Nekrolog over Bodil Udsen: Skuespiller i stort format

Folkeeje.

Sådan må mindet om skuespilleren Bodil Udsen vist sammenfattes, selv om mange af de roller, hun spillede, langtfra var specielt folkelige.

Men enhver dansker syntes at kende hende fra et langt og rigt liv på teatret, film, fjernsyn og radio. Den lille, brede og særdeles kontante dame med den rå, men hjertelige latter, naturligheden selv, rund og god, barsk og skrap - folkelig uden et sekund at være påtaget eller falsk.

Den kunst har ikke mange kunnet gøre Bodil Udsen efter.

Rigt facetteret

Samtidig med at hun også dyrkede og raffinerede det seriøse, komplicerede og psykologisk rigt facetterede teater.

Det var både Rottehullets Emma i "Huset på Christianshavn" og Winnie i Samuel Becketts absurde "Glade dage" , spillet ikke mindre end 380 gange; det var Fløjtetønden Victoria, men også det livskloge portræt af den amerikanske forfatter Gertrude Stein i mammutmonologen af samme navn.

Det er disse sving mellem yderpunkter i karrieren, der gjorde Bodil Udsen så fængslende - som menneske og som skuespiller.

Opvokset pænt og borgerligt

Helt fra begyndelsen, født og opvokset pænt og borgerligt med studentereksamen og adgangsbillet til Det Kgl. Teaters elevskole.

For derpå at måtte forlade den efter første elevår og i stedet blive klogere på scenens svære kunst via revyen og cabaretten. Med officiel revydebut hos Stig Lommer på ABC-Scenen med visen ?Der skal også være noget for husarerne? i 1952. Det var der og det blev der.

Som varieté-skuespiller på Dyrehavsbakken og i flere Helsingør-revyer op gennem 1950’erne. Det var her, fløjtetønden Victoria blev fløjtet ind i 1956.

Siden lokkede karakterrollerne i det såkaldt seriøse teater, uden at det bredere repertoire derfor blev svigtet. Meg i Brendan Behans "Gidslet" i 1962, Martha i "Hvem er bange for Virginia Woolf?" i 1964, Storhertuginden med den formidable Jean Voigt-kjolemonterede barm i "Storhertugindens afsked" på Aalborg Teater i 1972 og Det Kgl. Teater året efter, sammen med Medea og Mutter Courage, for blot at nævne nogle af højdepunkterne i en karriere, der strakte sig over mere end 50 år.

Fra Holberg til Heiberg, fra Strindberg og Oscar Wilde til moderne dansk dramatik, fra græsk tragedie til italiensk komedie.

Mange filmroller

Og sideløbende kom en række muntre danske film, hvor Bodil Udsen ofte optrådte som den runde husmor, der hundsede med ægtemanden, måske mest karakteristisk i de tre første Støv-film, hvor hun var Ove Sprogøes skrappe kone.

Tre af sine helt store filmpræstationer ydede Bodil Udsen som enkebaronessen i Anders Refns filmatisering af Gustav Wieds "Slægten" fra 1978, som farmoderen i filmatiseringen af Soyas "Min farmors hus" fra 1984 og senest i filmen "Trækfugle" fra 2003, sammen med to af dansk teaters andre store damer, Helle Virkner og Lily Weiding.

I gang til det sidste

Hendes seneste rolle blev en spøjs kombination af film og teater, nemlig i en filmoptagelse som russisk bedstemor i Peter Langdals teaterudgave af "Olsen Banden & den russiske juvel", der spiller i disse uger i Tivolis Koncertsal.

Huset på Christianshavn

Derudover var der naturligvis Emma i "Huset på Christianshavn", "Svend, Knud og Valdemar" på Riddersalen og i fjernsynet, samt ikke mindst Madam Rust i "Sparekassen" - enhver, der har set hende gnaske småkager, så det føg ud af munden med krummer, når hun talte, glemmer det aldrig.

Foruden naturligvis portrætterne af virkelighedens og fiktionens store damer. Som vel i de sidste tyve år blev dem, der i særlig grad slog Bodil Udsens navn fast som karakterskuespiller.

Gertrude Stein i monologen af samme navn, spillet med mellemrum fra 1981-95, Grevinde Danner i "Dronning Blå" på Gladsaxe Teater, Selma Lagerlöf i "Billedmagerne" og Maria Callas i "Masterclass", begge på Betty Nansen Teatret, samt senest den ene af de tre søstre i P.O. Enqvists gendigtning af Tjekhovs "Tre Søstre" og et par små, men yderst prægnante roller i Peter Langdals kvindebesatte udgave af Molières "Misantropen".

Talentets spændvidde

Det var i sådanne roller, at også den anden yderlighed - den i talentets spændvidde, der var et særkende for Bodil Udsen - kom klarest frem.

Fra den runde, leende, milde og elskelige gamle dame til den imposante kvinde med den skræmmende hårdhed, den uforsonlige kulde og den særdeles kontante, nærmest rå afregning i replikken. Det var denne storhed, denne imponerende bredde i udtrykket, der gjorde hendes mange skikkelser så fængslende og så grandiose i al deres kompleksitet.

Fordi hun, midt i den livsglæde, hun udstrålede som privatperson, også turde holde de grimme sider af tilværelsen frem i lyset og derved gjorde os alle sammen klogere på os selv.