Schanz: Det var godt det holdt op

Hans-Jørgen Schanz var den danske marxismes kejser i 1970'erne. Han introducerede den såkaldte ”kapitallogik” i Danmark, og hans første bog fik på Aarhus Universitet regulær kult-status.

Den bar klapperslange-titlen ”Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status” og var lige så hundesvær, som titlen antyder.

I dag er Hans-Jørgen Schanz professor i idehistorie og er for længst draget ind på andre filosofiske jagtmarker. I dag er det tænkere som Heidegger, Wittgenstein og Hannah Arendt, der optager ham, og de ligger så langt fra Marx, at de i en vis forstand er hans modsætninger.

Men Schanz kom også til dem ved at følge en klassisk marxistisk recept: Studér modstanderen grundigt.

Han blev betaget og afvæbnet.

Blå i hovedet
Til sin græmmelse har den 60-årige Schanz måttet forlade det kontor i Aarhus Universitets hovedbygning, hvor han sad i næsten 30 år. Nu residerer han på 6. sal i nye humaniorabygninger på den anden side af byens ringvej.

De eksklusive gule murstensgulve er erstattet af vinyl, men en formidabel udsigt er et plaster på såret. Hele Århus ligger udbredt neden for termoruderne, og var det ikke for et bestemt bakkedrag derude bag bugten, ville Schanz kunne se sit sommerhus på Mols.

Her sætter vi os mellem studerendes opgaver til alle sider, lagt ud i små bunker. Deres udsendte husker fra sin egen tid som studerende, at de københavnske marxister var ængstelige ved århusianernes flid og høje teoretiske niveau. Det indtryk er ikke forkert, bekræfter Schanz:

»De var så bange for os. De turde ikke holde seminarer med os. En gang derovre blev de sådan sat til vægs, at de aldrig turde komme herover. De fik et chok over belæstheden her, for de diskede mest op med floskler.«

Ja, vi havde indtryk af et sandt arbejdsraseri blandt studerende og lærere i Århus?

»Det var helt vildt! Det var en ren rus. Der kom ikke rigtigt noget ud af det, men én ting var betydningsfuld: De studerende fik et løft og et engagement uden lige, og de læste, til de var blå i hovedet. At de så også mente, at de var klogere end Gud var selvfølgelig et problem.«

Det herskede en vis indbildskhed?

»En meget stor indbildskhed!«

Stormens øje
Du sad i stormens øje, midt inde i det arbejdsraseri?

»I en vis forstand ja. Politisk har jeg imidlertid aldrig siddet der. Jeg har aldrig været medlem af noget parti. Men jeg gjorde det teoretisk.

Jeg opholdt mig i Frankfurt fra 1970 til -71. Dernede var man i gang med et opgør med dels den historiske materialisme, dels med klassekampsteorien. Det opgør skilte i øvrigt frankfurterne fra berlinerne. Rudi Dutschke, som vi jo lærte godt at kende her i Århus, var af den gamle skole og hadede frankfurterne. Derfor havde jeg faktisk svært ved at diskutere med ham.

I Frankfurt udviklede man på baggrund af den gamle frankfurterskole en helt ny måde at læse Marx på. Den tilbageviste al tidligere læsning - med en vis skråsikkerhed.

Under den inspiration skrev jeg bogen ”Til rekonstruktionen”. Jeg er helt sikker på, at den havde fat i noget af det rigtige. Men det var en vild bog, kun et programskrift til noget større, og den førte ikke rigtigt til nogen resultater.

Den kom i 1973, i 1981 var jeg klar over, at dét løb var kørt. Nogle år endnu arbejdede jeg videre med marxisme, men blev træt af det.

Da kom jeg på den gode ide, at nu kunne det være sjovt at læse nogle af modstanderne. Jeg har altid sagt til mine studerende: Hvis I med Marx vil kritisere den borgerlige økonomi, skal I først læse den borgerlige økonomis forfattere.

