Fortsæt til indhold
Kultur

JP/Politikens Hus får ny bestyrelsesformand

Hans J. Carstensen bliver fra foråret 2027 ny formand for JP/Politikens Hus. Han afløser Raoul Grünthal.

/ritzau/

Medieselskabet JP/Politikens Hus gennemfører næste år et formandsskifte.

Det bliver Hans J. Carstensen, der fra foråret 2027 bliver ny bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus.

Han afløser Raoul Grünthal, der er indstillet til posten som formand for Stiftelsen Tinius, som blandt andet ejer Schibsted-koncernen.

Hans J. Carstensen er i dag bestyrelsesformand for det statslige ejendomsselskab Freja Ejendomme.

Han har erfaring fra mediebranchen i kraft af sit tidligere job som finansdirektør i mediekoncernen Egmont, og han har også været formand for det Egmont-ejede TV 2 Norge i knap 20 år.

- Efter næsten 25 gode år i den øverste ledelse af Egmont glæder jeg mig til min kommende rolle som bestyrelsesformand i en anden stor mediekoncern.

- Jeg er taknemmelig for den tillid, som udvises til mig, og jeg glæder mig til samarbejdet med bestyrelsen og ledelsen i JP/Politikens Hus, siger Hans J. Carstensen i en pressemeddelelse.

Svenske Raoul Grünthal har været bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus siden 2024, hvor han afløste den mangeårige formand Lars Munch.

Grünthal er tidligere chefredaktør for nyhedsbureauet TT og var i 12 år direktør for Schibsted-koncernen.

JP/Politikens Hus blev dannet i 2003, da Politikens Hus og Jyllands-Posten gik sammen. Selskabet er ejet af fondene bag de to fusionerede selskaber.

Foruden Politiken og Jyllands-Posten ejer og udgiver JP/Politikens Hus blandt andet Ekstra Bladet, Watchmedier, MarketWire og en lang række lokalaviser.

Det driver også en række forlag samt netboghandel Saxo, ligesom JP/Politikens Hus ejer dele af distributionsselskaberne Bladkompagniet og DAO.