Fortsæt til indhold
Kultur

Gendannet boyband til jysk festival

Den irske popsucces Westlife kan opleves i Danmark den 27. maj.

14 gange har boybandet ligget nr. 1 på den engelske hitliste - en præstation kun overgået af The Beatles og Elvis Presley.

”When You’re Looking Like That”, ”World Of Our Own” og ”If I Let You Go”, det er blot nogle få af de mange verdensomspændende hits, som irske Westlife har nydt succes med.

Westlife debuterede i 1999, og nu melder det gendannede boyband sin ankomst til Jelling Musikfestival.

Koncerten finder sted den 27. maj og er en del af deres Wild Dreams Tour, der begyndte i 2022 og bød på en udsolgt koncert på Wembley Stadium i London.

»Vi er ekstremt glade for at have fået Westlife til Jelling. De er lyden af årtusindeskiftet og den store boyband-æra, som vi ved, at mange af vores gæster elsker. Og så har Westlife vokset sig fra et ungt boyband til en stor og respekteret popgruppe med et ambitiøst show, som jeg er sikker på kommer til at skabe en kæmpe fest i Jelling,« udtaler programchef for Jelling Musikfestival Gaute Niemann.

Har solgt 55 mio. album

Westlife har solgt 55 mio. album verden over og er dermed den gruppe i Storbritannien, der har solgt flest albums i det 21. århundrede. Gruppens syv første singler gik alle direkte ind som nummer 1 på den engelske singlehitliste – en bedrift, som intet andet band før eller siden har formået.

Siden gendannelsen har boybandet udgivet ny musik og samarbejdet med store navne som Ed Sheeran, der er erklæret fan og ofte har et Westlife-nummer på sætlisten til sine egne shows. På Westlifes album ”Spectrum”, der gik ind som nummer 1 både i England og Irland, var Ed Sheeran med til at skrive førstesinglen ”Hello My Love”.

Graham og Odbjerg m.fl.

Jelling Musikfestival har allerede offentliggjort Lewis Capaldi, Lukas Graham, Nik & Jay, Dizzy Mizz Lizzy, Tobias Rahim, Andreas Odbjerg, Tessa, Swan Lee, Artigeardit, Medina, Lamin, Jonah Blacksmith, TV-2, Blæst og mange flere.

Westlife indtager Store Scene på Jelling Musikfestival lørdag den 27. maj 2023.

Artiklens emner
Musik