Jeg ville læse de filosoffer, som frankfurterne hadede. Heidegger og Wittgenstein ikke mindst. Og da opdagede jeg: Hold da kæft mand, hvor de havde misforstået dem. Hvilke kontinenter af viden dukkede ikke op der. Det har jeg så arbejdet med mere eller mindre siden. Der fandt jeg ud af, at verden er større end marxismen.«

Generation 68
Hans-Jørgen Schanz vil gerne have lov at skelne:

»Jeg har aldrig opfattet mig som 68'er. Deres generationsopgør var præget af ønsket om, at alt skulle være alternativt. Og af en enorm bedrevidenhed på alle punkter. Det eneste, 68'erne egentligt respekterede, var vel tilfredstillelsen af deres egne behov. Jeg følte mig aldrig hjemme i det.«

Et nøglepunkt i netop din marxisme holder vel egentlig: Dette at stadigt flere områder af samfundet omdannes og rettes ind efter kapitalismens logik, dens væsen?

»Ja ja! Det sker i et omfang, man overhovedet ikke kunne forestille sig i 1970'erne. Det er der ingen tvivl om.«

Kan man sige, at du med Wittgenstein og Heiddegger egentlig fortsat afsøger grænsen mellem en teknokratisk logik og det andet, der ligger uden for?

»Det kan man. Men i modsætning til dengang, er jeg i dag af den opfattelse, at der ikke bare er faktiske grænser for, hvad kapitallogikken kan underlægge sig. Der er principielle.

Der vil altid være modstandsformer eller frirum. De opstår nemlig hele tiden på ny. De opstår så at sige hver gang, der fødes et ny menneske. Så opstår frihedens mulighed til at skabe noget andet.

Marx' forudsigelser var sociologisk rigtige og filosofisk forkerte. Sociologisk lader det sig beskrive, at flere og flere områder indordnes under kapitalen. Men ingen kommer helt ind under, og der opstår modstand hele tiden.«

Revolutionen
Her taler du om modstand på individets plan, men i 1970'erne skulle modstanden være kollektiv og altså revolutionær. Var du revolutionær i 1970'erne?

»Jeg opfattede mig ikke som politisk revolutionær. Men jeg opfattede det, som jeg sad med som revolutionerende forskning.«

Håbede du på en revolution i f.eks. Danmark?

»Bestemt ikke. Jeg var med i studenterbevægelsen, men jeg var ikke blind for dens naivitet og dens tendenser til - ja, totalitarisme er overdrevet, men til kravet om indordning. Og er der noget, jeg har det skidt med, så er det indordning. Jeg har en stor anarkist i maven.«

Schanz sætter punktum for den erklæring ved at skodde sin cigaret. Klapjagten på rygere gør Hans-Jørgen Schanz rasende, og han opfatter de mange nye regler som uhørte indgreb i den personlige frihed.

Uhyggen
Indordning, ja - miljøet på universiteterne var faktisk uhyggeligt i 1970'erne, skal jeg hilse og sige - af egen erfaring.

»Jamen, det var meget uhyggeligt. For fanden da, og jeg vil heller ikke sige mig fri for at have optrådt som kommissær - i videnskabsmæssige sammenhænge. Jeg har aldrig gjort det politisk.«

Schanz puster eftertænksomt røg ud og kigger mod bordpladen:

»Det var simpelt hen bare godt, at det holdt op.«

Det havde jo karakter af vækkelse.

»På godt og ondt. Det fik folk ud af ligegyldigheden, men de troede så også at have svar på alt. De blev hamrende intolerante. Det fulgte af den bedreviden.«

Nemt var det ikke for de få, der blev kaldt ”borgerlige” eller ”sorte” og som oplevede udstødelsen i Stakladen.

»Det er rigtigt nok. Der var en del, der blev knust på det der. Men det var nu som regel medløberne, der stod for en mobbende justits. Den skulle der være slået ned på.

