Kunststøttens topscorere

Er det de samme, der år efter år får penge fra Statens Kunstfond?

Er Statens Kunstfond kunstelitens og kulturparnassets store tag-selv-bord, hvor vennerne giver til vennerne uden at sende bilag til kulturministeren?

Eller er Statens Kunstfond garant for pleje af den skabende kunsts talenter til gavn og glæde for almenvældet? Meningerne om fondets uddelinger og formål er mange. Statens Kunstfond er igen kommet i søgelyset, og debatten bølger for og imod.

Jyllands-Posten har på baggrund af fondets egne oplysninger regnet sig frem til hitlister over hvilke kunstnere, der oftest har fået penge fra fondet siden 1990.

Hitlister, som Statens Kunstfond i øvrigt ikke finder væsentlige, fordi tildelinger alene afgøres ud fra kunstnerisk kvalitet.

Og på næste tirsdag udløber så fristen for atter at søge penge fra Statens Kunstfond.

Går det som hidtil, vil posten aflevere flere breve til Knabrostræde 30 i København end ved forrige ansøgningsfrist.

Her residerer det ombejlede fond og de godt 70 millioner kroner, som staten har bevilget i år til primært at fremme dansk skabende kunst.

Pengene fordeles inden for seks forskellige kategorier, hvor ansøgere vil udfolde talenterne ved at skabe kunst. Dog ikke til kunstnere under uddannelse og udøvende kunstnere som musikere, sangere, skuespillere og dansere.

Sidste års ansøgninger alene til puljen for billedkunst fyldte 19 flyttekasser, og selv om der under den nuværende regering er blevet færre penge til de skabende kunstnere, bliver der ikke færre ansøgninger, da antallet af personer, der prøver lykken som kunstnere, stiger.

Hvert år holder kunstnere vejret i spænding, indtil de seks kunstkyndige tremandsudvalg har diskuteret sig frem til hvilke ansøgninger, der har så meget kunstnerisk kvalitet, at de fortjener et fagligt- og økonomisk skulderklap, der kan være med til at skaffe den eftertragtede arbejdsro til kunsten.

Spændingen om forårsuddelingen, der er fondets største, er i år ekstra stor, fordi Statens Kunstfond igen er blevet skydeskive for påstande om indspisthed, nepotisme og fætterøkonomi.

Rindal eller rødvin

Første store angreb kom umiddelbart efter, at fondet havde foretaget sin første uddeling i 1965 til 15 kunstnere (seks forfattere, to komponister og syv billedkunstnere). Hver fik et treårigt arbejdsstipendium på 20.000 kr.

Måneden efter uddeler kunstfondet livsvarige ydelser på 30.000 og 10.000 kroner, hvilket får lagerforvalter Peter Rindal til at grundlægge en protestbevægelse.

En protest, der vender sig mod den snævre og elitære kunststøtte. Kan kunsten og kulturen ikke klare sig på markedsøkonomiske vilkår, må kunsten og kunstneren sejle sin egen sø eller finde et andet arbejde, lød og lyder det stadig fra Rindal. 54.000 skrev under på protesten mod Statens Kunstfond. Kunstfonden overlevede rindalismen og har også overlevet, når forargelsen med jævne mellemrum dukker op, at velbjærgede personer som Klaus Rifbjerg, Bjarne Reuter, Henning Larsen, Jørn Utzon m.fl. er tildelt livsvarige ydelser. Eller når en velhavende popkunstner som Per Arnoldi tre år i træk kan hæve en check fra Statens Kunstfond på 240.000 kr., og det efterfølgende i medierne betragtes som et rødvinslegat.

Rent mel i posen

Nu er fondet igen kommet i søgelyset - og denne gang fra en side, hvor Statens Kunstfonds egne medlemmer og tilskudsmodtagere mindst ventede det.

Angrebet er anført af et medlem af fondets 40 mand store repræsentantskab. Forfatteren Rolf Bagger, udpeget af Det Konservative Folkeparti til repræsentantskabet, mener, at nu bør der luges ud i kammerateriet i elfenbenstårnet.

