Fortsæt til indhold
Kultur

Forfatteren Tove Nielsen er død

Forfatter og tidligere kriminalassistent Tove Nielsen, Kastrup ved Vordingborg, er død efter kort tids sygdom på Rigshospitalet.

Kilde: Helsingør Dagblad

Det skriver Helsingør Dagblad. Hun blev 67 år. Tove Nielsen var i 37 år ansat i kriminalpolitiet med speciale i voldskriminalitet og seksualkriminalitet blandt andet ved politiet i Vordingborg og Helsingør.

Hun har også været i drabsafdelingen ved Københavns Politi. Men allerede som 12-årig skrev hun et hørespil og en novelle til børneradioen, og som 18-årig skrev hun digte i ugeblade.

Den egentlige debut som forfatter kom i 1980 med den meget omdebatterede digtsamling, »Kvinde dit navn er offer«, som nu er udkommet i 5 oplag, i alt 10.000 eksemplarer.

Tove Nielsen har skrevet debatbøger, digte, skønlitterære bøger, biografier og viser. Herudover har hun skrevet over 150 noveller og romaner til danske, norske og svenske ugeblade.

Hun har været fast skribent på Den Liberale Presse med causerier, og fra 1986 til 1999 huspoét for AOF Randers, og mange af hendes digte er sat i musik. I årene fra 1986 til 1996 var Tove Nielsen brevkasseredaktør på Ugebladet Femina.

Samtale i stedet for vold

Det var også Tove Nielsen, der sammen med fire andre kvinder stiftede Joan-søstrene i Danmark i 1977, og hun stod sammen med konsulent Fritz Bistrup, bag det voldsbekæmpende skoleprojekt: "Samtale i stedet for vold," som der undervises efter i Folkeskolen og som er en del af regeringens voldspakke.

Projektet startede i 1985, hvor de to medstiftere selv rejste rundt og underviste og uddannede instruktører i projektet. Tove Nielsen var gæstetaler ved såvel Nordisk Råds konference om vold i familien i 1985, som ved Nordisk kvindekonference om vold mod børn i 1988 i Oslo.

Hun har været med i en tværpolitisk kvindegruppe, som arbejdede med kvinders retssikkerhed på voldsområdet op gennem firserne, og som fik mange mærkesager gennemført, blandt andet psykologhjælp til volds- og voldtægtsofre, ændringer i lovgivningen på området, advokatbistand til ofrene, ordentlige erstatninger med videre.

Tove Nielsen var også interesseret i dyreværnsarbejde og medlem af flere dyreværnsforeninger. Tove Nielsen har sammen med Socialrådgiver og forfatter Lissy Holtegaard fra Humlebæk, som var med ved besættelsen af Grevinde Danner Stiftelsen i halvfjerdserne, lavet undervisningsmateriale til ARTE om voldtægt.

Den femte kvinde i politiet

Tove Nielsen kom til verden i Vigsnæs ved Sakskøbing på Lolland, og som ung var hun ansat i hæren, flyvevåbnet, fængselsvæsenet og ved særforsorgen - den daværende åndssvageforsorg. Hun blev ansat i politiet i 1966 og var den femte kvinde, der blev ansat.

Hendes sidste bog »Regnbuedans« udkom ved årsskiftet. Det er en erindringsbog om hendes tid i en typisk mandeverden. For nogle år siden udkom bogen »Skæve knald«, som hun skrev sammen med Irma Henriksen - en humoristisk erindringsbog om to modne kvinders seksuelle erindringer.

Tove Nielsen var ugift og har en voksen datter. Hun var mormor til to børnebørn - en pige og en dreng. Tove Nielsen havde to længerevarende parforhold uden at være gift.