Lars Bomstærk

Kom, så skal du se.

Lars Bom rejser sig ivrigt og skynder sig over mod computeren på gulvet i stuen, mens han henkastet fortæller, at møblerne står sådan lidt hulter til bulter, fordi familien holdt fødselsdag forleden.

Han piller ved et lille digitalt videokamera og snart ruller over computerskærmen billeder af svedige ansigter, slidte boksehandsker og bokseren Brian Nielsen sammen med sin træner Poul Duvill.

Det er Lars Boms seneste projekt, og hans første sådan rigtige sololøb. Eller rettere sagt et af dem. For de står i kø på trapperne.

Filmen er et one-mans-produceret tv-dokumentarprogram om boksning - et miljø, som han er stærkt fascineret af.

Fordi det er et af de sidste tilholdssteder for gadedrengene og de upolerede. Fordi der er plads til store følelser og urinstinkter, som vær hurtigt, slå først og løb. Og fordi det på en måde minder op ham selv. Måske kunne han lige så godt være havnet i bokseringen, som i Dansk Skuespillerforbund.

Og dog - ved nærmere eftertanke et øjeblik efter.

»Nej, jeg er et åndsmenneske, og jeg ville heller aldrig lade mig slå til plukfisk. Men jeg har nok det hele i mig. Det upolerede, de store følelser og det intellektuelle,« medgiver han, mens solen skinner hæmningsløst ind af de store vinduer i det hvide hus med de sjove rum på hjørnet af to stille villaveje i det pæne nordsjællandske Virum.

Stolt over basen

Her bor Lars Bom, 40 år netop i dag.

Skuespiller, studievært og musikalsk med meget mere, men måske stadig mest kendt som strisseren fra Samsø, der i øjeblikket genudsendes på TV2.

Manden, der dannede hårmode og bærer ansvaret for tusindvis af skaldede danske mandehoveder, og gerne fortæller at han er smigret, men også inderst inde skræmt over at være blevet udråbt til sexsymbol og rigtig mand. Det image ville han med garanti ikke kunne leve op til en halv time, erklærer han forlegent.

Han bor her med sin kone, der er uddannet pædagog, men nu ansat halvtids på Louisianna og deres tre døtre; tvillingerne på ni år og Astrid på fire år.

Med hovedet og hjertet fyldt med aftaler og projekter flere år frem i tiden. Og med en tilværelse, som der i hvert fald ikke står skrevet 40-års krise henover.

Faktisk er han ganske godt tilfreds.

»Jeg elsker min kone, og vi skal ikke skilles. Jeg er stolt over den base, som vi har bygget op her for vores børn - og jeg er lykkelig over, at det ikke er gået værre. Jeg har arbejdet alt for meget. Nu er det tid til at nyde frugterne og drosle ned. Tid til at reflekterer over livet, og hvad jeg vil med det.

Boksefilmen er første skridt på vej til at realisere en drøm. Jeg har været færdiguddannet som skuespiller i 15-16 år, og jeg har altid indordnet mig efter andre folk og deres ideer. Nu vil jeg også prøve at bestemme selv, være primus motor. Skabe mine egne projekter og forsøge at lave noget af det, som jeg savner i alt for meget skuespil i dag.

Jeg skriver f. eks. på en sitcom i samarbejde med en amerikansk manusforfatter. Vi hænger i Danmark fast i en gammel revytradition, hvor morsomt tv handler om at klaske sig på låret af grin, fordi skuespilleren kan lave et sjovt ansigt eller falde på halen. Men man skal blive rørt, ned og røre ved nogle smertepunkter og noget alvor, før jeg synes, at en historie bliver rigtig interessant,« forklarer Lars Bom, der »ups - det havde jeg sgu glemt« undskylder mange gange, da en fysioterapeut er i telefonen, fordi han har glemt sin tid på briksen.

Bagefter lader han gæstens lovede kaffe vente på køkkenbordet, mens han taler. Meget. Om løse ideer og næsten færdigforhandlede projekter. Og han er ikke spor bange for om det hele vil blive til noget og lykkedes.

