Han bliver konstant stoppet på gaden, og hjemme ved hans mor camperer fansene udenfor: Men i sommer ramte Thor Farlov bunden med et brag

Der er formiddagstomt, idet Thor Farlov træder ind på restauranten Donna med hætten fra sin sorte jakke nede om nakken. Hans latter er spids, høj og erobrer hele rummet ved Rådhuspladsen i København.

»Du fanger mig på mit bedste humør,« siger han og slanger sig ud af sin jakke, inden han sætter sig i et aflukket rum i siden af restauranten.

På trods af at hans lejlighed kun ligger 500 meter fra restauranten, nåede han at hilse på omkring 30 unge mennesker.

»Blandt unge er jeg måske et af de mest kendte ansigter, så det hører med.«

Var der også folk, som bad om billeder?

»Ja, ja,« siger han selvfølgeligt.

»Folk stopper deres samtaler,« hans smalle øjne spærrer op, »og så gør de sådan her«. Som et dådyr fanget i lyset fra en forlygte.

»Når jeg har perioder, hvor jeg er fuldstændig on point og har det godt, er der ikke noget, jeg elsker mere end at tage min jakke på og gå alene gennem byen. Sige hej til mennesker. Tage billeder,« siger han.

Han trækker vejret langsomt ind og puster så ud.

»Det kan jeg ikke i mine dårlige perioder. Så ligger jeg hjemme og gemmer mig under dynen. Der er noget fysisk umuligt i at have den energi hele tiden, og jeg føler ikke, at jeg kan tillade mig at have en offday som et offentligt ansigt.«

En internetsøgning afslører meget få store interviews med Thor Farlov, da han oftest takker nej. For tiden har sangeren dog noget på hjerte. Han har de seneste år fløjet for tæt på solen og blev til sidst nødt til at lægge sit liv om. Det var her, han var tættest på at miste sig selv.

Presset som offentligt ansigt

At være et offentligt ansigt er ikke for sarte sjæle. Der findes selvbiografier og interviews, som fortæller om skyggesiderne af et liv som kendt skuespiller, sportsatlet eller sanger. Hvordan det er, at alle har en holdning til én, og at privatlivet pludselig ikke føles så privat.

Thor Farlovs hår er kortere og mørkere, end dengang danskerne lærte ham at kende som en del af den populære popduo Citybois under ”X Factor” i 2015. Især de seneste to år, hvor sangeren igen har hittet med sine egne sange, har de mange medfølgende forventninger tynget ham.

I lufthavnen trækker han en hætte over hovedet og dækker sine øjne med solbriller, og han handler ikke længere i supermarkeder, men får maden leveret, ligesom han ikke tager offentlig transport.

»Det er fucking hårdt for mig at være i København, samtidig med at det kan være det fedeste. Jeg føler, at folk kigger på mig. Der ligger et pres i at være kendt. Det er hårdt at have øjnene på sig, og du lister på tæer. I en skidt situation kan du ryge ud til titusindvis af mennesker,« siger den 26-årige sanger.

Hele verden har med en vis frygt kunnet følge med i Justin Biebers seneste år, hvor han har lignet en, der ikke var ved sine fulde fem. Videoer, hvor han verbalt langer ud efter paparazzi, er set af millioner, og mennesker, der ikke havde nogen anelse om, hvem han var i virkeligheden, bekymrede sig for ham. Det så ud, som om den verdenskendte sangers bristepunkt var nået.

»Med al respekt er jeg Thor Farlov i Danmark, og det kan ikke sammenlignes med at være Justin Bieber i hele verden. Men der er alligevel noget af det samme pres.«

Image over identitet

Thor Farlov emmer af at være den fødte underholder.

Allerede fra barnsben mimede han til Michael Jacksons ”Dirty Diana” under en talentkonkurrence foran hele skolen.

Begge hans forældre er ekstroverte, og derfor er det altid faldet ham naturligt at forsøge at stjæle opmærksomheden i et rum. I folkeskoleklassen var han blandt dem, der havde nemmest ved det sociale, og til en skolehjemsamtale roste hans lærer ham for at deltage aktivt i timerne, men mindede samtidig om, at der var et stykke vej fagligt.

