Det Kgl. Teater: MANON LESCAUT

Eftersom komponisten Puccini var aldeles suveræn i disciplinen at skære en tåreperser, er det nærmest logik, at en tidligere snedker har skabt scenografien til Det Kgl. Teaters nyopsætning af Puccini-operaen "Manon Lescaut" med premiere på søndag kl. 15.00.

Tyske Johannes Leiacker er uddannet snedker, og efter at have studeret grafisk design begyndte hans karriere som scenograf. Hans første operaprojekter i Gelsenkirchen vakte international opmærksomhed, og i dag er han i fuld sving på de førende operascener i amarbejde med instruktørnavne som Peter Konwitschny og Guy Joosten.

"Manon Lescaut" er hans første opera-opgave for Den Kgl. Opera. Gitta-Maria Sjöberg og Anne Margrethe Dahl deler titelrollen i historien om den unge franske pige Manon og hendes tragiske skæbne som deporteret i ørkenen ved New Orleans.

Altopslugende passion

Musikken er Puccini, når han er allerbedst, og iscenesættelsen er lagt i hænderne på en af dansk teaters mest roste instruktører, Jan Maagaard, der debuterer som operainstruktør på Det Kgl. Teater.

»I mange af mine teateropsætninger har jeg beskæftiget mig med kærlighedens og passionens vilkår i forskellige sociale indramninger. Kvinden Manon falder for Des Grieuxs ubetingede medfølelse og kærlighed, og han fascineres dybt af hendes Sphinx-agtige væsen, som svinger mellem udsøgt sans for luksus og en basal ømhedstrang. Passionen bliver altopslugende, dermed bliver Des Griuex den første romantiske helt, en forløber for den unge Werther,« fortæller Maagaard.

Efter Gustav III i Verdis "Maskeballet" er den svenske tenor Lars Cleveman tilbage på Det Kgl. Teater i partiet som Des Grieux. Lescaut synges af Per Høyer og Guido Paevatalu, der begge føjer endnu et italiensk hovedparti til deres repertoire. Edmondo synges af tenoren Niels Jørgen Riis, som dermed får sin første Puccini-rolle på teatret.

"Manon Lescaut" blev første gang opført på Det Kgl. Teater i 1930 og er siden spillet 32 gange. Forestillingen den 13. april radiotransmitteres direkte af DR i P2 musik & kultur.

Puccini i cyberspace

På et udførligt flersproget web-site kan man løbende følge verdens førende Puccini-forskeres videnskabelige arbejde med at kortlægge komponistens livsværk med udgangspunkt i hans tusinder af breve.

Arbejdet finder sted på Musikvidenskabeligt Institut ved universitet i Pisa nær Puccinis fødeby Lucca.

Her holder musikforskeren Gabriella Ravenni til med en hær af computere, der forbinder forskerne fra universiteter over hele verden med hinanden.

Og det sker ofte, at Ravenni rødmende og hovedrystende må lægge et af Puccinis breve fra sig med et suk:

»Den Puccini, den Puccini!«

For selv om det italienske sprog går under kælenavnet "Det smukke sprog", har Puccini immervæk tilføjet det eder og sprogblomster af frækkeste skuffe, der kan nydes af gadedrenge og få smilet frem hos kvindelige forskere.

Især når komponisten skriver om sine yndlingsemner, kvinder og musik.

Piber for smøger

Mens der er gang i computerne, står den lapsede Puccini kort derfra og blærer sig ved søbredden i landsbyen Torre del Lago, hvor han især tilbragte sine sidste år. Han står foran Puccini-huset i form af en elegant statue, og naturligvis ryger han en af de uundværlige cigaretter, der kom til at koste ham livet.

Det fortælles, at han som teenage-kordreng stjal orgelpiber i kirken i Lucca for at skaffe penge til smøger. Han døde lige efter jul i 1924 af kræft i halsen efter en forgæves operation i Bruxelles. I Torre del Lago holdes årligt en udendørs Puccini-festival, i år finder den 49. festival sted med "Manon Lescaut" på programmet i starten af juli. På forskernes web site findes et link til festivalen.

Giacomo Puccini blev født i 1858 og betragtes som Italiens største operakomponist i perioden efter kollegaen Verdi.

Puccini blev født ind i en musikalsk familie, og det særlige ved ham er, at han kombinerer en virtuos orkesterbehandling med en umanerligt dramatisk sans og melodier, der er rene ørehængere.

Puccini skrev næsten udelukkende operaer - 12 i alt. Bl.a. "La Bohème", " Tosca" og "Madame Butterfly". Og Gabriella Ravenni fandt fornylig en film, der har vakt stor opsigt.