»Jeg håber det fandeme, og jeg bliver vildt skuffet, hvis ikke,« erklærer han med eftertryk helt op i de intense lyseblå øjne.

Der er energi i den mand, som også lige skal fortælle, at han i år har planlagt at løbe fire maratonløb rundt omkring i verden. Fordi han fylder 40 år. 4 og 40. Tallene passer. Han smiler. Igen.

»Jeg brænder for mange forskellige ting. Jeg har mange ideer, mange jern i ilden. Derfor er jeg nødt til at træne. For at få renset alt det overflødige ud. For at få ro. Jeg plejer at lægge en ugeplan, så jeg enten cykler, løber eller svømmer hver dag - og jeg bliver deprimeret, hvis jeg ikke får det gjort. Men det har altså også at gøre med, at min krop er vænnet til et højt forbrændingsniveau,« erklærer han og lyder pludselig lidt studs. Som om han ikke gider al den analyseren og reflekteren - som han et øjeblik efter ikke selv kan lade være med at begive sig ud i.

Men han ved det godt.

Han er begge dele - og et par sekunder efter er stemmer atter varm og imødekommende.

Lars Bom har altid dyrket meget sport, men lidenskaben til løb blev grundlagt, da han i sin tid skulle i løbeform til den løbende Strisser på Samsø. Tilsvarende mødte han kærligheden til bokse-miljøet, da han skulle i træning til spillefilmen Skygger i 1998.

Og i dag kan han ikke leve uden at løbe.

Tvivleren

Men sådan er det vist med Lars Bom. Han er i høj grad resultatet af levet liv, udstyret som han er med et åbent og letpåvirkeligt sind - og født på et finurligt sted i det astrologiske stjernebillede.

»Jeg er vædder, og derfor slår jeg fra mig. Men jeg har vægten i ascendenten, og den står altid bagved og spørger om jeg nu er sikker, helt helt sikker. Det er en indbygget konflikt i mig.«

Han er en tvivler.

Også på sit eget værd.

»Jeg booster (prøver at pumpe op.red.) mit eget selvværd. Du spurgte, om jeg var bange for, hvordan mine projekter vil blive modtaget. Nej - og ja. Jeg er blevet kritiseret, og det gør da pisse ondt. Virkelig, men jeg prøver at komme bag ved det, og you cant love them all. Jeg tilgiver min bøddel.

Jeg har prøvet at blive sablet helt ned til gulvbrædderne i en rolle, som jeg var kanonglad for i Shakespears MacBeth af Bornedal. Bagefter skrev en anmelder, at jeg lignede et kinderæg og var lige så hul inden i. Jeg blev vildt ked af det. Jeg havde lyst til at tage hen til hende, og stikke kuglepennen ind i hende, så hun kunne mærke, hvordan det var, når det gjorde ondt. Det er i sådanne situationer, det gælder om ikke at miste troen på dig selv. Men hvor jeg godt indimellem kan.«

Lars Bom er født i Virum. Ikke langt fra, hvor han bor i dag.

Han voksede op som en spinkel, glad dreng, der spillede på trommer, interesserede sig for filosofi og elskede at spille teater, og som havde taget sig klovnens rolle midt i den store søskendeflok på fem.

De var en kreativ og livlig familie, der gik under tilnavnet Cirkus Ringerbakken - fordi der var væsentligt større armbevægelser end i andre dele af familien. Moderen var hjemmegående og operasangerinde, faderen var lærer i fransk og latin, mens børneflokken stod for underholdningen, de store armbevægelser og siden gik i hver sin retning.

En er blevet øjenlæge, en anden bankdirektør, en tredje gymnasielærer og en fjerde grafisk designer - og rosinen i midten, Lars Bom, altså skuespiller.

»Det var et rigtigt akademikerhjem med flygel og mange diskussioner om politik og samfundsforhold. Vi blev opdraget til at tage stilling og markere os, og hvis vi er blevet stimuleret til noget, så er det til at gøre de ting, som vi selv kan lide,« husker han.