»Jeg var en, som alle lærerne elskede. De kunne se, at jeg havde knald i låget. Der har været nogle eftersidninger og gange, hvor det er løbet løbsk, men lærerne kunne ikke rigtig stå for, at det kom fra et godt sted,« siger han og trækker mundvigen op til et skævt smil.

»Jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg ikke bliver intimideret. Du kunne sætte mig foran Donald Trump, uden at jeg ville blive nervøs eller usikker.«

Som kun 14-årig nærmest hoppede Thor Farlov ind foran dommerne Thomas Blachman, Remee og Lina Rafn til en ”X Factor”-audition sammen med sin ven Anthon Edwards Knudtzon.

»Vi er Citybois,« sagde han og formede sin hånd til et C foran det ene øje. Det var ikke falsetter og skønsang, som sendte dem videre runde efter runde, men derimod deres charme og selvtillid.

»I burde have et realityshow,« sagde Remee, mens de løb ud fra deres audition. Det endte med en fjerdeplads, men Citybois blev alligevel tilbudt en pladekontrakt og opnåede hurtigt succes. Thor Farlovs teenageliv med fodboldplakater på væggen og ture på skateboardbanen blev dermed revet op med rødderne og erstattet af et liv med fester, koncerter og penge. Sådan var hans første fritidsjob.

Nogle nætter sneg han sig ud for at tage på natklubber, han ikke havde alderen til at komme ind på, men som hans status alligevel åbnede døren til. Og som 16-årig modtog han en besked fra Skattestyrelsen med et skattesmæk så stort, at selve summen, han havde tjent, overraskede ham.

Teenagepiger overnattede i telte på fortovet foran hans mors villalejlighed i Gentofte, og sommetider forvildede de sig ind i den hvide opgang for at hilse på, inden hans mor smed dem ud. De skreg, når de to lyshårede drenge stod på scenen, og de opdigtede historier om ung kærlighed på internettet, hvor Thor Farlov havde hovedrollen.

»Da var det hele fedt. Det handlede om at have det så sjovt som muligt hver dag, og der var ikke nogen grænse for, hvad vi kunne tillade os som unge. Alle syntes, at vi var sjove. Vi var på toppen af verden, og det var paradis,« siger han.

Det var sådan, han blev kendt. Som en evigt positiv teenager med et uudtømmeligt overskud. Det er stadig det, han kæmper med, for som alle andre har han dage, hvor det ikke er muligt at være noget for andre.

Han klemmer sine buskede øjenbryn ned til en seriøs mine.

Fra normalt at virke som en, der altid har en kæk bemærkning i baglommen, sidder han nu i stilhed og stirrer over bordet.

»Jeg har opbygget en persona om mig, og alt mit stress kommer fra, hvad jeg tror, folk forventer af mig. At der skal ske noget, når jeg er i selskabet. Jeg har den rolle i næsten alt,« siger han så.

Selv i tiden under Citybois var der dage, hvor det var svært at have et image, han ikke altid kunne efterleve. I en trodsig handling mod det, han var kendt for, bad han frisøren klippe sit kendetegn – de lange lyse lokker – karsekort, og da coronapandemien aflyste duoens koncerter, besluttede han, at det var tid til at lave musik under eget navn.

Succesen steg, trivslen faldt

Det var i sommer, at Thor Farlov sad på en restaurant på Bornholm med sine venner, men endte i en halvanden times samtale med en fan. Han forsøgte at svare kortfattet på spørgsmål om sit liv for at sende et signal, men kunne ikke sætte foden ned og sige, at nok var nok.

»Selvom jeg har meget selvtillid, har jeg kæmpet med mit selvværd. Jeg har altid haft en drøm om, at alle synes, jeg er verdens fedeste person. Som man altid kan komme til og forvente et grin. At man føler sig set med mig. Det har altid været min største frygt at skuffe folk.«

Han prikker til bestikket foran ham.

»Det er noget lort, ikke? Det er umuligt. Det ligger meget dybt i mig og har heldigvis givet mig flest gode oplevelser. Der er noget karma i det, og så er det fedt at være ham den sjove og søde. Men det er fucking hårdt, når du skal være ham, og du er fuldstændig ødelagt, og du har det dårligt. Du vil faktisk ikke engang ud og blive set af mennesker, når du har det sådan,« siger han.