I begyndelsen afviste Statens Kunstfonds bestyrelse, der består af formændene fra de kunstkyndige tremandsudvalg, hans angreb pure. Rønnebærrene er sure, fordi han skriver som en brækket arm, og derfor ikke kan komme ind i varmen. Men Rolf Bagger, der selv har fået legatpenge to gange i 1960erne, siger, at han ikke har søgt yderligere, fordi han som anstændigt menneske og som kunstner, der ikke lider nød, lader andre værdigt trængende komme til, »sådan som det er meningen med Statens Kunstfond«.

Men hvad værre er - siger medlemmerne af bestyrelsen i Statens Kunstfond - det er, at "deres" minister nu også er gået med på bølgen af kritikere, der mistænkeliggør fondet:

Hvorfor har han ellers sat en undersøgelse i gang? Lad os få arbejdsro og blive fri for mistanken. Alt foregår hæderligt, og kun de, der lever op til kravet om kunstnerisk kvalitet, får del i pengene - intet er gemt væk bag en falsk bogryg eller i en hul buste af Mikkelsen.

Ministeren på sin side bedyrer, at han ikke mistænker nogen, men blot vil have klarhed over, hvad pengene bruges til:

»For mig handler det om at sikre, at den kunstneriske kvalitet er i orden. Og det er da ikke umuligt, at der er andre end de faste hundrede kunstnere, der har kunstnerisk kvalitet,« funderer kulturminister Brian Mikkelsen (K).

»Hvis det er de rigtige, vi rammer med støtten, er det fint. Fungerer systemet ikke, er jeg ikke bleg for at ændre det - det har jeg jo vist tidligere,« fastslår han med et underfundigt smil i mundvigen og tilføjer; »at har man rent mel i posen, har man intet at frygte.«

Hitlister irrelevante

Jyllands-Posten har henvendt sig til Statens Kunstfond for at få navne over de personer, der har fået tildelinger flest gange i perioden 1990 og frem til i dag. Avisen har også søgt oplysninger om størrelsen af tildelingerne til de respektive topscorere.

Statens Kunstfond meddeler, at lister af den type ikke findes, og at det heller ikke er relevant for tildelings-kriteriet, som det er formuleret i loven. Hverken ansøgers økonomi eller tidligere tildelinger er vedkommende:

Statens Kunstfonds støttekriterium er alene kvaliteten af den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent, hedder det.

Hvad summen af enkeltpersoners tildelinger angår, vil fondet ikke udlevere dem under henvisning til, at det er forhold af privatøkonomisk karakter, siger sekretariatsleder Vibeke Jakobsen.

På baggrund af fondets egne årsberetninger for perioden 1990 - 2001 har Jyllands-Posten sammentalt og listet personer efter antal tildelinger.

Tildelingerne til grund for Top 10 listerne gælder alle typer: Arbejdsstipendier i perioder af indtil tre år, arbejdslegater, rejselegater, præmieringer, bestillingshonorarer og indkøb.

Hitlisterne tæller ikke personer, der modtager penge som ydelser til kunstneres efterladte. Det årlige støttebeløb er for tiden 16.000 kr., som tilfalder pt. ca. 45 efterladte. Navne over livsvarige kunstnerydelser, 275 i alt, er ikke medregnet på hitlisterne. Livsvarige ydelser er på max. 110.000 kr. om året. Ydelserne er, som de øvrige fra Statens Kunstfond, skattepligtige.

De livsvarige aftrappes, hvis kunstneren tjener over 142.000 kr. om året. Det betyder, at de færreste får andet end mindstebeløbet på 12.000 kr. om året.

Her på siderne side ses Top 10 listerne for de respektive udvalg, og på Jyllands-Postens hjemmeside findes samtlige navne over modtagere af støtte fra Statens Kunstfond i perioden 1990 - 2002 og typen af tildelinger.

Adressen er www.jp.dk

Anstændigt stop

Spørgsmålet er så, hvor mange er mange? Og hvor mange er for mange, hvis det overhovedet er relevant, som kritikerne og ministeren hævder, at det er.

Er det for meget af det gode, at lyrikeren Søren Ulrik Thomsen er tildelt 15 gange i perioden samt tildelt livsvarig ydelse? Når udvalget i perioden har fået 3296 ansøgninger og tildelt 1141?