Den viser Puccini på andejagt i Torre del Lago, hvor man også ser den smukke mand i gang med sin sidste opera, "Turandot".

Vendepunkt i karrieren

"Manon Lescaut" var Puccinis første succes og vendepunktet i hans karriere. Vennen og forlæggeren Giulio Ricordi foreslog, at han fandt et andet emne til sin tredje opera end Abbé Prevost fortælling om kutisanen Manon Lescaut, idet Massenet-operaen "Manon" kort inden havde haft stor succes i Frankrig. Men den unge, uerfarne Puccini stod fast på at udfordre en af genrens garvede mestre.

»Massenet føler teksten som en franskmand med pudder og menuetter; jeg skal føle den som en italiener med dens desperate passion,« skrev Puccini.

Og han ville selv have styr på librettoen: »Ingen idiotisk librettist skal få lov til at ødelægge historien.«

Livslang strid med librettister

Især i brevveksklingen med Ricordi har forskerne fundet nye sider af Puccini, idet komponisten ofte var aktiv som medforfatter. Desuden overlod han til tider behandlingen af selve musikken til Ricordi med ordene: »Du ved selv, hvordan den lige skal skæres.»

Tidligere var Puccini kommet med spagfærdige antydninger om svagheder i hans operaers dramatiske virkemidler, men med "Manon Lescaut" blev han decideret kompromisløs, hvilket igangsatte hans livslange stridigheder med librettister.

Puccinis ønske om at holde dem i kort snor hænger sammen med, at operaen "Elgar" var blevet en fiasko, fordi Puccini ikke havde fået et "ord til jorden" i forhold til en arrogant librettist.

Derfor skiftede Puccini politik. Og når han først havde fået pomade i håret, var hans selvtillid på størrelse med Markuskirken i Venedig.

"Manon Lescaut" måtte igennem fem forskellige librettister, før Puccini var tilfreds. Først sloges han om teksten med komponistkollegaen Ruggiero Leoncavallo, derpå røg han uklar med dramatikeren Marco Praga, og det gik ikke bedre med digteren Domenico Oliva, der blev træt af jobbet som "Puccinis galejslave".

Desperat skrev Puccini til Ricordi: »Librettoen, som jeg har fået skrevet om og om igen, driver mig til vanvid. Det er ikke til at opdrive en digter, som kan producere noget godt.«

Fjerde mand i billedet var dramatikeren Luigi Illica, men der "gik ged" i samarbejdet, fordi Puccini allerede havde komponeret en del urørlige scener. Dramatikeren Giuseppe Giacosa blev hentet ind som problemknuser, og Ricordi skrev til Puccini: »

De to digtere arbejder med stor entusiasme, og det er sandelig en fornøjelse at samarbejde med to så charmerende og kultiverede personer.«

Hørbar hulken og jubelscener

Efter tovtrækkerier med librettisterne var kludetæppet "Manon Lescaut" færdig i 1892. Med Ricordis hjælp var enderne nået sammen, men hvem skulle krediteres som operaens librettist? Ifølge Puccini ville det se latterligt ud med alle fem navne, derfor endte operaen med at blive trykt som "Manon Lescaut", lyrisk drama i fire akter, musik af Giacomo Puccini. Basta og Amen!

Urpremieren på Teatro Regio i Turino i februar 1893 blev det, man i dag ville kalde et "fedt hit". Folk brød hulkende sammen, men der var også jubelscener og 30 fremkaldelser, og anmelderne kårede Puccini til et af Italiens største talenter. I løbet af de næste tre år blev "Manon Lescaut" opført i 15 andre lande, og i London udråbte Bernard Shaw komponisten til arvtager efter Verdi.

Glade kreditorer

Puccinis internationale gennembrud var en realitet, og den før så ludfattige - men veklædte - komponist kunne endelig betale sine kreditorer. Det var slut med tynd suppe på klods. En ny tid var begyndt som tiljublet og dekoreret mand med et utal af tilbud. Også fra kvinderne. Men dem havde det nu aldrig skortet på.

I denne periode købte Puccini huset ved søen i Torre del Lago mellem Lucca og Pisa. Det er nu indrettet som museum, og ledelsen samarbejder med Puccini-festivalen og forskerne fra brev-projektet. På grund af Puccinis frisprog har hans familie fået klausuleret de mest brogede breve, men langt de fleste er tilgængelige på nettet i engelsk og tysk oversættelse med forskningsmæssige kommentarer. Adressen virker som nøglen til Puccinis Slaraffenland: www.puccini.it

elisabeth.saugmann@jp.dk