Filminstruktøren Erik Balling død, 80 år

Erik Balling var det nærmeste, en dansk filmskaber nogen sinde er kommet til at slå bro mellem den folkelige film og det krævende publikum, der sædvanligvis vrængede ad dansk film.

Og han var det vel at mærke uden nogen sinde at gå på akkord med sin egen samvittighed. Der var film imellem, som han bagefter fandt fejl ved, og der var film, som han senere fortrød, han overhovedet havde lavet, men begge dele sker for de bedste, vidste han. Og Erik Balling var vitterlig blandt de bedste herhjemme.

Synlige beviser på dette var f..eks., at han flere gange modtog en Bodil for at have lavet årets bedste danske film. Første gang var i 1953 for "Adam og Eva", anden gang var i 1956, da han fik statuetten for "På tro og love", og tredje gang var i 1966 for "Slå først - Frede". Og så fulgte der endda en fjerde Bodil i 1993, en æres-Bodil for hans samlede indsats i dansk film. Yderligere fik Erik Balling i 1980 Den Berlingske Fonds pris på 10.000 kr., motiveret (af Jens Kistrup) med ordene: »Balling har villet noget, villet give publikum noget.«
Så Erik Balling var allerede for længst blevet populær, før han lavede sin film om Olsen-banden, men efter denne serie - og efter TV-serien "Matador" - blev han på det nærmeste et dansk klenodie.

Et fyrtårn

Han var et fyrtårn, der ragede højt op og lyste vidt omkring som garant for en professionel kvalitet, der rakte langt ud over det at anbringe kameraet rigtigt og sørge for klipningen og få skuespillerne til at agere overbevisende. Der var hans holdning til begrebet folkelighed til forskel mellem Balling og andre filmskabere. For Erik Balling respekterede sit publikum, og han talte aldrig ned til det.

Erik Balling blev født den 29. november 1924 i Nyborg, og 10 år senere flyttede familien til København. Faderen var præst og grundtviganer, og i sin erindringsborg "Som barn var jeg voldsomt hidsig", omtaler Erik Balling forældrene som "de sidste viktorianere".

Det var med baggrund i denne opvækst, at Erik Balling, efter at være blevet klassisk student fra Metropolitan Skolen i København, siden blev uddannet som landmand og senere veterinærstuderende. Film og teater var for flyvske ideer for faderen, der skulle en solid uddannelse til for at klare sig i livet. Og den unge Erik Balling havde tydeligt tilkendegivet, at religionen i hvert fald ikke var noget for ham.

Men filmens vidunderlige verden var derimod begyndt at trække i Erik Balling, og i fritiden, mens han studerede, skrev han flere filmmanuskripter, bl..a. et desværre aldrig filmatiseret manus efter Carit Etlars "Gjøngehøvdingen", og han havde også i mange år en drøm om at få lov til at lave en musketer-film efter Alexandre Dumas' farverige roman, men et basis-manuskript bliv i 1968 henlagt. Ligeledes drømte Balling om at lave en Olsenbande-film med trioen tidsmæssigt placeret i besættelsesårene.

Stort ansvar

I 1946 blev Erik Balling ansat på Nordisk Film, hvor han blev resten af karrieren. Han fik titel af direktør i 1957, og han følte sit ansvar så stærkt, at han undertrykte egne, somme tider måske risikable, ideer til fordel for det sikre. For det var blevet svære tider for dansk film, og det gjaldt om, at firmaet overlevede. Dog var Balling og firmaet ved at gå fra hinanden i 1949, da den unge filmmand bad om orlov for at tage med Mogens Wieth til Israel og lave en film om den nye stat.

Men skårene blev heldigvis klinket, solidt må man sige.
Som spillefilm-instruktør debuterede Erik Balling i 1952 med filmen "Vi arme syndere", som var begyndt af Ole Palsbo, der midtvejs i optagelserne gik fra projektet. Optagelserne blev midlertidigt standset, men i 1952 færdiggjorde Erik Balling filmen, som han oprindelig have været produktionsleder på. Filmen fik premiere i april 1952. Ballings første film, hvor han ene var ansvarlig, blev "Vi, som går Køkkenvejen" fra 1953, og året efter fulgte så "Adam og Eva", en populær komedie, der både slog an hos publikum og anmeldere. Gennembruddet fulgte i 1956, da der var premiere på komedien "Kispus", den første danske spillefilm i farver.

Umiddelbart efter tog Erik Balling til Grønland for at lave "Qivitoq - fjeldgængeren", der i 1956 var blandt de fem nominerede film til konkurrencen om en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Statuetten gik til Fellinis "La Strada".

