»Jeg er vel nærmest blevet afhængig«
December er årets mørkeste måned. Vi står op i mørke og går i seng i mørke. Og de næste uger bliver det kun værre. Vi kan ikke vælge vinteren fra, men vi kan vælge, hvordan vi kommer gennem den, siger forfatter Dorthe Nors, der har fundet sin egen måde at lægge arm med de korte dage.
Dorthe Nors kan stadig huske følelsen.
Hun behøver bare at lukke øjnene, så er hun tilbage i barndommen og sidder i sine forældres sommerhus i de våde, vidtstrakte landskaber ved Nissum Fjord. En simpel hytte renset for civilisation.
Midt i ingenting. Uden elektricitet og med en lille gasovn som eneste vej til varme, hvis kulden satte ind.
Når dagene lakkede mod enden, og solen gik ned, sneg mørket sig ind gennem vinduerne og lagde sig i de små rum som en tynd tåge. De voksne tændte petroleumslampen og satte ild til stearinlysene. Og Dorthe Nors elskede det.
Det gjorde hendes forældre også, men hendes far kunne også godt lide at læse sin papiravis om aftenen, og på et tidspunkt investerede han i nogle elektriske lamper, som han kunne sætte til familiebilens batteri, så han kunne få lys inde, når det blev mørkt ude.
»Det var måske hans måde at tage civilisationen med i sommerhus på,« siger Dorthe Nors.
Hun er tavs et øjeblik.
»Jeg brød mig virkelig ikke om det lys,« lyder det så.