Fortsæt til indhold
Kultur

Indenfor fik filmikon stående klapsalver - udenfor krævede de ham og to andre kendte mænd udelukket

»Vil Den Gyldne Løve blive givet til en voldtægtsforbryder?« spørger demonstranter ved filmfestivalen i Venedig, hvor tre kontroversielle mænd er med.

Hvorvidt det var tre eller fem minutter, er der ikke helt enighed om. Men sikkert er det, at salen stod op og klappede i mindst tre minutter af den 88-årige Woody Allen, der netop havde haft verdenspremiere på sin seneste film, ”Coup de Chance”.

Udenfor var begejstringen dog sværere at finde hos en gruppe demonstranter, som krævede ham og to andre mænd udelukket fra filmfestivalen i Venedig.

»Stop voldtægtskultur,« skreg de ophidset ved den røde løber, da Woody Allen mandag aften ankom til premieren med sin hustru, Soon-Yi Previn, og deres to døtre.

»Vil Guldløven blive givet til en voldtægtsforbryder,« har ét af mange skilte under festivalen spurgt, og mandag udleverede demonstranterne flyvesedler, som pegede på, hvilke mænd de henviser til, når de kræver »spotlightet fjernet fra voldtægtsforbrydere«.

Woody Allen, Roman Polanski og Luc Besson.

Woody Allen er aldrig blevet dømt for voldtægt, men i 1992 hævdede hans adoptivdatter Dylan Farrow, at han havde udsat hende for et overgreb, da hun var syv år gammel. Sagen blev lagt ned, og Allen har bedyret sin uskyld, omend beskyldningerne har spøgt i filminstruktørens karriere efterfølgende. Dertil kommer, at han i 1990 indledte et forhold til sin daværende kærestes adoptivdatter Soon-Yi Previn, som han siden har giftet sig med. Noget, som har givet anledning til spekulation.

Woody Allen havde sin hustru (t.h.) Soon-Yi Previn og sine to døtre Bechet og Manzie Allen med til premieren på sin seneste film. Foto: Gabriel Bouys/AFP

»Værste film«

Til gengæld har den 90-årige filminstruktør Roman Polanski for mange år siden erkendt sin skyld i voldtægten af en 13-årig pige. En sag, der fik ham til at flygte fra USA, hvor der fortsat er en stående arrestordre på ham.

Den franske filminstruktør Luc Besson har været under anklage for voldtægt mod en belgisk skuespiller, men sagen er blevet afvist ved flere retsinstanser.

Alle tre instruktører er repræsenteret ved festivalen med film, men Roman Polanski er ikke til stede, da Italien har en udleveringsaftale med USA. Til gengæld er der heller ikke noget, der tyder på, at han vinder hovedprisen for sin film ”The Palace”, som Hollywood Reporter har kaldt »det værste han nogensinde har lavet«.

Luc Besson kunne til gengæld glæde sig over hele seks minutters klapsalver efter Venedig-premieren på filmen ”Dogman”, men The Guardian gav den dog kun to stjerner, mens The Telegraph nøjedes med én.

Lidt mere begejstring lyder der for Woody Allens film, som nogle kalder hans bedste i et årti, mens andre mener, at den hurtigt er glemt igen.

Der er altså formentlig ikke grund til at frygte, at Guldløven går til én af de tre, men det har ikke desto mindre givet anledning til kritiske spørgsmål, at de er involveret i festivalen.

»En kæmpe fejl«

Festivallederen, Alberto Barbera, har forklaret til The Guardian, at man efter hans mening bør skelne mellem manden og kunstneren. Om Polanski lyder det, at han er én af europæisk films store mestre, som begik »en kæmpe fejl for 50 år siden«, og at alle vil have glemt voldtægten om nogle årtier, mens hans film vil stå tilbage.

»Han erkendte sin skyld og bad om tilgivelse fra offeret, og offeret gav ham tilgivelse. Jeg er ikke en dommer, som skal dømme en eller andens dårlige opførsel. Jeg er filmanmelder, mit job er at vurdere films kvalitet. Men det er selvfølgelig en vanskelig situation.«

I tilfældene Besson og Allen er situation en ganske anden, mener Barbera, som peger på, at ingen af dem er kendt skyldige af nogen retsinstanser.

»Det er umuligt at udgive hans film i USA nu, hvilket er fuldstændig utroligt,« siger han om Allen.

Festivallederen var forberedt på kritikken.

»Men det er den tid, vi lever i, hvor der er en særlig type følsomhed i disse sager.«