Sidste vers er ikke skrevet

Far er ikke bedst til den virkelige verden, han er bedst til at stå på en scene.

Dén udtalelse har gjort ondt.

Det indrømmer Frits Helmuth blankt.

»Men min søn Mikael har jo ret. Pludselig var der noget, der gik op for mig. Jeg måtte erkende, at jeg nok er bedre til at stå på en scene end til den virkelige verden.«

Sammen har vi forladt Københavns frostklare dagslys og er ad trapper og snirklede gange søgt under jorden. Ned i dybet. Ned i Teaterkælderen. Under Det Ny Teater. Under huden.

»Når jeg gør regnskabet op, så har livet lært mig, at selvom jeg ikke har kunnet leve op til de bedste forestillinger om, hvordan man skal leve et liv, så har jeg dog accepteret mig selv, som den jeg er. Med de fejl og de unoder, som ethvert menneske har,« siger Frits Helmuth.

Han er en af sin generations største, mandlige skuespillere. Har ordet succes liggende i sin baglomme og er udstyret med en selvsikkerhed, der kommer af års anerkendelse. I brystlommen bærer han livets statusbog med en barndom på godt og ondt, tre forliste ægteskaber og en dejlig børneflok på fem.

»Når jeg har været ude i vanskeligheder, så har det mest været i den virkelige verden,« konstaterer han. Han kalder den barsk, men han er usårlig i det øjeblik, han træder ind på scenen. Føler her, at intet kan skade ham. Det skulle da lige være, hvis folk synes, han spiller dårligt. Men det er sjældent sket.

»De fleste mennesker er vel mest trygge ved det, de er bedst til. Jeg er mest tryg, når jeg står på scenen og er sammen med dem, jeg holder af,« siger den folkekære skuespiller, som i aften optræder på Det Ny Teater i en repremiere på monologen "Skyldig - ikke skyldig", der markerer, at det er 50 år siden, han forlod Det Kgl. Teaters elevskole.

»Jeg debuterede 11. juli 1952 på Allé Scenen i stykket "Forhekset". Forestillingen gik kun 14 dage, og teaterdirektøren gik fallit. Så det var en noget mærkelig start, jeg fik. Man skrev dog om mig, at det vil være meget interessant at se ham igen, og det fik man så lov til,« smiler Frits Helmuth.

Debut som 8-årig

Reelt strækker hans karriere sig helt tilbage til 1939, hvor han som otte-årig spillede sin far som dreng i filmen "Blåvand melder Storm." 12 år gammel optrådte han første gang på en scene som piccolo i Sommer i Tyrol på Det Ny Teater. Siden har han gestaltet et væld af roller, der spænder over Cyrano de Bergerac, Bygmester Solness, biskoppen i Jeanne d'Arc, Stalin, Strindberg, Faust, Karl Aage i Dansen med Regitze, Blomme i Det forsømte forår og Bryggeren.

»Det er en gave, jeg har fået som menneske. At man, lige fra man åndelig talt slog øjnene op, kendte sin vej,« siger Frits Helmuth. Han rundede de 70 sidste år og må sande, at alle hans gamle skolekammerater og studentervenner er blevet pensionister, mens han "stadig går ind og skaber mig".

»Jeg vil ikke sige, at det er blevet lettere. Forventningerne til mig er jo blevet større, men jeg er til gengæld blevet hurtigere til at åbne for de indre følelsesmæssige kanaler. De er blevet grundigt udgravet i de 50 år, jeg har stået på scenen og af de mange gange, hvor jeg er gået planken ud,« forklarer Frits Helmuth.

»Det er meget alvorligt at stå på en scene. Det gælder livet næsten hver eneste aften. Jeg kan huske, at jeg sagde det til en yngre kollega, som mente, at jeg så lidt for højtideligt på det, men jeg mener virkelig, at det er som at gå på line uden sikkerhedsnet. Men i det øjeblik, du er kommet ind og fornemmer, at det holder, så tænker man ikke mere på det.«

Hvordan vil du forklare, at dit liv er sat på spil på det sted, hvor du føler dig allermest tryg?

»Akkurat som en linedanser føler tryghed ved at have sin stang at vippe op og ned med, så har jeg min tekst. Jeg er endda så privilegeret, at jeg altid selv vælger mine tekster ud,« svarer Frits Helmuth, der så at sige har været uden fast arbejde siden 1969, da han for anden gang valgte at droppe en fast stilling på Det Kgl. Teater. Fordi han ikke ville være bundet til at skulle gå ind og spille noget, som han ikke kunne stå inde for.

