Syv år efter mareridtet på Bataclan: »Jeg kan stadig lugte blodet på mine hænder«

De klamrer sig til hinanden, mens de bevæger sig gennem Paris’ gader. Pakket ind i gyldne alufolietæpper, der skal holde nattens kulde fra kroppen. Lyden af udrykninger overdøver trafikstøjen. Fra en forbikørende bus stirrer en anden alufoliebeklædt mand ud ad vinduet med et dødt blik.

Ramon og Célin har netop gennemlevet deres værste mareridt på spillestedet Bataclan, hvor 89 uskyldige mennesker har mistet livet i et terrorangreb. Nu skal de finde en måde at leve videre på. Det er omdrejningspunktet for filmen ”Et år, én nat”, som netop har haft dansk premiere og er baseret på bogen ”Paz, amor y death metal”, skrevet af Bataclan-overleveren Ramon González.

Mens Célin tavst fortsætter livet, som om intet var hændt, og begraver oplevelsen på bunden af sit indre, bliver Ramon grebet af angst og siger sit job op, fordi det ikke længere giver mening. En af parrets ligeledes overlevende venner har omvendt svært ved at finde en vej ud af sin vrede og sit indædte ønske om hævn.

46-årige Franck Coste genkender alle reaktionsmønstrene fra sit eget liv. Fornægtelsen, angsten og vreden.

»Der er mange følelser,« sukker han over et videolink fra sit hjem i det nordlige Frankrig. Han har netop set ”Et år, én nat”, der kommer ganske tæt på den virkelighed, som han stod i for syv år siden og stadig plages af.

»Der er forskellige stadier, og jeg har været på dem alle,« konstaterer han.

»Man er en anden«

Han husker den første morgen i sit nye jeg, at vågne fuld af kærlighed til hustruen ved siden af sig og med bekymrede sms’er fra venner og familie på telefonen.

»Man tænker, at livet vil gå videre. Men nej. Traumet sidder fast. Frygten, når man hører høje lyde, når man er sammen med vennerne. Alarmsystemet er konstant aktiveret. Problemet er, at livet fortsætter med alle de normale problemer, men man er ikke med. Man er stadig i den aften. Man skal opføre sig, som man plejer, men er blevet en anden.«

Den franske socialarbejder og musiker er blevet en mand, som er på evig flugt.

»Jeg er hyperaktiv. Jeg arbejder hele tiden, er hele tiden i bevægelse. Jeg har løbet siden den dag,« siger han, der stadig går i terapi.

Franck Coste beholdt sit job, men har kæmpet med sine reaktioner og temperamentet i tilspidsede situationer. Samtidig har Bataclan været fokuspunktet for adskillige kreative udladninger.

»Jeg har organiseret koncerter, udgivet en lp, skrevet en bog om mine oplevelser, skrevet teater og har lavet en dokumentarfilm. Jeg vil lave hvad som helst om dette emne. Hvis jeg kan hjælpe andre med mit arbejde, gør jeg det gerne.«

Men hjælper det også dig?

Franck Coste tager sig til den skaldede isse og hiver tungt vejr ind. Der er stille, mens han kæmper for at holde tårerne tilbage.

»Måske gør jeg det for alle dem, jeg ikke kunne hjælpe den aften. Måske.«

Billederne fra fredag den 13. november 2015 dukker stadig op i hans hoved. Franck Coste var taget til Paris sammen med en ven for at se det amerikanske rockband Eagles of Death. Vennen stod udenfor og røg, da tre bevæbnede mænd ankom til stedet i en sort Volkswagen Polo og begyndte at angribe de tilstedeværende. Indenfor stod Franck Coste i baren, da vennen kom stormende ind og sagde, at han skulle skynde sig ud.

»Jeg forstod ikke, hvad det gik ud på, men så ham bare løbe afsted og bemærkede en kvinde med frygten malet i ansigtet. Jeg hørte et skud, og da jeg vendte mig om, så jeg én af terroristerne skyde i min retning, så jeg vendte mig om og løb.«

En høj pris

Franck Coste var en af de heldige, som hurtigt slap ud ad nødudgangen. Men så tog han et afgørende valg. I stedet for at flygte, begyndte han at hjælpe andre ud fra spillestedet, fortæller han.

