Sønnens savn rev ham midt over, så han skrev en sang om det

I hans sangtekster finder du et teaktræsbord fra Den Blå Avis og et dårligt slogan på en kaffekop. Detaljerigdommen fejler intet. Men han går skridtet videre end det.

Asger Nordtorp, manden bag kunstnernavnet Guldimund, inviterer publikum med ind i privatlivet: hjem i køkkenet, hvor hans søn, der lige er blevet delebarn, råber, at han hellere vil være hos sin mor. Med ned til Mandecenteret, hvor en rådgiver fortæller ham, at i skilsmissesager som hans, der vil barnet være mest knyttet til moren – så hans ordning, den er rigtig fin.

»Jeg sætter en kontekst, men så lader jeg lytteren smide følelserne ind i det. Det er min opskrift,« siger Asger Nordtorp, som er aktuel den 31. marts med albummet ”Jeg venter i lyset.”

Sidste år viste det sig at være den perfekte opskrift på et prisvindende album, da han til Steppeulvprisen kunne gå hjem med hele tre priser bl.a. Årets Tekstforfatter for udgivelsen ”Dem vi plejede at være”.

»Den første plade var en mørk plade med strejf af lys. Det nye album er en horisontal spejling og mere håbefuld og optimistisk med strejf af sorg og frustration,« siger Asger Nordtop.

Delebarnets følelser

En af de begivenheder, som albummet ”Jeg venter i lyset” sonderer, er Asger Nordtorps skilsmisse, og hvad den har efterladt af følelser hos ham og hans søn, der skal vænne sig til ikke at bo med begge forældre længere. I ”Hvordan ser Gud ud” bruger han en scene fra sit eget liv, hvor hans søn skal puttes, til at beskrive netop det.

Du rejser dig og danser lidt i stolen.
Jeg siger, du skal sætte dig ned.
Du siger, jeg skal sige til mor,
du aldrig gider sove her igen!

»Det savn, man kan have som fireårigt skilsmissebarn, kan komme til udtryk på direkte måder og nogle gange ende ud i vilde sætninger, der river én midt over. Men så kan barnets sindsstemning skifte over til en helt anden lige bagefter,« siger Asger Nordtorp.

Så spurgte du mig,
hvordan Gud ser ud?
Det’ et virkelig godt spørgsmål.
Hvad tror du?”

Er det at udlevere sin søn? Det mener Asger Nordtorp ikke. Han har gjort sig de etiske overvejelser, der er nødvendige, når man bruger mennesker fra sit eget liv direkte i sine sange. Selvom sønnen her befinder sig i sine følelsers vold, beskriver det vrede udbrud, der pludselig skifter over til en undren over verden, noget helt generelt om det følelsesmæssige kaos, som skilsmissebarnet i førskolealderen befinder sig i, forklarer han.

»Jeg tror, at man forstår det uskyldige i det. Der er noget generelt i det statement. Det er ikke noget, der siger super meget om ham specifikt – det er bare noget, der beskriver delebarnets følelsespalet.«

Detaljerigdom giver rum

Grunden til, at Asger Nordtorp bruger detaljerede scener fra sit eget liv i sine tekster, er ikke, fordi hans privatliv er interessant i sig selv.

»Der ligger en befrielse i, at mit liv er ikke specielt. Der er ikke noget af det, jeg oplever eller føler, som der ikke er andre mennesker, der også oplever og føler.«

Derfor giver det mening for ham at forære publikum en specifik situation fra sit eget liv. Selvom de ikke har stået i den konkrete situation, giver det mulighed for en »spejling« med den rette mængde af detaljer og sanseindtryk.

Hvis ord som ”kærlighed” bliver nævnt i en popsang, vil du muligvis have nogle associationer til ordet. Måske du tænker på din kæreste, din mormor eller din hund, der døde sidste år. Men hvis du propper så mange sanser og scener som muligt ind i en sang, er det umuligt ikke at få indre billeder, og det efterlader et »ekstra rum« til lytteren, forklarer Asger Nordtorp.

»For mig ligger forskellen på det private og det almenmenneskelige ikke i, hvad man fortæller om, men måden man fortæller om det på. Med den rigtige mængde detaljer kan man få en oplevelse af at være der selv. Og hvis det så er en situation, man kan genkende, så rammer det ekstra hårdt – en meget effektfuld cocktail,« siger han og giver et eksempel:

»Et statement som ”jeg elsker dig” i en sang giver ikke nødvendigvis adgang til følelser, fordi det bliver tilhørernes opgave at grave billederne frem. Det synes jeg ikke er tilhørerens job. Det er kunstnerens.«

Afmagt og kaffesnak

På albummet ”Jeg venter i lyset” inviteres lytteren ind i Asger Nordtorps stue med nyspartlede huller i væggene, i sommerhuset på Møn, hvor hans kæreste rister valnødder med honning, og på Mandecenteret, hvor han sidder over for en kommunalt ansat, der danner rammen om et af pladens første numre:

”I de her sager, hvor barnet er så lille,
vil man højst sandsynligt i langt de fleste tilfælde
vurdere, at barnet har størst tilknytning til moren.

Det var hende, der gik på barsel, ikk’?”

Sådan indledes tredje vers, mens et citat på en kaffekop og en rådgivers patroniserende tone udgør omkvædet, der akkompagneres med korsang, en dyster bas afbrudt af en trompetsolo i c-stykket.

“Det hjælper jo selvfølgelig ikk’ dig,
men din ordning, den er fin
Forstår du? Den er rigtig fin”

»Man kunne læse den som en afmagt og vrede rettet mod barnets mor, men det er en afmagt over et system – et af de få steder i samfundet, hvor man som mand bliver diskrimineret på baggrund af sit køn. Det er patriarkatet, der rammer én lige tilbage i hovedet,« siger Asger Nordtorp, der følte en uretfærdighed i mødet med det system, der ventede ham efter sin skilsmisse.

Hun si’r:
”Jeg håber, du ku’ bruge det til noget.”
Jeg drikker vand af en kaffekop.
”You can’t buy happiness but you can buy coffee –
and that’s damn close” , står der på den.

»Det absurde er, at så får man en kaffekop, hvor der står, at man ikke kan købe lykke, men man kan købe kaffe, og det er da damn close.«