Ryan Adams: DEMOLITION
Ryan Adams har udvalgt de bedste numre fra fem meget forskelligartede indspilninger på 10 måneder.
Ryan Adams:
DEMOLITION
45 min.
Universal Music
Den 27-årige sangskriver og guitarist Ryan Adams har placeret sig i overhalingsbanen på den amerikanske musikscene. Han skriver sange og haster i studiet ved den mindste lejlighed foruden at være flittigt turnerende i det meste af verden.
Efterhånden havde han så mange indspilninger, at rygterne gik på en boksudgivelse, men efter at have tænkt tingene igennem plukkede han det bedste ud af de fem meget forskellige sessions i løbet af 10 måneder fra december 2000 til oktober 2001. Hver gang var der faktisk indspillet så mange numre, at de nemt kunne fylde en CD.
Herligt roderi
En boks på fem-seks CD'er var nok rigeligt, men kvaliteten og afvekslingen på "Demolition" medfører en ubændig trang til at ville høre det hele. Spektret er fra ren, men melodiøs garagerock til stille ballader og fra et fuld besat band til kun guitar og sang.
Det lyder som en rodebutik, og det er det også, men en herlig en af slagsen, hvor ørerne uafvendeligt finder nye elementer ved hver indspilning. Ryan Adams' stemme - lyder som Neil Young - og særpræg som sangskriver udgør den røde tråd uanset om melodien er hårdtpumpet rock a la U2 eller stille folkemusik som en tidlig Dylan. Og skrive fængende sange, det kan Adams. Der findes fire-fem sange, som i forskellige stilarter alle har kvaliteten til at blive radiohits.
Teksterne mangler
Med dobbelt-CD'en "Gold" fra sidste år etablerede Ryan Adams sig for alvor i en yderst afvekslende stil, som bl.a. Steve Earle mestrer. Kategorien kan kaldes americana eller alternativ countryrock.
De fem sessions er lige fra indspilninger kun akkompagneret af lap-steel guitaristen Bucky Baxter, tidligere Bob Dylans band, til Adams' sædvanlige band, der optrådte i sin fritidsbeklædning som garagerock-band.
"Demolition" betragter Ryan Adams som et pausesignal. Han er gået i gang med at indspille den rigtige opfølger til "Gold".
Hvor vi dog nyder pausen. Bare ikke med at læse hans tekster, for de følger ikke med. Det er for ringe - titler som "Nuclear" og "Jesus" skriger på uddybning.
.