De dage, han er mest ulykkelig, er, når arbejdslivet kryber sig ind i alle dele af privatlivet. Og for to år siden blussede Thor Farlovs succes op igen, denne gang under eget navn.

»Det har været de bedste år karrieremæssigt, de værste personligt,« konkluderer han.

En februardag i 2024 fik han for første gang under eget navn den mest afspillede sang på den danske hitliste. Den efterfølgende periode følte han mere eller mindre, at han kunne gå på vandet.

Han kaster sine hænder frem og oplister den ene efter den anden sang, som indtog hitlisten i det første halvår. Landets store festivaler bookede ham, publikum skreg med på teksterne, og mennesker på gaden råbte »TF!« efter ham, som han var begyndt at kalde sit professionelle jeg.

Det var her, nedturen begyndte.

Hans ven rapperen Noah Carter beskriver ham som næsten manisk, når arbejdet tager over. Der opstår en konstant higen efter, at livet bliver vildere, og der er hele tiden ture i studiet, koncerter, drukture og restaurantbesøg. Derfor har han også før bedt den unge sanger om at slappe af og passe på sig selv. Livet var vildt nok, som det var, sagde rapperen til ham.

Thor Farlov stod på scenen med tømmermænd og var på farten hver eneste weekend. Der var aldrig et tidspunkt, hvor han fik ro, satte tempoet ned og en gang imellem pustede ud.

»En koncert er det vildeste, man kan opleve. 30.000 mennesker synger noget, du har lavet. De hopper og danser, og du er aftenens hovedperson. Hvad fanden skal du egentlig kunne gøre efter for at mærke lidt? Der er intet i aften, intet i morgen, intet i overmorgen, der kan blive lige så vildt. Indtil du skal gøre det igen. Det ligger der en masse uro i.«

Sammenlagt optrådte han 130 gange det år, fortæller han, og om sommeren var der sommetider syv koncerter på en weekend.

»Derfor tog jeg for meget i byen og drak også for meget. Så behøver du ikke tage stilling til det, der faktisk sker i din hjerne. Derfor kan så mange musikere ikke balancere at spille shows med at have et almindeligt liv ved siden af. Jeg har så meget styrke mentalt hjemmefra, og jeg er opdraget til at have overskud og være naturligt glad.«

Han trykker sig selv insisterende i panden med sin pegefinger.

»Derfor har jeg også slået mig i hovedet over, hvordan det kunne ske for mig at ramme bunden,« siger han.

Der var tegn hist og her på, at det var et usundt liv.

Mens han i en tourbus blev kørt fra den ene del af Danmark til den anden, så Thor Farlov videoer fra en livestream med streameren Rasmus Søndergaard, han havde deltaget i, hvor han ikke kunne kende sig selv. Kommentarfeltet kaldte ham arrogant, for et røvhul, fordi han var fraværende. Sandheden, få kendte, var, at han havde taget turen til Sjælland direkte fra et hotelværelse i Aarhus efter en fest og for få timers søvn.

Han ville være den sprudlende version, han er kendt for at være, men kunne ikke.

»Der bliver jeg ked af det, for jeg var ikke mig selv, men blev dømt for det,« siger han.

Han læner sig ind over bordet.

»Det, jeg laver, kræver sindssygt meget. Du skal underholde mennesker, som forventer noget af dig. Du skal skrive det næste store nummer. Der er en masse stress forbundet med forventninger, og hvad fjerner det? Det gør at tage i byen og få nogle drinks, og det bliver en ond spiral.«

En fødselsdagsåbenbaring

Der var solskin den 23. august i fjor, husker han, men et uvejr havde spredt sig i Thor Farlovs krop. Han havde fødselsdag, 26 år gammel, og skulle samme dag spille en koncert på et fodboldstadion med plads til 30.000 mennesker som opvarmning for den amerikanske sanger Post Malone.

Mandagen inden havde hans ene øje sløret, og hovedet havde dunket. Lægen fortalte, at han havde et infektionstal på mere end 300 og en feber på 40,9 grader, men selv vidste Thor Farlov, at det var kommet med stress. Hans 22-årige søster havde allerede set tegnene.

Hun så en storebror tømt for energi efter koncerterne, hans ansigt var blevet tykkere, mentalt var han fraværende, og hans øjne var triste og røde.

