Tændt på livet
Judy Gringer, der i dag fejrer sin 60-års dag i Amsterdam, indstillede - mæt af scenedage - sin skuespiller-karriere i 1985. Siden har hun afprøvet livet, og har stadig så megen gnist, at hun taler om nyforelskelse
Babs & Nutte fylder i dag 60 år.
Indehaversken af de berømte og fremdeles fremskudte bastioner føler sig ikke gammel, når hun fejrer fødselsdagen ved de pittoreske kanaler og gavlhuse i Amsterdam, hvor 50 års-dagen også fandt sted.
Judy Gringers og Dirch Passer succes-sketch om de struttende årsunger indgår i revyernes rigsvåben på linje med ølhunden, der glammer, tømmerflåden, og den om Krag, der den dag i dag sidder i New York, samt mange andre klassikere.
Judy Gringer lægger festen til smeldtediglen Amsterdam, fordi det er en overkommelig og billig udgave af det konglomerat af racer, farver, fart og forskellige sprog i metropolen New York, hvor hun levede som hippie i sammenlagt tre år fra 1985 til 1991, og hvor hun fik bevidstgjort sine jødiske rødder. Men herom senere.
Judy Gringer er fattig på jordisk mammon, men rig på oplevelser. Der er hverken råd til en ansigtsløftning, som hun godt kunne ønske sig, eller et snarligt gensyn med New York. Men en økonomisk håndsrækning på 10.000 kr. fra Ebbe Langbergs Hæderslegat muliggør turen til Amsterdam, endda på behagelige togsæder og ikke som passager ubekvemt stuvet sammen med mange i en bus i 16 timer, noterer hun og glæder sig til at møde amorinerne i den hollandske hovedstad.
»Jeg har altid haft svært ved at blive forelsket, for jeg er kræsen. Min målgruppe af mænd udgøres i dag af dem, som desværre er gift for tredje gang! Men det kan være, at lynet slår ned i Amsterdam, fordi jeg føler mig mere fri i udlandet end herhjemme,« fastslår hun i en kælderrestaurant i byens hjerte, hvor hun råder over en beskeden kvistlejlighed med petroleumsopvarming og udsigt til både gaden og gården.
Hymens lænker
Selv om den offentlige mening har smedet Judy Gringer i hymens lænker utallige gange, så har hun faktisk kun haft papir på én mand i sin 60-årige tilværelse. Han var psykolog, og ægteskabet varede to år.
»Det eneste, man ikke må, er at gifte sig med en psykolog. Det er forfærdeligt, men bryllupsfesten var da udmærket. Det bedste ved at ældes er, at man bliver venner med sine forhenværende kærester. Når der er gået et behørigt antal år, og følelserne ikke længere er oppe at køre, kan man få gavn af hinanden.«
Judy Gringer levede fem stormfulde år sammen med komikeren Dirch Passer, og hun delte i 10 år køkken og soveværelse med filminstruktøren Knud Leif Thomsen, med hvem hun har datteren Julie, der har gjort Judy Gringer til mormor.
Judy Gringer savner ikke de skrå brædder, der allerede fra 10 års-alderen fyldte hendes tilværelse, eller de inciterende filmstudier.
»Men indrømmet: Da jeg så filmoptagelser i New Yorks gader, gibbede det i mig. Jeg har trods alt medvirket i 53 spillefilm plus tv-film og det løse. Kontakten med publikum er skøn, men kan også virke skræmmende på mig, når jeg kommer for tæt på. Medvirken i film giver derimod en behagelig afstand. Men mine ambitioner har aldrig været store. Jeg trives i det små.«
Judy Gringer sluttede sin scenekarriere i sæsonen 1984-84 i "Amalie Skram" på Aveny Teatret på Frederiksberg. En forestilling, der udløste røde lygter, men som sagt var hendes definitivt sidste.
Gad ikke mere
»Jeg vidste på forhånd, at det var slut. Det havde jeg besluttet. I en nekrolog over en forlængst afdød stjerneskuespillerinde blev hun engang citeret for at svare på spørgsmålet, om hun ville fortsætte: Jeg gider ikke. Præcist på samme måde følte jeg det efter 35 års virke, uden at det må opfattes som arrogant, og bemærkningen må gerne figurere i mit eftermæle. Men dengang brød jeg mig ikke om at sige det direkte til folk. Og heller ikke i dag. Jeg var mæt af scene-dage og havde så mange minder, ikke mindst fra den forrygende Kjeld Petersen-Dirch Passer-epoke, og da jeg i 1985 modtog et legat, jeg havde søgt, rejste jeg alene til New York. For første gang skulle jeg besøge den voldsomme heksekedel. Fotografen Jesper Høm havde forsynet mig med nyttige adresser, så jeg ikke var helt alene i verden. Jeg flyttede derover, og det lå mellem linjerne i legatets vilkår, at jeg skulle komme tilbage og berige kunsten med mine erfaringer. Det gjorde jeg ikke, og det havde jeg dårlig samvittighed over.
