Det Kongelige Teater: RIGOLETTO

"Rigoletto" på Det Kgl. Teater er en traditionel opsætning med tyngdepunktet i det musikalske.

Efter 30 års fravær måtte Verdis populære "Rigoletto" siges at være mere end moden til en nyopsætning på Den Kongelige Opera. Der er oven i købet meget godt at sige om den.

Med Michael Schønwandt som dirigent er vi sikret et fjedrende orkes-terspil og et upåklageligt fungerende herrekor. Scene efter scene føles gennemmusikalsk i sin opbygning. Alle tempi falder naturligt. De store steder foldes ud i fuld størrelse. Når sangerne ellers kan stå distancen.

Med Mikael Melbye som scenograferende iscenesætter er vi også sikret en smuk ramme og et forløb, der aldrig står sangerne i vejen. Melbye har valgt at holde sig til 1500-tallets hertugdømme Mantua. Ikke noget glansfuldt hof tilsyneladende. Det kan der være en pointe i. At den kvindekære hertug ikke ser godt ud i sit første kostume, er alligevel nok en svipser. Dem er der ellers ikke mange af i Melbyes tilrettelæggelse. Han har ikke plads til orgiastiske udfoldelser i sin førsteakts-dekoration. Lidt mat måske. Men det går an.

I anden akt lader han hertugen ankomme iført fjerhat og kårde til det købte stævnemøde med hofnarren Rigolettos datter. Ammen Giovanna skaffer ham lynhurtigt af med begge dele, inden Gilda ser ham. Derfor kan han påstå, at han er student og fattig. Men inden han går, får han igen udleveret kården for øjnene af Gilda. Burde hun ikke reagere på det? Og hvad blev der af hatten? Finder Rigoletto den et sted i huset, da Gilda er blevet bortført? Det kunne også have været en pointe. Men forblev nok en svipser.

Det er så udpræget fjerde akt med kun fem hovedpersoner på scenen, der fungerer bedst. Her er scenografien på sit mest atmosfæreskabende, og det menneskelige drama får også en tæthed og et nærvær, som det i nogen grad har savnet forinden. Forestillingens kurve er således stigende.

Luksusbesat

Et par mindre roller var ved premieren decideret underbesat (værst grev Monterone, som udslynger den vigtige forbandelse over Rigoletto).

To af hovedrollerne var til gengæld luksusbesat. Inger Dam-Jensen har måske ikke længere sin force i koloraturerne.

Men hendes lyriske frasering, hendes dårende klang og hendes indtagende spil gør hende alligevel til en Gilda på internationalt plan.

Som hertugen hørte vi den 24-årige malteser Joseph Calleja, som man endda kan mistænke for at have endnu mere sydlandsk varme, end han ødslede med på førsteaftenen.

Men Gud for en stemme! Skal vi tynde ud på det høje h? Jamen, så gør vi det da bare.

Det høres og ses hist og pist, at han endnu er uerfaren. Men ham har vi forhåbentlig ikke haft besøg af for sidste gang.

Lakmus prøven

Ingen "Rigoletto" uden et ordentligt bud på titelrollen Skulle nogen være i tvivl, har Verdi i sit partitur indbygget en lakmus-prøve. Da Rigoletto i tredje akt er nødt til at røbe over for hoffolkene, at det er hans datter, de har bortført, giver Verdi orkestret en stor, samlet akkord med et bækkenslag i på ordet "figlia" (datter). Her måtte vi ty til tekstanlægget for at forstå, at det var datteren. Og kan man ikke høre det, står der ikke en ægte Rigoletto på scenen.

Der skal ikke fra denne kant skydes på Paevatalu. Han gør det maksimale ud fra sine forudsætninger. Skytset må i stedet gælde den operaledelse, der har betroet ham rollen oven i købet uden at dobbeltbesætte den, som man har gjort det med alle de andre store roller. Spillemæssigt og især vokalt er hans indsats heroisk. Man tør så håbe, at det ikke får uønskede konsekvenser, når han fra på tirsdag skal synge rollen fem gange i træk med kun en enkelt hviledag imellem.

Hans vokale helbred vil man kunne tage temperaturen på, når forestillingen radiotransmitteres på næste lørdag. Billetter er noget af en mangelvare, for operagængerne har sikret sig stort set alle pladserne resten af denne sæson.

De kan glæde sig til en traditionel forestilling med tyngdepunktet i det musikalske. Og vil givetvis krydse fingre for den populære Paevatalu i kampen med titelrollen.