»Jeg så ting, som ingen ønsker at se. Jeg har set sårede, døde, som jeg forsøgte at hjælpe. Jeg løb frem og tilbage med sårede. Det var den eneste måde for mig at angribe på. Det eneste, man kan gøre i sådan en situation, er at redde sin menneskelighed. Det var den, som terroristerne ville dræbe, og jeg fik mulighed for at redde den. Men det var på mange måder det forkerte at gøre, for nogle gange kan jeg stadig lugte blodet på mine hænder,« siger han og viser de rene håndflader frem.

Samtidig var det en instinktiv handling for ham.

»Jeg er socialarbejder, så hvis nogen skriger eller græder foran mig, er det en situation, hvor jeg må handle, og når jeg gør det, er jeg ikke bange. Det var en beskyttelse for mig. Men prisen var meget høj. Alt for høj.«

Fortryder du det?

»Ja. Og nej. For det er min natur. Men jeg fortryder det alligevel lidt, for det ændrede mit liv.«

Første gang, Franck Coste mærkede frygten den aften, var, da han ikke længere kunne løbe.

»Jeg placerede nogle af de sårede på en restaurant ved siden af Bataclan, og da der lød skud, skubbede en brandmand os ind på et loftsrum. Igennem to timer sad vi der i mørket i stilhed, mens folk panikkede omkring mig, og vi kunne høre alle lydene fra Bataclan igennem væggen. Jeg ville ikke være der.«

Angrebet på Bataclan begyndte kl. 21.40, da tre mænd åbnede ild mod de omkring 1.500 mennesker på spillestedet og siden tog flere som gidsler. Først kl. 00.18 var det ovre. Da havde politiet dræbt én af gerningsmændene, mens de to andre havde sprunget sig selv i luften. Samme aften havde terrorister slået til flere steder i Paris, og i alt 130 blev dræbt og flere hundrede såret.

Da politiet endelig lukkede Franck Coste ud af loftsrummet, gik han direkte mod sin bil, hvor vennen ventede.

»Det tog kun halvanden time at køre de 250 km hjem. Vi ville bare hjem i sikkerhed og være sammen med vores familier.«

Men da Franck Coste endelig lå i sin seng, følte han sig alt andet end sikker. Det gik op for ham, at han havde mistet sin pung på Bataclan, og han blev ramt af øjeblikkelig panik.

»Jeg tænkte, at terroristerne havde fundet min adresse og ville komme efter mig for at gøre jobbet færdigt, så jeg græd af frygt.«

Realiteten var dog, at den eneste overlevende terrorist fra Paris-angrebet, Salah Abdeslam, på det tidspunkt var flygtet til Bruxelles.

Samme gift

Den 29. juni sidste år blev der sat et vigtigt punktum i sagen om Paris-angrebet, da 20 personer blev dømt for deres direkte eller indirekte medvirken til massedrabet. Sagen stod på i 10 måneder, hvor seks af de tiltalte ikke var til stede. Fem af dem menes at være blevet dræbt i Syrien. Salah Abdeslam blev idømt fængsel på livstid.

Franck Coste var både med som vidne og tilhører under hele retssagen. Han glæder sig over, at retfærdigheden sejrede, men nogen ro gav det ikke.

»Tre dage efter afslutningen på retssagen var jeg på ferie. Det var første dag af ferien, og jeg skulle til en koncert i Bruxelles, da jeg pludselig kunne mærke ubehag i brystet. Jeg kom aldrig til koncert, men endte i stedet på hospitalet med et hjerteanfald. Det var kun et mindre hjerteanfald, men lægen sagde, at jeg skulle tage den med ro.«

Har du så gjort det?

»Jeg sov i går,« ler han.

Ægteskabet holdt ikke, men Franck Coste har siden fundet en kæreste, som deler mareridtet fra Bataclan. På samme måde har mange af de overlevende fundet hinanden i det, som han kalder »en parallel familie«. Selv om han og kæresten forstår hinanden, er det ikke uden udfordringer, når to brændte børn finder sammen.

»Vi har samme gift, det er meget farligt. Vi er stadig ødelagte, men kan måske bygge noget op sammen.«