Når udvalget i 2001 fik 360 ansøgninger og imødekom 101 forskellige personer.

Eller at nummer et på listen for billedkunstnere Pernille Priergaard Worsøe har fået for mange gange, når udvalget har modtaget 8327 og imødekommet 1041 gennem perioden ?

Ja, fastholder Rolf Bagger:

»Vel ser der ud til at være spredning, men det er mere interessant og kvalificeret at kigge på de, der er blevet afvist. Så ville man kunne se, at den og den burde have haft. Statens Kunstfond er blevet et selvsupplerende system, der sætter folk på statsløn, og det har aldrig været meningen. Formålet er at hjælpe kunstnere frem og give arbejdsro. Det gør man ikke ved, at de samme kan få 15 og 9 gange på 10 år.

Hvis de ikke selv kan sige stop, må Statens Kunstfond sige stop. Det gælder også for Søren Ulrik Thomsen. Selv om han er meget dygtigt, burde han ikke ansøge igen og igen. Det gælder navnlig for en prosaist som Henning Mortensen, der både henter et pænt beløb i bibliotekspenge og løn som formand. Princippet om armslængde, at kunstkyndige selv bestemmer uden politisk eller anden indblanding, lider ikke skade af at sætte en begrænsning på, hvor mange gange man kan få tildelt,« mener Rolf Bagger.

Litteraturens førstemand, lyrikeren Søren Ulrik Thomsen, med 15 hit og livsvarig ydelse, forstår ikke forargelsen:

»Livsvarige ydelser er indtægtsreguleret. Det betyder, at jeg kun får 1163,- kr. om måneden. Det bør man lige huske. Legaterne, der også beskattes, er et frikøb. Det er meningen med dem. Jeg kan godt forsørge mig selv ved at rejse rundt med foredrag og oplæsninger, men det vil betyde, at jeg ikke får ro til at lave noget nyt. Og hvis ikke jeg skriver noget nyt, kan jeg heller ikke blive ved med at leve af at komme ud i landet og læse op,« siger han.

Billedhuggeren Pernille Worsøe, der selv er overrasket over toplaceringen i perioden, mener, at hun ikke kunne have drevet det dertil, hvor hun er i dag i sin karriere som kunstner, hvis ikke hun havde fået kollegial anerkendelse og økonomiske tildelinger.

»Det har givet arbejdsro og tid til fordybelse i mine projekter. I den periode har jeg ikke samtidig skulle vaske trapper på Kommunehospitalet, og hvad jeg ellers har haft af andre sjove jobs. Jeg har fået penge under tre forskellige udvalg, så det er jeg da stolt over, og det er ikke fordi, der er nogen, der kender mig. Jeg har bare gjort, hvad alle andre også gør - nemlig søge legater.«

Spredning eller samling

Forfatteren Henning Mortensen, bestyrelsesformand i Statens Kunstfond og formand for det litterære tremandsudvalg, er harm over Rolf Baggers angreb, da han også ser det som et brud på reglerne i repræsentantskabet.

Henning Mortensen ser ingen nepotisme eller vennetjenester på baggrund af opgørelsen over tildelinger. Han ser stor spredning:

»Det handler kun - og kun - om kunstnerisk kvalitet. Så er det rigtigt, at man kan drøfte fra nu af og til evigheden, hvad kunstnerisk kvalitet er. Derfor bliver vi også skiftet ud hvert 3. år. Men som regel vil folk, der har beskæftiget sig med litteratur i en årrække, være enige om, hvad kvalitet er.

Derfor vil det være de bedste skribenter, der er gengangere, men der er da pæn spredning på tallene. Men det, der for alvor ville være mistænkeligt, var, hvis det ene udvalg kom til nogen helt andre resultater end tidligere udvalg. Derfor tegner der sig også et homogent billede år efter år - hvilket i virkeligheden er meget, meget betryggende for kvalitetens standard.

Men når man er Brian Mikkelsen eller Rolf Bagger, vil man kunne fortolke sådan en undersøgelse nøjagtig, som man har ideologi og lyst til - men så må man gøre sig klart, at man har ødelagt et godt armslængde-princip. Så enkelt er det. Og så er der ikke noget, der hedder Statens Kunstfond længere.«

peter.kronsted@jp.dk