»Hey Becky, hvor er du? Jeg har været så nervøs. Ved ikke, hvad der er sket med dig«
To kvinder. To skæbner udelukkende afgjort af én ting: Deres fødested. Sine Plambech har brugt det meste af sit voksne arbejdsliv på at tale med sexarbejdere over hele verden. I sin nye bog vil hun vise, hvordan vores liv er afgjort af geografi. Og minde os om en særlig afrikansk kvinde, der drog afsted mod Europa, men som aldrig nåede frem til deres fælles aftale om at spise is sammen på en varm sommerdag i København.
På en af de mørkerøde metalstole i Benin Citys støvede lufthavn sad en ung, nigeriansk kvinde ved navn Becky i pink bluse og betragtede Sine Plambech, der var i gang med at tjekke ind.
Det var først på året i 2012. De to kvinder havde brugt de seneste uger sammen, og de kunne godt lide hinandens selskab, selv om de levede to meget forskellige liv.
Becky fik penge af forskellige mænd, hun var kærester med. Sine Plambech var antropolog på feltstudie og nu på vej hjem til New York for at skrive sin ph.d. om nigerianske kvinder, der ville til Europa, selv om de vidste, at de skulle starte med at sælge sex.
Den danske forsker var den eneste hvide kvinde med blå øjne i flere kilometers radius, men det var ikke derfor, Becky sad og betragtede hende tjekke ind. Hun kiggede på hendes mave, hvori en lille pige, der ville blive født i en privilegeret del af verden, vokse op og en dag elske vaniljeis, tog form i femte måned.
Becky drømte om at komme til den verden. Til Sine Plambechs verden. Hun drømte om at komme til Europa.
Sine Plambech kom tilbage fra skranken, satte sig ved siden af Becky og stak hende en sodavand.
De aftalte, at de skulle spise en is med den kommende datter på en fremtidig sommerdag i København, hvis det engang lykkedes Becky at gøre sin drøm til virkelighed.
»Jeg håber, at vi ses igen,« sagde Becky.
Sine Plambech gik ud mod flyet. Hun var overbevist om, at det ville ske.
Becky fremstod ikke som et menneske, der kunne dø.