Lysten

»Siden har jeg faktisk gjort nøjagtig, hvad jeg har haft lyst til,« konstaterer han og bruger sin kollega Morten Grunwalds ord "instinkt", når han skal forklare, hvordan han har kunnet styre udenom de store film- og teaterbrølere. Faktisk kan han kun erindre én enkelt alvorlig fiasko. Det var i hans tid som teaterdirektør på Allé Scenen (1959-62), hvor skilsmisser og "andre mærkværdige forhold" mudrede alt op for ham.

Men hans instinkt vejrede til gengæld rigtigt, da han for faldt over manuskriptet til "Skyldig - ikke skyldig", der blev et af højdepunkterne i hans kunstneriske karriere.

»Det er nok den forestilling, som har haft den største betydning for mig, fordi den fortæller så meget om, hvordan jeg selv opfatter livet og verdenen,« siger Frits Helmuth om monologen, hvor han spiller den amerikanske forsvarsadvokat Clarence Darrow (1857-1938), der stod for humanitet, retfærdighed, barmhjertighed og menneskelig forståelse.

I genopsætningen er det sønnen Mikael, der instruerer Frits Helmuth.

»Han har givet mig nogle dessiner, som jeg ikke selv havde tænkt på. Samtidig er jeg meget glad for endelig at arbejde sammen med ham. Vi spillede godt nok begge med i filmen Dansen med Regitze, men fordi han spillede den unge Karl Aage og jeg den ældre, spillede vi aldrig på samme tid.«

Mikael Helmuth har han fra sit ægteskab med balletdanserinden Agneta Segerskog. Dernæst fik han Pusle med skuespillerinden Jeanne Darville og børnene Katrine, Christian og Annemarie kom til i hans 25 år lange ægteskab med hustruen Kirsten.

»Når Darrow i forestillingen taler om sit forhold til sin kone, som han lader sig skille fra efter 18 år, fordi de er gledet væk fra hinanden, så kan jeg genkalde mig mange ting, som jeg selv har oplevet. Da Ghita Nørby og jeg spillede Hvem er bange for Virginia Woolf, blev vi enige om, at hvis ikke vi havde haft nogle skilsmisser bag os, så havde vi aldrig nogensinde kunnet spille de roller. Det er det gode, der kommer ud af de negative ting.

Kærligheden

Hvad betyder kærligheden for dig?

»Kolossalt meget. Jeg har svært ved at være alene. Og med Oda er det...vi er jo ikke gift Oda og jeg, det behøver man jo ikke for at holde af hinanden...men med hende er det første gang i mit liv, at jeg har knyttet mig så stærkt til et andet menneske,« smiler Frits Helmuth.

Han er forelsket, som aldrig før. I Oda med efternavnet Wiedbrecht, som har vundet flere designerpriser for sine papirklip.

»Hun er en meget, meget stor kunstner, efter min mening. I skulle se nogle af hendes malerier. Når de får lov til at blive vist offentligt frem, hvad der nok først vil ske om et par år, så vil de vække en del furore, kan jeg godt love for,« kommer det anerkendende fra Helmuth, der i disse år selv prøver kræfter med nye sider af sit kunstneriske talent. Det har vist sig, at han både kan skrive og lave stand-up komik. Og det havde han aldrig troet.

»Når jeg er ude og causerer over min erindringsbog sammen med musikeren Karsten Vogel, er det en stand-up happening hver gang. Det er ren mentalhygiejne at blive konfronteret med sit publikum på den måde,« bekender han. Det er under disse forfatter-aftener, at han er begyndt på det, han ellers ville have forsvoret.

»Det har vist sig at gøre en formidabel lykke, når jeg synger fars kendte viser, og jeg har derfor aftalt med teaterdirektør Niels Bo Valbro, at jeg næste år skal lave en forestilling med dem her på Det Ny Teater.

»Jeg kan ham helt ind i rygmarven, og hvis ikke jeg skulle optræde som ham, så ved jeg ikke, hvem der skulle. Jeg har endnu ikke valgt de 11-12 viser, men det ligger fast, at de bliver præsenteret i en teaterform under titlen Rundt om Osvald. Jeg skal spille både min far og mig selv, og der vil jeg nok sige, at dér går jeg planken ud,« siger Frits Helmuth.