»Jeg havde så ondt. Jeg havde ikke et greb over mit eget liv, og der var en frygt for, at jeg ville blive ved med at leve et liv, hvor jeg ikke havde mig selv med. Jeg havde ikke kontrol, og jeg mistede mig selv,« siger Thor Farlov.

I ugen op til koncerten boede han hos sin mor på det værelse, der engang tilhørte ham, da han havde brug for at have sine nærmeste omkring sig. Samtidig nægtede han at aflyse koncerten, fordi det var hans egne prioriteringer, der havde skabt den dårlige situation, men også for ikke at bryde med de forventninger, publikum havde til ham.

I stedet startede han på en antibiotikakur og kæmpede sig op på scenen i Horsens, hvor adrenalinen tog det værste. Han ville hellere stoppe sin karriere end leve på denne måde, tænkte han efter at være kommet ned igen.

Det krævede tre uger i Thailand, hvor han fastede, holdt sig fra alkohol og vandrede mellem 20.000 og 30.000 skridt hver dag. Den sidste uge, efter hans nære ven var taget hjem, sad Thor Farlov alene og så solnedgange over det krystalblå vand i byen Hua Hin.

»Jeg nød solen, jeg nød varmen, jeg nød roen, jeg nød en anden tidsforskel. Jeg nød et liv på den anden side af jorden. Og der fandt jeg livsglæden. Den havde været væk. Mine drømme blev mit liv, og hvad fanden er så målet? Jeg havde engang lyst til at blive den største musiker i landet, til at lave bedre shows end alle andre, men jeg endte med at gøre det, fordi jeg vidste, at jeg kunne. Fordi jeg tjente penge på det,« siger han.

Hvem kan elske en mand som ham?

Der står vand med brus på bordet og to tomme kaffekopper. Thor Farlov rører stadig ikke alkohol. Nytårsaften fortrak han sig fra sine venner klokken et om natten, stadig ædru, og han slog i morges sin personlige rekord i fitnesscenteret for, hvor hurtigt han kunne forbrænde 1.000 kalorier.

Inden turen til Thailand vejede han 93 kg, men for tiden viser vægten 79 kg. Stubbene er længere end normalt, og lige nu lader han op til endnu en sommer med koncerter.

»Jeg vil aldrig kalde mig en helgen, for jeg ved, at jeg kan ryge i noget lort igen i morgen. Det er det, der er forbundet med presset i at være Thor Farlov. Jeg håber, at jeg kan køre hjem efter en koncert og slappe af, i stedet for at livet altid skal blive vildere. Det er derfor, jeg vil finde en kæreste, som giver mig den ro. Det er svært at finde, mand. Jeg er meget kærlig, og jeg elsker kvinder,« siger han.

Han stopper op.

Midt i al selvsikkerheden er det stadig kærligheden, han tvivler på.

»Jeg er aldrig sikker på, hvorfor en kvinde står over for mig. Om det er, fordi hun synes, jeg oprigtigt er charmerende, og hun vil være en del af mit liv. Om det bare er en enkelt nat, der er sjov at fortælle veninderne. Sådan noget forestiller jeg mig, men jeg er blevet bedre til at navigere i det,« siger han.

Fortryder du nogensinde at være blevet sanger?

Der er tavshed et kort øjeblik.

»Nogle gange, ja. Jeg ville gerne se, hvordan livet ville være, hvis der ikke var nogen forventninger til mig. Men samtidig peaker jeg som menneske med det, jeg oplever som kunstner. Jeg elsker at optræde og lave musik, og det er jeg dybt afhængig af,« siger han.

Han tømmer det sidste af glasset med vand.

»Opturene er stadig stærkere end nedturene. Sidste sommer kom det på prøve, hvor nedturene var større. Nu har jeg taget et skridt tilbage og håber på at kunne spille koncerter i 100 år. Min største jagt er at blive ved med at få de fede oplevelser, men opleve dem som mig selv uden at tænke på alle mulige ting på en gang. Og jeg beder til Gud om, at jeg ikke falder i hullet igen.«

Thor Farlov trækker i sin jakke, og under markisen udenfor hiver han den sorte hætte over hovedet.

»Jeg er træt,« siger han.

»Lige nu har jeg ikke lyst til at blive genkendt.«

Med hastige skridt og et blik stift rettet mod fortovet forsvinder han i menneskemængden foran Rådhuspladsen.