Evolutioner i glas med sanselige undertoner

Da jeg læste pressemeddelelsen til den aktuelle udstilling, ”Evolutions”, med værker af kunstnerduoen Studio Thinkinghand på Glas – Museet for glaskunst i Ebeltoft, blev jeg ikke for alvor tilskyndet til at anmelde udstillingen, og dette skal ses i, at teksten i formidlingen lød unødig kompliceret tilsvarende nogle, jeg er blevet præsenteret adskillige gange tidligere.

Imidlertid er jeg – ifølge få personer – begavet med et lyst sind, og alt afhænger jo i kunstens verden langt mere af det sete end af det læste, så jeg drager sangvinsk mod Ebeltoft på en dejlig sommerdag i bevidstheden om, at man altid kan hoppe i vandet ved Ebeltoft Vig, hvis alt andet føles som spild af ressourcer.

På kanten af kunst og filosofi

Det burde være begribeligt, at glas som materiale rummer en vis transparens, og netop gennemsigtighed er afgørende, når man visuelt sætter sig for at kommentere dagsordener, der handler om klima og naturvidenskab ud fra en åbenbar æstetisk formel. Med andre ord: Sagen er klar, og heldigvis balancerer udstillingen ”Evolutions” i mellemrummet mellem kunst og filosofi på en afstemt måde, hvilket blandt andet dementerer de personlige fordomme, jeg nævner i indledningen til denne anmeldelse.

Udstillingen kan ses og iagttages i flere perspektiver, hvilket gør den både sanselig og besnærende. De dybere lag kan man dykke ned i efter behag, men der er tillige muligheder for at skabe tankemønstre i forlængelse af det sete. Her kommer klodens fremtid uundgåeligt i spil, og intet havde vel været mere enkelt end at visualisere de kommende epoker som et rent helvede og således forsimple en nødvendig debat om emnet.

Studio Thinkinghand består af australske Rhoda Ting og danske Mikkel Dahlin, og netop de to kunstneres uidentiske, geografiske baggrunde har muligvis skabt en fælles livsanskuelse om måden at skabe liv på i forlængelse af en frygt for en apokalyptisk slutning på den biologiske verdensorden. Her behøver vi ikke at have fat i Hollywood med henblik på at illustrere verdens fremtidige tilstand. Det kan faktisk gøres i en smuk og nænsom orkestrering ved hjælp af en sagte bevægelig enhed, som man for eksempel oplever det i installationen ”Scala Naturae”, der peger imod en verden i permanent bevægelse og et lige så eviggyldigt behov for teknologier i en såkaldt civiliseret samfundsorden.

Dyster og storslået installation

Som beskuer drages man imidlertid i udstillingens indledende afsnit af to akvarier, der hver indeholder forstørrede gengivelser af mikroskopiske kiselalger, der lever i verdenshavene og danner tæt på halvdelen af den ilt, vi indånder. Som i andre af udstillingens installationer er dette værk et direkte resultat af Studio Thinkinghands mulighed for at arbejde i museets glasværksted og dermed give værkerne en sted-specifik autenticitet.

Længere fremme i forløbet kan man således opleve en ikke mindre fascinerende installation, som i et mørkt rum åbenbarer et antal søjler, der hver især giver udstillingsgæsten mulighed for at fordybe sig i et projekt, hvor kunstnerne som et led i et ophold på et norsk forskningsskib har haft mulighed for at indsamle materialer under havbunden og implementere disse i eksperimenter på museets værksted. Værket ”Deep Time” er dystert og storslået i samme moment.

Der er ingen tvivl om, at man på museet, der i den korte version nu blot hedder ”Glas”, har gennemført en rebranding, som på længere sigt skal gøre museets profil langt mere flersidig udover blot at præsentere rene glasbaserede projekter. Glasset vil i sagens natur stadig flyde igennem museets skiftende programmer, men jeg er sikker på, at den aktuelle udstilling med Studio Thinkinghand, som stiller og besvarer spørgsmål, vil aftegne museets fremtidige virke, og den proces vil jeg følge med stor interesse.