Den Anden Opera: LA QUINTRALA
På vej til gæstespil i Tyskland og Sverige viser Den Anden Opera med Anne Kleinstrup i front et nyt og seværdigt forsøg på en opera med interaktivt computerakkompagnement.
Den Anden Opera
LA QUINTRALA
Claus Martin, iscenesættelse
Til 10. september og
igen 8.-15. oktober Da komponisten Lars Graugaard for første gang ("Flugten" på Den Fynske Opera for et par år siden) skrev en opera med et interaktivt computer-genereret akkompagnement ud fra sangernes øjeblikkelige vokaludfoldelse, var resultatet ikke vellykket. Alligevel har Den Anden Operas chef, svenske Jonas Forssell, ment, at Graugaard burde have en chance mere. Denne gang i selskab med en svensk librettist, den unge dramatiker Greta Sundberg, som så til gengæld her leverer sit første bud på en operatekst.
Tilfældet har villet, at projektet er blevet ikke blot skandinavisk, men EU-baseret, idet et eksperimenterende kompagni fra Hannover meldte sin samarbejdsinteresse. Så nu står vi med en ny kammeropera, der først spilles på tysk i Danmark og Tyskland og derefter (om en måneds tid) på svensk i Danmark og Sverige. Og heldigvis er resultatet denne gang langt mere vellykket.
Når forestillingen måske ikke helt vil lette fra jorden, skyldes det nok ikke så meget librettisten, komponisten eller det fine og hårdt arbejdende dansk-svensk-tyske sangerhold. Teksten har da sine urimeligheder: kan man søge et chaufførjob hos landets kvindelige præsident og i ansættelsessamtalen sige, at man først nu genkender hende? Den gemmer til gengæld i sine regibemærkninger langt mere, end iscenesætteren har kunnet eller villet gøre brug af.
Lars Graugaard er heller ikke helt skyldfri: i et langt, handlingsløst intermezzo mod slutningen af forestillingen taber han fatalt højde. Men ellers skriver han passende sangbart, og computerlydsiden kan ingen stødes af. Om noget er den snarest for harmløs i forhold til sujettets gru.
Kammerspil
Hovedsvigtet synes at være iscenesættelsen ved tyske Claus Martin, inklusive hele video-siden, der ligeledes er tysk produceret. Video-projektionerne har givetvis for meget genbrug, men fejler især ved ikke at gøre os tilstrækkelig klart, at størstedelen af personerne lever i det offentlige rum og skal overleve på medie-iscenesat massepsykose. Med en lille enhedsdekoration, meget få rekvisitter og stort set kun intimsfære på videosiden, ender vi uundgåeligt i et kammerspil og har dermed tabt en væsentlig dimension.
Når forestillingen alligevel er så seværdig, som den er, skyldes det ikke mindst Anne Kleinstrup i den altædende hovedrolle som den medieejende præsident med snylteplante-tilnavnet. Hos den tyske iscenesætter er de chilenske quintrals ganske vist blevet til blodrøse roser, der har en lidt anden, men vel også anvendelig symbolik.
Kleinstrup er mirakuløst troværdig som både man- og woman-eater uden at få lov til så meget som at vise ben. Godt gået, Anne!