»Ved premieren - formentlig i marts næste år - har jeg næsten overskredet min fars levealder. Han blev jo ikke ret gammel, synes jeg, når jeg selv sidder her som 70-årig. Han blev kun 71. Men i det øjeblik, jeg passerer hans levetid, så kan jeg tillade mig at sige: Så nu kan du godt give dem fra dig gamle dreng!«

Flere erindringer

Og nu vi er ved de gode nyheder, afslører Frits Helmuth, at han arbejder på en opfølgning til sin erindringsbog. Den vil imødekomme de røster, der har efterspurgt flere linier, der beskriver hans arbejdsunivers.

»Formen er sgu god nok. Jeg tror, at det er selvforstærkende, når man i et helt liv har arbejdet så hårdt, som jeg har. Ferie kender jeg faktisk ikke til, jeg arbejder altid med et eller andet projekt.«

Er du bange for at blive gammel?

»Nej, det er jeg ikke, men jeg kan huske, at far altid bemærkede, om der var nogle unge mennesker til stede, når han optrådte. Nu har jeg selv taget det op, og jeg har med glæde observeret, at der stadig kommer yngre mennesker til mine forestillinger.«

Frits Helmuth tilføjer, at han sætter sin lid til en rolle i Anton Tjekhovs Kirsebærhaven (1904), der hedder Firs. For den må nødvendigvis skulle spilles af en voksen mand!

»Der er mange skuespillere, der bliver gamle, hvis de passer godt på sig selv. Og det håber jeg på at blive. Jeg ryger ikke mere. Nogen gange har jeg drukket lidt for meget, men det gør jeg heller ikke længere. Jeg spiser også fornuftigt og går ture rundt om søen ved Odas og mit hjem i Himmerland.«

Hvad sker der, når vi skal herfra?

»Jeg tror på det ufattelige. Jeg interesserer mig meget for Napoleon - ikke at jeg nogensinde kommer til at spille ham, det er jeg blevet for gammel til - men jeg spekulerer meget på alle disse millioner af mennesker, der blev slået ihjel i de krige. Hvor blev de af? Der må være en vældig trængsel deroppe, også med Anden Verdenskrig og med alt hvad der ellers foregår. Men Gud ved om ikke, der er så meget rum, at der er plads til en eller anden form for eksistens,« spørger han og fortsætter sin tankerække:

»Man siger jo, at den første, der kommer og tager imod én, i det øjeblik man skal hinsides, det er ens mor, hvilket er meget naturligt, da det også er hende, der har bragt én herned. Så det kan godt være, at min mor pludselig står der og siger: Kom min dreng, nu har du sgu gjort dit job godt nok,« lyder det forventningsfuldt.

»Da min far var meget syg, sagde han: Nu sidder de deroppe og venter på mig, Mogens Wieth og Max Hansen, med sjusserne parat. Vi skal nok få det morsomt sammen.«

Frits Helmuth blotter sit mellemrum og ler hjerteligt, inden han tilføjer:

»Det er meget naivt og nok en barnedrøm i virkeligheden, men jeg tror egentlig, at et eller andet lever videre på en eller anden mærkværdig vis.«

En sjus

Personligt glæder han sig til at drikke en sjus med sine gamle og afdøde kammerater, Ebbe Rode og Poul Reichhardt.

Når han taler om sine venner og folk, han har mødt på sin vej, fornemmer man en stor hengivenhed. Ord som vidunderlig og mageløs går igen og igen. Og man forstår, at han aldrig er blevet for stor til at huske dem, der var der for ham de gange, han havde brug for at blive støttet. En af dem, der har haft en særlig betydning er Holger Gabrielsen, der underviste ham på elevskolen.

»Holger Gabrielsen var Det Kgl. Teaters ånd og en stor inspiration for mig. Da jeg var 21 år, sagde han, at nu skulle jeg til at tænke på min alderdom og melde mig ind i Skuespillerforeningen af 1879, så jeg engang kunne få en lejlighed i deres dejlige hus ude på Bispebjerg. I dag sender jeg ham en venlig tanke hver eneste gang, jeg går ud og ind af døren til min lejlighed på Bispebjerg.

Hvad vil du selv gerne huskes for?

»Jeg vil gerne huskes for at have givet folk nogle store oplevelser. Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg selv har haft af store teater- og filmoplevelser, så mindes jeg kun to til tre kæmpeoplevelser med hver af mine idoler. Så hvis man bare kan huske mig for tre gode film og tre gode roller på teatret, så vil jeg være tilfreds,« siger Frits Helmuth, inden han omsorgsfuldt går i front for at styre os udenom skæve trin og faldgruber på vejen op. Op i den anden virkelighed.

lisette.greve@jp.dk