvivlelse,” skriver Arnold Genthe, som også konstaterede, at husmure her og der var styrtet sammen, mens de fleste skorstene var kollapset.
Rig som fattig hjalp hinanden med mad og fornødenheder. Men mareridtet var imidlertid langt fra ovre.
Gigantisk storbrand
På grund af bristede gasledninger begyndte over 30 brande rundt omkring i byen så småt at tage fat.
Urutinerede brandfolk forsøgte at forhindre ilden i at sprede sig ved at destruere bygninger med dynamit og skabe et tomrum mellem konstruktionerne.
Men i flere tilfælde resulterede det blot i endnu flere brande. Og det blev ikke bedre, da en del indbyggere selv begyndte at sætte ild til deres ødelagte hjem. Forsikringsreglerne tog nemlig højde for ildebrande, men ikke for skader efter jordskælv.
Flere brande smeltede sammen og forvandlede sig til sidst til en gigantisk storbrand. Da en stor del af byens vandledninger samtidig var bukket under, brændte det i fire hele døgn, før de sidste flammer blev slukket.
Herefter var problemerne imidlertid ikke overstået.
Hård kurs mod tyveknægte
Desperate indbyggere var allerede kort efter jordskælvet begyndt at plyndre butikker for fødevarer, drikkevarer og værdier.
Hæren blev sat ind for at patruljere, og byens borgmester gav ordre til på stedet at skyde enhver, som blev grebet i at stjæle.
”Klokken fem hørte vi et riffelskud i boligblokken, og så en ung dreng falde død om. Han var dumdristig nok til at vove sig ud og låne noget whisky til sin syge mor,” skriver indehaveren af dametøjsforretningen, Frederick H. Collins, som også beskriver stemningen i byen i dagene efter jordskælvet.
”Sikke en nat. Vi følte, at hvis vi kom hjem i live, ville vi blive her for altid. For der er ikke noget lys nogen steder, og de skyder, hvis man er ude efter klokken 20.30. Så man sidder i bælgmørke med en skummel røg over hovedet og en stilhed som i en grav kun afbrudt af lejlighedsvise efterskælv.”
Store flygtningelejre
Dødstallet oversteg i første omgang 700. Men eksperter mener, at i alt mere end 3.000 mennesker omkom på grund af katastrofens følger.
Mellem 200.000 og 300.000 ud af byens 410.000 indbyggere blev hjemløse efter katastrofen. Mange blev evakueret og indlogeret midlertidigt i flygtningelejre i udkanten af byen, mens andre søgte mod nabobyerne Oakland og Berkeley.
Hæren oprettede teltlejre og byggede blandt andet over 5.000 midlertidige træboliger.
Få svor, at de aldrig ville vende tilbage, herunder den gæstende stjernetenor Caruso, som holdt sit løfte.
Optimistisk genopbygning
Men ellers blev den store genopbygningsproces præget af fornyet optimisme og glæde. Borgerne indsamlede tøj og mad og organiserede fællesspisning.
I juli samme år kunne hæren trække sig tilbage fra byen, mens folk i byen hjalp hinanden på fode igen.
Under sin research til en bog om katastrofen bed San Francisco-forfatteren Rebecca Solnit mærke til noget opsigtsvækkende.
Hun fandt ud af, at mange mennesker tæt på jordskælvet beskrev deres oplevelse af tiden umiddelbart efter som en lykketilstand fyldt med mening, virkelyst og samhørighed.
Da de først var kommet sig over det første chok, udviste mange af de ramte både nærhed, handlekraft og stor opfindsomhed.
Uforudsigelig fremtid
San Francisco mistede de efterfølgende år sin position som den mest befolkede og mest industrialiserede på den amerikanske vestkyst. Men mange tøver ikke med at påstår, at byen fortsat har langt mere sjæl end Los Angeles mod syd.
Katastrofen i San Francisco gav samtidig forhåbninger om, at man måske engang i fremtiden ville kunne forudse og måske forebygge lignende katastrofer.
Netop på grund af risikoen for jordskælv er de fleste nyere bygninger i San Francisco og Los Angeles i dag jordskælvssikret, så de kan modstå rystelser på op til seks på Ricter-skalaen.
Men jordskælv – også de helt store på over seks - er stadig på trods af forskernes ihærdige indsats fuldstændigt uforudsigelige.
SE VIDEO: Køretur gennem San Francisco før og efter jordskælvet (eksternt link).