Mammut-succes

I alt havde Erik Balling lavet 40 film samt instrueret samtlige episoder til mammut-succesen "Matador". Han havde også instrueret flere af afsnittene i TV-serien "Huset på Christianshavn".
Sideløbende med sit virke som instruktør fungerede Erik Balling i 1960'erne som producer på en lang række film skabt af andre instruktører.

Nogle af de interessante film, han således fik et formelt medansvar for, var Knud Leif Thomsens "Duellen", Gabriel Axels "Paradis retur", Palle Kjærulf-Schmidts "Der var engang en krig" og Knud Leif Thomsens "Gift".

Sandsynligvis var dette producerjob alt for meget for Balling, for i samme tidsrum fortsatte han sin egen instruktørkarriere. I hvert fald er der, i et tidsrum frem til midten af 60'erne, en del Balling-film, som ikke holder. Det er denne periode, Erik Balling har kaldt sine "vandreår". Filmene var bl..a. "Tro, håb og troldom", "Sommer i Tyrol", "Halløj i himmelsengen" og "Landmandsliv".

Ked af kritik

Balling var slet ikke så utilfreds med denne sidste film, men kritikken brød sig ikke om den, hvad der senere fik Erik Balling til at filosofere over, om ikke der eksisterer en slags naturlov for, hvornår en instruktør står til øretæver, f..eks. efter en længere periode med succes.

»Hvis man laver en god film på et tidspunkt, hvor man står til øretæver,« udtalte Balling i 1974, »så bliver den altså ikke så godt anmeldt, som hvis man laver en god film på et tidspunkt, hvor man står til ros. Jeg tror næsten, jeg kunne være sluppet anmeldermæssigt levende fra "Landmandsliv", hvis den var kommet på et andet tidspunkt.«

Men i 1965 fulgte et nyt gennembrud for Erik Balling, nu med agentkomedien "Slå først - Frede" efterfulgt af "Slap af, Frede", to film, som man siden kom til at betragte som forløbere for "Olsen-banden", serien, der begyndte uambitiøst og kaotisk i 1968, men tre år senere viste Erik Balling med "Olsen-banden i Jylland", den tredje film i serien fra 1971, at han havde fundet formen.

I alt intruerede Erik Balling 13 film i denne enestående serie, der glimrede ved sin idérigdom i alle detaljer, og som bød på vittig og menneskeklog satire og sikker og elegant farcekunst.

Seriens 14. film, der havde premiere sidste år efter en pause på 14 år blev ikke instrueret af Erik Balling, om end manuskriptet til denne film var skrevet af ham og Henning Bahs, der også i fællesskab havde skrevet alle foregående manuskripter.

En selvfølge

Om dette at være en folkelig filmkunstner har Erik Balling ved flere lejligheder forklaret sin holdning. Blandt andet har han fortalt, at »Det har altid været en fuldstændig selvfølge for mig. Det har simpelt hen været derfor, jeg havde lyst til at lave film. Lysten har også gået på at lege med legetøjet og alt muligt andet, men det har været et naturligt instinkt at prøve at fortælle, så historien fungerer. Der er aldrig nogen, der har tvunget mig til det.«

Det var i mange år filmskaberen Erik Ballings drøm at få lejlighed til at lave en musical. Det var en drøm, som han aldrig fik held til at realisere, desværre, for i flere film har der været mere end en antydning af, at Erik Balling måske kunne have mestret en dansk version af genren.

Der er f..eks. den pragtfulde scene i "Olsen-bandens store kup" fra 1972, hvor Poul Reichardt og Arthur Jensen synger og danser med en yndefuld musikalsk lethed. Og tidligere, i Daimi-filmen "Jeg er sgu' min egen" (1967) og "Det var en lørdag aften" (1968) efter et manuskript af Klaus Rifbjerg, var der også lovende takter.

I et interview har Erik Balling da også flere gange givet udtryk for sin sympati for genren, ja, han overvejede endda at lave den 12. Olsen-bande film »i mere af en musicalstil, fordi genren inviterer til det. Vi kan spille på indforståetheden, kup kan foregå til musik, så det er lige før, vi kan lade dem danse. Jo, jeg holder meget af genren, og jeg vil i øvrigt gerne dyrke den også uden for Olsen-banden... Det er kun et spørgsmål om tid.«

Folkeeje

Desværre blev der aldrig tid til det. Eller måske var der ikke råd til at eksperimentere. Olsen-banden var det sikre, og der skulle tjenes penge til Nordisk Film, så ingen af de ansatte måtte gå. Denne socialt ansvarsfulde holdning var en anden og mindre kendt side af Ballings sind.

Til gengæld er hans blidt anti-autoritære sind blevet folkeeje takket være Olsen-banden. Ligesom han med stor indsigt og forståelse evnede at gengive både lillebyens charme og den menneskelige forstokkethed i pragtserien "Matador". Bedre testamente kan en folkelig filmskaber ikke efterlade sig.

JP