»Jeg er vokset op i en familie uden uddannelse, hvor man ikke forventer, at jeg får priser«

Hvordan opstod idéen til bogen ”Citronbjerget”, som du er nomineret for?

»Udgangspunktet er en skilsmisse. Det interesserer mig personligt, fordi jeg selv er blevet skilt. Men romanen er mere et billede på et opløst parforhold, end den er en fortælling om min egen skilsmisse. Det er en undersøgelse af følelser, tab, forandringer, forvirringer og erobringer. Man bliver nødt til at starte helt forfra og finde ind til, hvem man egentlig er: Er jeg overhovedet en person, der kan lide at gå i biografen, eller vil jeg hellere i teatret? Så der er en masse ting, hvor man står i en identitetsmæssig forandring. Egentlig var jeg ved at skrive tre bøger på samme tid og prøvede at slå det sammen til en bog. Det kunne jeg ikke. Men da jeg havde skrevet 20 sider af det, der bliver til ”Citronbjerget”, var der en bestemt scene, som blev porten ind i romanen: Hovedpersonen står i en kiosk på et bjerg, og pludselig stikker den unge ekspedient sin tommelfinger ind i munden på hende. Hun bliver meget påvirket, fordi det er lang tid siden, nogen har rørt ved hende. Der sker ikke andet end det. Den scene bliver et startskud, uden jeg ved hvorfor. Den fanger noget af essensen i bogen.«

Hvad håber du, at folk tager med sig, når de er færdige med at læse?

»Det interesserer mig at dykke ned i en tilstand eller en problematik, f.eks. en skilsmisse, og se på den fra alle mulige vinkler samtidig. Både forholdet til ens børn, de nye mennesker, man møder, og de mennesker, man havde med sig. I ”Citronbjerget” er det også forholdet til slægten. Kan hovedpersonen forbinde sig til sin afdøde bedstefar i Korea, som hun arver en hytte fra, når hun aldrig har mødt ham? For mig er det et spørgsmål om at få læseren til at gå ud af romanen med lyst til at se verden på en ny og mere mangfoldig måde. Læseren skal have et kæmpestort landskab at bevæge sig rundt i.«

Hvilke reaktioner har du fået fra læserne?

»Mange folk synes heldigvis, at den er vidunderlig og meget sansebåren. Den seneste reaktion, jeg har fået, er fra en kvinde, som skrev, at hun læser romanen for anden gang, og at det er som at indtage et stort måltid med fremmed smag, der pirrer og prikker. Bogen var en rejse op ad Citronbjerget og ind i det hemmelige indre, skrev hun. Hun kunne genkende de følelsesmæssige konflikter fra en skilsmisse.«

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

»Der er ikke nogen, der bestemmer. Man må alt. Det er en enorm frihed, at man kan undersøge noget og eksperimentere, fortælle på forskellige måder. Det elsker jeg. Man kan få lov til at forbinde ting, der ellers ikke er forbundne, f.eks. placere to mennesker, som aldrig har mødt hinanden, i et rum og så se, hvad der sker. Som barn i Låsby stod jeg en hel vinter op hver morgen klokken fem for at dele Jyllands-Posten ud. Forfatterjobbet er bedre, for man behøver ikke at stå tidligt op, man kan mange morgener sove, til man vågner, fremfor når vækkeuret ringer. Og når jeg skriver, har jeg ingen rute. Jeg aner ikke, hvor jeg skal hen. For mig er det at skrive også et eventyr. Det er derfor, jeg gør det, ellers kunne jeg bare have et almindeligt arbejde.«

Hvad er det værste?

»Den største ulempe er, at man aldrig ved, hvor mange penge man tjener. Og så er det usikkerheden, fordi jeg ikke kan garantere, at jeg kan skrive en bog om 10 år. Jeg kan ikke vide, om der er stof, som vil mig noget. Hvis jeg ikke har nogen drivkræft i mit indre, kan jeg ikke skrive. Så på den måde er det ikke en karriere, jeg kan bygge op, hvor man kan blive bedre og bedre og stige i graderne.«

Hvad betyder litterære priser for dig?

»Jeg bliver utroligt glad, når jeg modtager en pris. Jeg er vokset op i en familie uden uddannelse, hvor man ikke forventer, at jeg får priser. Så det er ikke noget, jeg går og regner med. Når jeg kigger mig tilbage, er priserne og legaterne en slags milepæle, som står bag mig. Det giver også læsere, fordi man får opmærksomhed, og det betyder noget i forhold til at sælge til udlandet. At jeg blev nomineret til DR Romanprisen f.eks. betød rigtig meget, fordi det er læseklubberne, der stemmer om, hvem der får prisen. Så der er en masse praktiske ting, som er skønne ved at få en pris. Og så er det helt sikkert glæden ved at modtage en anerkendelse.«

Hvad er du optaget af lige nu?

»Jeg er meget optaget af relationer til vores slægt, fordi jeg selv er adopteret. Jeg er i gang med et filmprojekt og en slags roman, der handler om, hvad der sker, når ens ophav bliver udvisket på grund af tid og afstand, og man selv bliver fjernet fra sit stamtræ.«

Hvad har været din største læseoplevelse i år?

»Jeg har læst den danske forfatter Sabitha Söderholms digtsamling ”Chellam”. Hun er adopteret fra Indien, og det er en vanvittig smuk bog, som fortæller om en voksen datters første møde med sin biologiske mor. Digtene handler også om at finde hjem. At møde noget fremmed, som alligevel giver genklang i en.«