Mobbet i skolen

Når Lars Bom alligevel som voksen kan blive usikker på sit eget værd, skyldes det blandt andet en episode, der fandt sted, da han var 12 år gammel og gik i femte klasse på Sankt Annæe gymnasium. Tre af hans skolekammerater udvalgte sig ham, den yngste i klassen, som mobbeoffer.

I en uge forfulgte de ham systematisk. Hånede ham, nedgjorde ham og svinede ham til. Han var flov, blev usikker og sagde ikke noget til nogen voksen, der kunne have hjulpet ham.

»Den uge ændrede mit liv. Al mit selvværd blev pillet ud af kroppen på mig, lige pludselig blev der stillet spørgsmål ved min personlighed. Hvem var jeg egentlig? Var jeg nu også god nok?

Efter en uge kaldte mine bødler mig over til sig og sagde, at nu var det slut, nu ville de tage en anden, så jeg kunne godt sætte mig over sammen med dem. Og det gjorde jeg - bare lettet over at det ikke længere skulle gå ud over mig.

Mit held var, at min familie flyttede til Bruxelles, så jeg kunne få en ny identitet. Da jeg senere kom i gymnasiet, sagde jeg til mig selv, at det skulle ikke ske igen. Samtidig var jeg den ældste i klassen, og for at beskytte mig selv, anlagde jeg en arrogant stil. Det fik mine klassekammerater til at give mig en plakat af paven, da vi blev studenter. Men det var gjort i kærlighed, jeg kunne grine af mig selv.«

Barndommens mobbeepisode bærer Bom med sig rundt på danske skoler, hvor han taler om mobning, skolepolitik og adfærdskultur.

Socialministeriet henvendte sig i forbindelse med et stort mobbeprojekt, og på baggrund af sine personlige erfaringer, syntes han ikke, at han kunne nøjes med at rejse rundt og være smart og skrive autografer.

»Jeg er et politisk engageret menneske, og jeg kan ikke lade være med at blive indigneret. F. eks. fatter jeg ikke, at vi som samfund vil acceptere, at utrolig mange børn går ud af folkeskolen med en dårlig oplevelse. Og min oplevelse er jo peanuts i forhold til den hårde medfart, som mange andre børn får og har fået.

Folkeskolen er en hjørnesten i børns liv, og den skal give dem selvværd og ikke det modsatte. Når man har selvværd og er glad, mobber man ikke.

Omdrejningspunktet er tolerance og engagement. Forældre bør skrive under på et etisk regelsæt, når de sætte deres børn i skole, og hvis ikke de efterlever reglerne, så må de flytte skole. Samtidig kan politikerne lovgive og forlange, at lærerne engagerer sig, ikke blot i undervisningen, men også i adfærdskulturen,« fastslår Lars Bom og rejser sig fra bordet.

»Gør det noget, at jeg spiser, mens vi snakker. Jeg er ved at dø af sult. Jeg har trænet flere timer her i formiddag,« forklarer han, smører sig et par madder ved køkkenbordet og fortæller, at han først blev voksen for et par år siden, og at hans professionelle ambitioner går i international retning.

Han planlægger at lave en film med sig selv og derefter kaste snøren rundt i verden. Og så har han i øvrigt tænkt sig at forblive tro mod sine idealer og sine følelser.

»Jeg er en god iværksætter og kan godt lide at kaste en sten i vandet og se det brede sig, mens jeg nok ikke har været god til at følge op og afslutte. Det er jeg blevet bedre til. Jeg har en høj arbejdsdisciplin, og jeg tror på, at man må gøre noget selv. Tage livet. Være sand mod øjeblikket og sig selv.

»Jeg er ikke bange for at sige min mening. Vægten sidder godtnok bag ved og jamrer: »Kan du da ikke holde din kæft, behøver du sige så meget. Slap nu lidt af.« Tvivlen er der altid. Men sådan er det. Det lever jeg med.«

jette.carlsen@jp.dk