Fortsæt til indhold
Kultur

Amalie vandt MGP

Dansenummeret "Til solen står op" med 12-årige Amalie fra Brønshøj blev vinder af MGP 2007.

Sammen med danserne Sidsel, Astrid og Signe sang og dansede hun sig til en sikker førsteplads ved lørdag aftens MGP-show i Århus. De fik 58 point - to mere end nummer to.

Amalie er ikke uvant med at stå på scenen, da hun tidligere har været bag-danser for Signe K., der blev nummer to i MGP 2005. Hun fortæller, at hun er mest til hip-hop og rap, og hun drømmer om at blive professionel sanger.

Nummer to blev 13-årige Mathias fra Kalundborg med hip-hop-sangen "Party". Han havde masser af sceneerfaring at trække på, da han er både danmarks- og nybagt europamester i hip hop-dans. Han har også spillet hovedrollen i Oliver Twist og er vild med Michael Jackson.

Drømmer om Orange Scene

På tredjepladsen kom drengegruppen The Rollers fra Sunds ved Herning med sangen "Charlotte". Emil, Asger, Mathias, Rasmus og Patrick går i 8. klasse og spiller rock, hører D.A.D., Kashmir og Red Hot Chili Peppers, og deres vildeste drøm er at stå på Roskilde Festivals orange scene.

På fjerdepladsen fulgte pigegruppen Glitter fra Stenløse og Veksø med "Vi Breaker", og på en femteplads endte 13-årige Kristian "D-Nay" fra Koldby ved Thisted med sin "Pigen jeg kan li".

Nordisk MGP i november

Amalie skal sammen med Mathias forsvare de rød-hvide farver ved det nordiske MGP i Oslo den 24. november.

Desuden får de tre bedst placerede lov at lave en fælles cd. Udover de tre vindersange vil den indeholde endnu fire numre med Amalie og yderligere tre numre med både Mathias og The Rollers. Oven i hatten skal alle 10 deltagere optræde i Tivoli d. 22. september sammen med sidste års deltagere.