Jeg blev derovre og kunne kun nødtørftigt forstå engelsk, men slet ikke tale det, da jeg landede i Staterne. Jeg plejer at sige: Det engelsk, jeg kan, har jeg lært af John Wayne. På film. Kundskabsefterslæbet, som stammede fra min tid som balletelev på Det Kongelige Teater, kom jeg hurtigt efter. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Jeg var babysitter, statist og havde job med "flyers", folk som står med reklamer, der anbringes alle mulige steder centrale steder på Manhattan. Så på den måde blev jeg fortrolig med denne fascinerende bydels labyrinter. Kort efter ankomsten var jeg i Schubert Teatret og kiggede pludselig fra balkonen ud på det sydende Broadway og tænkte: Hvad laver du her, når der foregår så meget udenfor? Jeg forlod teatret før anden akt og tog i stedet på opdagelse i byen, og det var spændende. Jeg blev inviteret ind i jødiske kredse, som er betydelige i New York, og fik ved samværet skærpet min jødiske identitet,« fortæller Judy Gringer, som skaffede sig logi i millionbyen, så lille som et kosteskab, men med egen dør, som hun udtrykker det. Fordringerne til hjemmet er ikke så høje, når man lever ude i byen i New York, hvis livsrytme hun genkender fra tiden med Dirch Passer, som kom ind i hendes liv, da hun blot var 17 år gammel. Han var 30 og erfaren. Men de havde med en nutidig betegnelse øjeblikkelig "fælles kemi".
Dirch Passer
»Ja, vi grinede hele tiden. Mødet med Dirch var overvældende. Jeg kom fra et beskyttet borgerligt hjem i Bagsværd og var blevet kasseret som balletdanserinde, selv om jeg lignede en lille alf, men det hjalp ikke noget, når dansen krævede kræfter som en okse. Dem havde jeg ikke, og jeg måtte forlade nationalscenen. Og bagefter anede jeg ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg tror aldrig, jeg gjorde mig rigtige forestillinger om, at jeg ville være skuespillerinde på trods af den kendsgerning, at vi som balletbørn havde deltaget i utallige teaterforestillinger, der bragte mig tæt på bl.a. Poul Reumert, Ingeborg Brahms og Bodil Kjer. Umiddelbart efter afslutningen på Den Kongelige Ballet drog jeg på turné med Rita Clair-Balletten til Italien. Jeg deltog som danserinde i Tivoli-revyen, hvor Gabriel Axel så mig og tilbød mig en lille rolle. Via dette arbejde kom jeg i forbindelse med Nordisk Film, og derefter gik det hurtigt. Stig Lommer opdagede og engagerede mig til at danse på ABC-Teatret. Kjeld Petersen så muligheder i mig. Det samme med Dirch. Babs & Nutte var pludselig født og trak fulde huse.«
»Jeg hader at gøre rent, men engang imellem er det nødvendigt. Under en oprydning så jeg et udklip, der bevægede mine følelser: "5 bedste år af mit liv med Dirch Passer", men det var misforståelse. Der skulle være tilføjet "i branchen og navnlig på teatret". For Kjeld og Dirch var fantastiske. Jeg røg lige ind i et hektisk liv med dem som hovedpersoner. En lille pige, der aldrig havde set et glas sherry, uerfaren, med en Dirch, der i slutningen af vort forhold kunne sige, at han lige hentede en pakke smøger og var væk hele natten! Det gik hårdt til. Aldersforskellen kunne vi ikke løbe fra. Da Kjeld pludselig døde, skete der noget indvendigt med Dirch. Han fik et chok og holdt en overgang op med at spille, og jeg tror ikke, at han nogensinde overvandt Kjelds død.«
Judy Gringer understreger, at hun er inhabil og partisk, når hun skal vurdere nutidens komikere, men et fyrtårn som Dirch Passer kan hun ikke få øje på. Men der er mange gode spillere, der er sjove, men en Dirch - nej.
Jødisk baggrund
Judy Gringers far, Isak Gringer, var skrædder i Bagsværd. Familien udvandrede fra Østeruopa og talte aldrig med datteren om den jødiske herkomst. Heller ikke om flugten i oktober 1943, da hovedparten af de danske jøder blev reddet i sikkerhed i Sverige, herunder familien Gringer. Børnene fik sovepiller under overfarten for ikke at larme og græde.
»I familien blev det jødiske undertrykt. Vi talte ikke om vores jødiske identitet eller vores rødder. Det var tabu at gøre opmærksom på, at vi var anderledes, men efterhånden gik det op for mig. Navnet "Judy" er en sammentrækning af Judith, der betyder "jødinde". Jeg husker, at der blev råbt "jødeunger" efter os på gaden. Man skulle ellers tro, at lige efter Besættelsen var folk på det rene med, hvilken forfærdelig skæbne der var blevet jøderne til del under Hitlers masseudryddelser,« siger Judy Gringer, hvis forældre, især faderen, ønskede barnet ind på Det Kongelige Ballet, hvor den skandaleombruste balletmester Harald Lander antog hende. Judy Gringer kom til at danse med bl.a. Vivi Gelker (Flindt) og Eske Holm og gik også i klasse med dem.
"Min far betragtede mig som Bagsværds håb. Jeg tog dagligt bussen til Kongens Nytorv og retur. Det var lange dage, og da jeg blev kasseret, havde jeg det rigtigt skidt, fordi jeg vidste, at min far havde det dårligt med det. Det kom jeg hurtigt over det, og senere tilgav min far mig, da jeg opnåede succes på ABC-Teatret. Skolegangen var amputeret på Det Kongelige Teatret, men det har ikke pint mig specielt. Jeg har indhentet forsømmelserne. Nu læser jeg: Erica Jongs essays, stakkevis af romaner og meget gerne biografier. Skulle jeg vælge om, ville jeg være professor i litteratur eller forfatter. Men da jeg er bedre til at læse end skrive - jeg kommer aldrig til at mestre sproget som Knut Hamsun - nøjes jeg med at læse,« slutter Judy Gringer.