Fortsæt til indhold
Kultur

Flotte anmeldelser til Radiohead

Roskilde Festivals hovednavn Radiohead får fire og fem stjerner efter torsdagens koncert på Orange Scene.

Det britiske rockorkester Radiohead får flotte anmeldelser for koncerten på Orange Scene torsdag aften. Bandet roses for en velspillet og eksperimenterende koncert, som endte i fællessang til hitsinglen ”Karma Police”.

Både Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten kvitterer med fem stjerner, mens Politiken nøjes med fire.

Alsidig sætliste

Radiohead gemte hittet ”Karma Police” til sidst og brugte koncerten første halvanden time på at trække publikum gennem de mere eksperimenterende dele af karrieren.

”Det var alt andet end den sikre vej at gå, Radiohead satte deres eget ry og rygte på spil. Men det var svært at have noget imod den beslutning, for der var så meget nerve, så megen intensitet i de sange, at hele følelsesregisteret blev udfordret om og om igen,” skriver Berlingske Tidendes anmelder Thomas Søie Hansen.

Nye versioner

Her på Morgenavisen Jyllands-Posten er vi også glade for Radioheads optræden. Vi glæder os blandt andet over bandets evne til at trække sangene væk fra studieversionerne.

”Det kom blandt andet til udtryk i den svært tilgængelige ”Everything In It’s Right Place”, der på på smuk vis får rocken og technomusikken til at gå hånd i hånd. Her præsenterede bandet desuden et af aftenens mange vellykkede forsøg på at trække sangene væk fra studieversionerne. I et længere instrumentalt forløb begav bandet sig ud i noget, der kaldte på et dance-hit fra 1990’erne og omdannede pladsen foran Orange Scene til ét stort dansegulv.”

Velspillende band

I Ekstra Bladet hæfter anmelder Henrik Queitsch sig blandt andet ved det velspillende band:

”Og så hjælper det jo også på det, at Radiohead uden tvivl er et af verdens mest velspillende orkestre, som kan blive ved med at finde nye overraskende klange og vride skabelonerne til uigenkendelighed. Mange har prøvet, men der er stadig ikke nogen, der lyder som Radiohead.”

Indadvendt

Politikens anmelder Erik Jensen nøjes med at give fire stjerner og hæfter sig ved bandets indadvendthed:

”Der findes formentlig ikke noget rockband, som spiller bedre end Radiohead.

Problemet er bare, at den britiske gruppe tilsyneladende spiller mest for sig selv og ikke rigtigt kommer udover så skarp og krævende en scenekant som den, der findes på Orange Scene på Roskilde Festival.

Her leverede Radiohead torsdag aften formentlig en af de mest velspillede koncerter i festivalens historie, men også en af de mest indadvendte.”