Her på Institut for Idehistorie havde de jo heldigvis en ret aktiv modgruppe, vi kaldte dem ”jungianerne”. De var mange - med Jes Bertelsen som frontfigur, ham, der i dag leder det spirituelle center i Nr. Snede.«

Sjæleingeniører
Netop de danske universitets-marxister, der gerne kritiserede Sovjetunionen, kunne være meget dygtigere sjæle-ingeniører end nogen klodset sovjet-ideolog. Danskerne fokuserede på justeringen af folks ”falske bevidsthed”. Den ambition er vel i dag sivet ned fra universitetet ud i hele undervisningssektoren, hvor man er blevet meget optagede af at forme børns og unges sind?

»Ser du, det tror jeg ikke kan tilskrives studentermarxismen. Det er en effekt af velfærdsstatens generelle breden sig. I det hele taget er der ikke længere meget som studentermarxismen kan tage æren for. Alt er væk. På universitetet er medbestemmelsen nu mindre end i professorvældets tid. Det hele ordnes fuldstændigt katolsk-hierarkisk.

Der er heller ingen offentlighed på stedet længere. Det var jo bestræbelsen dengang, at opbygge offentligheder inden for institutionen, hvor man kunne drøfte universitetets vilkår og politik. De er helt forduftet.«

Marxismen er også borte, men de humanistiske studerende vil stadig opfatte sig selv som til venstre for midten?

»Det tror jeg er rigtigt. Men det er ikke så massivt, som det har været. Jeg har flere studerende på mine hold, der erklærer sig som ultraliberalister. Uden noget som helst problem - heller ikke i forhold til de andre studerende. Der er kommet langt mere personlig myndighed på banen, forstået som evnen til at formulere sine egne påstande. Folk er ikke så bange i dag.

Der er heller ingen dominerende konjunkturer for tiden, der ligesom tæppebomber det hele. Heldigvis for det.«

Religionen
Teologen K. E. Løgstrup har du læst grundigt. Er din brug af ham rent filosofisk - eller er du også begyndt at betragte dig selv som et religiøst menneske.

»Nej, det betragter jeg mig ikke som. Men jeg har stor respekt for Løgstrup. ”Religiøsitet uden religion” lyder overskriften til en artikel jeg skrev om Wittgenstein, og den kunne jeg måske sætte på mig selv.«

Noget, som stadig er iblandt os, er materialismen, endda i skærpet udgave. For nu sætter hjerneforskningen og genetikken dagsordenen, også langt ind i humaniora. Så på en måde er det 21. århundredes unge mere materialistiske end 1970'ernes?

»Helt klart. Eller: De ligger mere under for et videnskabsideal end et ideal om tænkning.

Det er altså forunderligt at nogen kalder dette et ”videnssamfund”, når det i virkeligheden avler tankeløshed. Man tænker ikke længere, men går på forhånd, uden videre omtanke, ind i videnskabelige kategorier.

Det har vi et lille problem med, sådan et sted som her på Filosofi og Idehistorie, men det gør vi noget for at komme ud over.«

Næse for dårlig filosofi
Den naturvidenskabelige fornuft behøver ikke være det samme som den militante materialisme, der f.eks. mener at udgrunde tro og kærlighed ved at finde ”punkterne for dem” i hjernen?

»De filosofiske konsekvenser, som man drager af hjerneforskningen med påstande som: ”Det er hjernen, der tænker”, holder jo ikke. Det er sgu ikke min hjerne, der tænker, det er mig, der tænker.

Jeg har en god næse for noget, der i den grad lugter af elendig filosofi pakket ind i videnskabelighed.

Det er den nye mode, men den er ikke værd at bruge kræfter på. Men jeg skal nok gå i clinch med den, når jeg møder den.«

Der findes eks-marxister, der eksploderer, når man berører fortiden. Engang talte de ellers om, hvor vigtig den såkaldte ”erfaringsdannelse” er.

»Jeg kender godt typen. Jeg har ikke noget imod at konfrontere mig med min egen fortid, for hvis man ikke kan arve sig selv i en vis form for kontinuitet, så har man et problem.

Alle kan tage fejl, men vi skal erkende den givne kontinuitet, for uden den bliver erfaring og dømmekraft helt umulige. Man er nødt til at kunne indrømme en fejl. Både over for andre og over for sig selv. Og meget få mennesker har ikke taget fejl.«